Hverdagsglimt: 1 marts, næsten forår.
Kalenderen har altid sit på det linierede og i dag skriver den højt og flot første marts. Så er det forår fastslår almanakken og holder på sine datoer.
Og i mig skriger det på forår. Det skriger så højt at krokus, påskeklokker og lunt solskinsvejr burde kunne høre det helt langt derinde hvor de sover vintersøvn. Alligevel vil jeg vente lidt endnu med min første kostbare forårsdag.
Årets første forårsdag er nemlig noget helt særligt og derfor vil jeg selv have lov til at vælge mig en dag hvor det desperate skrig bliver til en stille forårsnynnen.
Hvad med dig? Har du første forårsdag i dag?























