Koldskål er selve den danske sommer serveret i tallerken. Dejlig svalende som dessert eller mellemmåltid. Nydt med friske frugter, kammerjunker eller bare lige præcis som den er.
Koldskål kan varieres i det uendelige og det er i virkeligheden det sjove ved at lave sin egen hjemmelavede. Lige her får du den klassiske og super nemme opskrift på kærnemælkskoldskål med æg, vanilje og citron.
Det skal du bruge:
4 pasteuriserede æggeblommer (2 bægere)
4 spsk. rørsukker
1 spsk. god hjemmelavet vaniljesukker eller 1 tsk. god købt
fintrevet økologisk citronskal
1 liter kærnemælk
eventuelt lidt citronsaft
eventuelt lidt mere sukker
Sådan gør du:
Pisk æggeblommer, rørsukker, vaniljesukker og citronskal til det er hvid og skummende. Det tager et par minutter.
Tilsæt kærnemælk og pisk en lille smule.
Smag på koldskålen og juster smagen med sukker og citronsaft. Husk at det er din koldskål så det er dig der bestemmer hvor sød eller sur du gerne vil have den.
Koldskålen kan spises med det samme, men bliver kun bedre af at stå en time eller to i køleskabet.
Udskriv opskriften på koldskål uden billeder: Download Opskrift på klassisk kærnemælks koldskål
Udskriv opskriften på koldskål med billeder: Download Opskrift på koldskål med billeder




















