Nu må I ikke tro, at jeg helt har mistet tidsfornemmelsen, men vi spiste altså først andekræet i går aftes.
Mortens aften er en ældgammel tradition, nok en af de ældste der stadigt fejres. At den har overlevet kan på sin vis godt undre, for ret beset er det jo ikke en særligt vedkommende historie der fortælles om Morten. Dansk historisk fællesråd har den fulde og korrekte historie, men i vores familie version bliver det til noget i denne stil:
Mor:
I gamle, gamle dage, da det at være Bisp var et meget fint og magtfuldt værg var der en mand der hed Morten. Morten var meget from og derfor havde man besluttet at han skulle være Bisp. Morten ville imidlertid ikke være Bisp og derfor gemte han sig hos gæssene.
Søn (dybt skeptisk):
Var han ikke ret dum, ham Morten?
Datter (fabulerende)
Eller meget, meget lille? Mindre end en gås?
Mor:
Nej, han havde en helt normal størrelse, men han var muligvis lidt dum, for da de kom for at finde ham og gøre ham til Bisp larmede gæssene op så han blev fundet.
Søn (slår sig for panden):
Altså hvor dum kan man være?
Mor:
Og så blev Morten bisp og det første han besluttede var at gæssene skulle straffes for at røbe ham og at man derfor hvert år skulle spise gås på Mortens aften.
Datter:
Jamen, jeg vil altså hellere have and!
Og så er vi fremme ved historiens kerne for mens historien om Morten ikke rigtigt siger nogen af os noget, så kan vi vældigt godt lide andesteg og derfor griber vi som så mange andre undskyldningen for at sætte dyret på bordet. I år havde vi imidlertid valgt at flytte andespisningen så vi kunne fortærer kræet i dejlige venners selskab. Det var et hit og næste år kan det meget vel være at vi også vælger at flytte andespisningen så det passer med gæstebud.
Comments