
At filte smukke bløde bolde af uld er en klassiker og ikke uden grund for det er et utroligt hyggeligt og nemt lille projekt som børn elsker.
Man har lavet filtede bolde som legetøj i mange hundrede år og boldene er dejlige til alle slags boldlege og dertil meget smukke at kikke på.
Sådan filter du bolde af uld:
Køb kartet uld i fine farver (eller for de hardcore (og til dem hører vi ikke på Badut) kart og farv din egen uld).
Hæld varmt vand og godt med sæbe i en skål. (Jeg bruger en stor håndfuld brun sæbe til en margrete skål, men du kan også bruge sæbespåner)
Læg et håndklæde frem.
Rul en bold af filt. Dette er det vanskeligste punkt og mindre børn kan have brug for hjælp af en voksen. Man kan rulle bolden af uld alene eller man kan vælge at rulle rundt om noget. Jeg ruller gerne omkring en halv kork prop, men det er altid populært at rulle omkring et kinderæg fyldt med noget der kan give lyd, f.eks. en lille bjælde eller ris. Del den kartede uld i helt tynde lag og rul dem stramt omkring indmaden. Rul bolden let i hænderne undervejs så du er sikker på at lagende er fine og tynde.
Når bolden har fået en god størrelse (og husk at bolden bliver mindre når den bliver filtet) dyppes den i det varme sæbevand.
Tag bolden op og tril den let mellem hænderne i et minut eller to.
Nu er du klar til den sjove del af filtningen som børn elsker: Gnid bolden mod det tørre håndklæde til den bliver helt hård. Du kan også kaste med den og filte den på den måde.
Når bolden er blevet så hård som ønsket skylles den omhyggeligt i koldt vand og ligges til at tørre.
Hvis du har lyst kan du filte dine bolde yderligere ved at give dem en omgang i vaskemaskinen sammen med en gang cowboy bukser eller håndklæder.
Skal du filte mange bolde er det faktisk muligt kun at filte dem let sammen i hånden og på håndklædet og så smidde dem direkte i vaskemaskinen. Giv dem eventuelt to gange i vaskemaskinen hvis du ikke har filtet dem ret meget på håndklædet.
N.B: De filtede bolde kan bruges til alle mulige hyggelige projekter, så hvis du f.eks. holder af at lave armbånd eller bordskånere af filtede uldbolde kan du på denne måde lave dine helt egne.

Hvis du har lyst til at bruge dine fine uldbolde til endnu mere kan du klikke her og se ideer hvor uldboldene bruges til pynt og nytte.

Dette indlæg er det første i årets tema med ideer til ting man kan lave med børn i efterårsferien. Hver aften hele efterårsferien vil der komme et nyt forslag til hyggelige og sjove ting man kan hygge sig med. Hvis du vil se alle de ideer der blev bragt sidste år kan du klikke her.