I 10 år har min søvn været punkteret. Nat efter nat, uge efter uge, år efter år. Hvis det ikke er det ene der æder nattesøvnen så er det det andet. I nogle perioder har det været rigtigt slemt i andre har der af og til været en nat hvor jeg ikke er blevet vækket.
I går vaklede jeg dødtræt i seng meget tidligt, kun for kort efter at blive vækket af min mand der ringede for at spørger hvorfor jeg havde sendt så mange underlige SMSer. ”Nå” mumlede jeg søvndruknet ”det må have været et barn der gerne ville ønske dig godnat”. Så genputtede jeg de to børn, der var blevet vækket af telefonen og vaklede tilbage under dynerne.
Lidt senere havde min ældste mareridt. Ud af sengen, gennem stuerne, op på hemsen. Kys, knus og godnathviskerier. Tilbage i seng.
Næste gang var det katten der majvene stod på min mave. Den er for dum til at gå ud af en kattelem, men snu nok til at gemme sig når jeg vil have den ud inden sengetid. Ned af trapperne og åbne yderdøren til frosten for katten. Op af trapperne og i seng. Væk var søvnen. Månen skinnede mig spotsk lige ind i søvnløsheden, sneen på taget skred af i kaskader og alle de onde tanker kom listerne midt i trætheden. Måske gjorde det ikke så meget at jeg ikke kunne sove, for min yngste vågnede som hun plejer fire gange, grædende i den lyse nat.
Klokken 4.32 ringede mobiltelefonen på min søns værelse. Han havde sat den til at ringe to timer for tidligt og hamrede febrilsk og afmægtig af søvndrukken forvirring på de forkerte taster. Jeg hjalp ham med at sætte ringetiden rigtigt. Genputtede min yngste der smask forvirret stod midt på gulvet og forlangte morgenmad og gik selv i seng igen.
Men så. Så bliver det morgen og en efter en kommer mine lune kærlige børn og putter sig ind til mig under dynerne. Vi står op til en god morgen. Min søn giver mig kram, min yngste synger mig en sang og giver mig en tegning, min ældste skraber bilruderne fri for sne og sørger for lillesøsterens sikkerhedssele. De krammer mig når jeg går og de siger at de elsker mig. Og på den måde følger de gode dage de onde nætter, dag efter dag, uge efter uge, år efter år. Hvis ikke det er det ene der forgylder dagen så er det det andet.
Man skal lære sig det, tror jeg. Lære sig at se lyset også når nætterne er mørke.
---------------------------------------------
Badut er en glad blog og det er en meget givende ting for mig dagligt at holde fokus på det gode i livet. Dette er et af de relativt sjældne indlæg hvor jeg skriver om mennesket bag bloggen. Hvis du vil læse de andre indlæg kan du klikke her.