
Jeg ved fra mails at mange af Baduts faste læsere er pædagoer, dagplejemødre eller skolelærere og derfor blev jeg rigtig glad da jeg stødte på denne sjove kastanje ide, fordi jeg tænker at den er helt perfekt i børnehaven eller i skolen.
Kastanjehovderne er nemme at lave og samtidigt lidt anderledes end de ting man sædvanligvis laver af kastanjer. Der kræves kun få matrialer, alle kastanjehovederne bliver forskellige og bedst af alt er de kastanjeblyanter, der kommer ud af projektet et kæmpe hit når børnene bagefter kan skrive eller tegne med deres helt personlige blyanter.

De kreative kastanjehoveder kan naturligvis også laves derhjemme hvor de er et hurtigt og hyggeligt projekt, f.eks. nu i weekenden hvor parker og skove er fyldt med nyfaldne kastanjer.
Start med at borer et hul i en stor kastanje. Hullet skal være så stort at der kan masses en blyant derop men ikke større end at kastanjen sidder godt fast. Jeg brugte en saks til at lave hullerne og det gik lynhurtigt. Mindre børn skal nok have hjælp til dette trin.
Sæt kastanjen fast på blyanten.

Nu er kastanjehovdet lige til at pynte. Man kan som jeg har gjort det her bruge rulleøjne og uld eller man kan bruge klistermærkeøjne (fås på ark hos fætter BR), knapper, perler eller tegnede øjne. Til hår kan man bruge garn eller snor. Desuden kan man naturlivis bruge alle de fine ting man kan finde i skoven såsom frøskaller af bøg og bog, kastanjeskaller, kviste og fjer.

Den æblelabyrint som jeg bruger som baggrund på billederne kan udskrives ganske gratis lige her. Det er flere andre labyrinter lige til at printe på siden.
Husk at fantasien ikke sætter grænser.
Her kan du finde mange flere ideer til kreative børn og her kan du se alle vores kastanjeideer.