Når man er en gås er Fejø tæt på at være jordens paradis. Der er lækkert lavvandet hav hele vejen rundt om øen og masser af marker hvor man kan sætte sig ned og gakke snakke med vennerne mens man æder sig flyveklar i roetoppe og andet lækkert.
Rygtet om Fejøs lykkesagligheder når vidt omkring og hver vinter samler gæs sig i titusindvis på Fejø. Over vores have flyver der dagligt store flokke af de forskellige gæs og når man går og pusler derude kan man ofte hører gæssene snakke på den nærliggende mark eller diskuterer politik og varme lande mens de flyver.
Vi har gæs af mange slags, men i øjeblikket er det den smukke bramgås der optager mig mest. Bramgåsen er en ret lille gås, der oprindeligt mest hørte hjemme i de arktiske egne, hvilket kan ses på dens smukke fjerdragt hvor det hvide hoved står i skarp kontrast til den sorte hals og bryst.
Bramgåsen er en ivrig debattør med et dybt hæst ”gak” og når der står et par tusind bramgæs på en mark og diskuterer, kan det høres vidt omkring. I øjeblikket har de fleste af øens besøgende bramgæs samlet sig på to udvalgte marker, den mindste flok på min nabomark og den største flok på en mark tæt ved Kirken. Jeg ved ikke om de to flokke er blevet uenige om et eller andet for jeg er endnu ikke kommet ret langt på gæssenes sprogskole. Det eneste jeg helt forstår er (hvis jeg skal være helt ærlig) sætningen: ”pas på, pas på, flyv bort, den fæle uldbold har et kamera med”. Gæssene er nemlig tilsyneladende ret kamerasky og flyver deres vej når jeg nærmer mig med skudklart Cannon. Derfor må I nøjes med flyvebilleder og ret dårlige zoombilleder.






















Hej Marina !
Ja de er ret sky og man kan ikke komme ret tæt på, for de er hurtige til at opdage at noget nærmer sig....det hører man også ofte fra jægere, at det kan være svært, for har de fået færten af, at der er fare på fære, så letter de straks....men sikken en masse dødflotte billeder....har selv prøvet at nærme mig i fotoøjemed og det er sgu svært...så flyvende gæs bliver det ofte til....meget, meget flotte...og vildt dejligt med så mange gæs til naboer....der hvor jeg har set flest gæs er i området "Vejlerne" oppe nordpå i Jylland og der var også mange...og de snakker simpelthen....men en dejlig lyd...
Posted by: anita thomhave simonsen | January 06, 2010 at 03:54 PM
Fantastiske billeder, Marina - jeg bliver bare sådan helt stille indeni, når jeg ser dem. Jeg længes mod naturen. Lyden af gæs.
Tak :-)
Posted by: Liselotte | January 06, 2010 at 05:44 PM
Gæs er fantastiske fugle. Smukke billeder, du tager af dem.
Posted by: Charlotte T | January 06, 2010 at 11:33 PM
Ufattelig smukke billeder! Og din nye header er ligeså fantastisk, perfekt til januar.
Posted by: Dorit | January 07, 2010 at 01:35 AM
Jeg synes bestemt heller ikke, at du behøver at undskylde billedkvaliteten.
Det er et meget smukt syn - helt sort sol-agtigt.
Nogle gang føler jeg, at jeg bor i den forkerte del af Danmark :-)
Posted by: Ellen | January 07, 2010 at 08:11 AM
Kære Anita. Ja det er snu fugle de gæs. Lige bramgåsen er nu ikke så sky som de andre for der må jo ikke drives jagt på dem. Uden kamara kan jeg let komme ret tæt på men ligeså snart jeg har kamara i hånden mindskes mine muligheder.
Kære Liselotte. Ja for mig er vinteren præget af trækfuglene, både gæs, svaner og ænder pynter på min vinterhimmel og det er så dejligt.
Kære Charlotte. Jeg holder så meget af dem og Bramgåsen er helt særligt smuk synes jeg.
Kære Dorit. Når det kommer fra dig er det lige så jeg rødmer. TAK.
Kære Ellen. Jeg synes billederne er smukke (ellers havde jeg ikke vist dem her), men jeg mangler det gode billede hvor man kan se den smukke fjerdragt. Derfor undskyldningen.
Posted by: Marina | January 07, 2010 at 09:02 AM
Jeg er helt væk i disse flyvende-gæs-billeder og tror, jeg MÅ opleve Fejø engang. Minder mig om sort sol ved vadehavet. Smukt begge dele.
Posted by: Dot | January 08, 2010 at 10:52 AM
Kære Dot. Vi har fugle i så store flokke at de næsten minder om sort sol. I sensommeren har vi også vores egne smukke mini sort sole når stærene flyver rundt og æder kirsebær. Gæs er anderledes først og fremmest fordi der er så meget lyd på en gåsesky.
Posted by: Marina | January 09, 2010 at 02:27 PM