I årevis kørte jeg i den fælt brølende Troldmobil. En bil hvis hostende løvebrøl fik mig til at køre i en konstant blitzstorm af venligt blinkende advarselsblik fra andre trafikanter. Alligevel svingtede Troldmobilen mig aldrig. Ikke en eneste gang. Min mand solgte til sidst Troldmobilen til Østeuropa og jeg mener stadigt at der er en famile derover der er heldige, selvom resten af familien møder denne påstand med hånlatter.
Nu kører jeg i en bil så pæn at jeg aldrig kan finde den på en parkeringsplads, fordi den på en prik ligner alle de andre pæne biler. Den pæne bil brøler aldrig, men i dag gjorde den noget der var værre. Midt i et kryds stod den simpelthen af. Koblingen gad ikke mere og så mente bilen selv at det var klogt at slå bremserne i (hvad ved jeg, kloge mænd der stoppede sagde det med ekspertminer så det er vel rigtigt). Ikke om den lod sig rokke rundt om hjørnet, heller ikke selvom vi var mange der skubbede på så der stod jeg i silende regn i to timer og vinkede folk udenom indtil der kom noget vejhjælp og bukserede den pæne bil bort og jeg kunne løbe hjem til børn og en fødselsdag der gerne skulle ende med at ligne en fest.
Jeg tror vi nåede det, manden virkede glad også selvom humøret ikke lige er i hopla oven på sådan en udgiftstung opbremsning.
(Og ligesom man ikke kan elske det ene barn mere end de andre, men måske nok elske hvert barn på sin måde, må jeg hellere pointere at jeg faktisk holder rigtigt meget af den pæne bil og er rigtigt ked af at den pludselig blev syg. Jeg håber den er ok derude på værkstedet og glæder mig (meget) til den kommer hjem igen)






















Skrækkeligt når bilen går i stå - især i et kryds :-)
Skønt foto og tillykke med fødselsdagen i familien :-)
Posted by: gitte blinkilde | October 07, 2012 at 07:30 PM
Sikke da noget - godt der ikke skete noget - sådan for alvor.
Posted by: Tina Dalbøge | October 07, 2012 at 07:52 PM
Kære Gitte, kære Tina.
Ja det var ikke sjovt. Når ret skal være ret gik bilen faktisk i stykker lidt inden krydset men der kørte jeg i en helt smal bane hvor biler ikke kunne komme udenom så jeg prøvede at få den til at trille ud af banen og rundt om hjørnet hvor den ikke ville have været så meget i vejen. Den nåede så detsværre kun til krydset, men der var i det mindste to baner. En til at dreje (hvor jeg så holdt og ar i vejen) og en til at køre ligeud. Så måtte jeg stå og vifte folk over i ligeud banen.
Nu har vi talt med forhandleren og fejlen er åbenbart almindelig for den pæne bil. Det ændre dog ikke ved at det koster os det samme som en skiferie så det er surt!
Alligevel er jeg nu allermest glad for at min mand ikke kørte i den for han var ude på jagt og så var den stået af midt ude på motorvejen og det tør jeg slet ikke tænke på.
Posted by: Marina | October 09, 2012 at 11:23 AM