Vinteren bider. Fuglene flyver ikke længere fra kyst til kyst over min have. De hviler og venter. På markerne sidder svanerne stille nu. Seks uger kan en svane leve uden mad, fordi den forstår at sparer på kræfterne. Nu er de seks uger snart gået og vinteren holder stadigt havet fanget. Når jeg går på vejene vender jeg ofte om når jeg ser svaner, for jeg nødigt opskræmme dem så deres kræfter spilles på unødig flugt.
Fejøs stærke lille færge sejler nu kun halvt så ofte som den plejer. De kalder det issejlplan og ideen er at færgen ikke skal overbelastes af den hårde rejse gennem isen.
Det er vinter. Vinter som vi ikke har haft det i Danmark i mange år og fordi jeg har et dejligt varmt hus at kravle ind i har jeg i det store og hele nydt det indtil nu. Men nu kribler længslen efter foråret i mig som den har gjort det i vinterblege mennesker gennem århundrede. Et lille trick må der til hvis ikke tiden til bristefærdige knopper skal føles ubærlig.
Mit trick er altid det samme. Jeg tager skyklapper på og fæstner stædigt mine øjne på ting der gør mig glad. I de næste syv dage vil jeg dele småbitte vinterglæder med jer. En lille bitte daglig glæde i en meget stor og kold vinterverden.