Vores populære opskrift på lækre æbleskiver bliver i dag bagt over hele verden og det er med stor stolthed at jeg kan sige at denne opskrift gang på gang bliver rost både for den gode smag og for konsistensen, der gør det let at bage runde æbleskiver, der ikke falder sammen. Gå direkte til opskriften, (der også kan udskrives) ved at klikke her.
Æbleskive opskriften er oprindeligt fra 2009 hvor jeg skrev følgende:
Opskrifter på æbleskiver er der egentligt nok af i denne verden. Nogle er krydret med øl og kardemomme, andre med vanilje og citron. I nogle opskrifter bruger man gær i andre natron eller bagepulver. Luften kan man få ind med stiftpiskede æggehvider eller med flødeskum. Hver opskrift har sin charme og svorne tilhængere. Alligevel synes min ældste datter at vi skulle lave en ny og bedre opskrift og det har vi så haft meget sjov med i køknet. Vi har leget med det hele og resultatet er rigtigt godt synes vi. Æbleskiverne smager dejligt og er nemme at lave og så rummer de til min datters fryd en hemmelig ingrediens.
Prøv vores opskrift og fortæl os hvad du synes. Hende på ti år bliver stolt hvis du kan lide dem. Nederst på siden kan du finde opskriften på de lækre æbleskiver i udskriftsvenligt PDF format.

Jeg kan tilføje at vi fortsat selv bager alle vores æbleskiver efter denne opskrift som hele familien elsker. Portionen er ikke særlig stor og passer lige til dessert eller lidt december eftermiddags hygge, men er vi mange bager jeg en dobbelt portion.
Klik her for at se alle Baduts juleideer.
Klik her for at se alle Baduts opskrifter.