Jeg har i år bundet tre meget forskellige adventskranse, alle sammen af det samme grønne materiale fra haven, men alligevel meget forskellige i udtryk. Nogle spørger hvorfor mine kranse altid er bundet af grønt og det skyldes helt enkelt at jeg hvert år stornyder at have muligheden for at klippe mit eget pyntegrønt i haven. Intet i verden vare ved og en dag bor jeg ikke længere her. Til den tid vil jeg helt sikkert binde en anden slags kranse. Hele min julefilosofi er nemlig altid at få mest muligt ud af det jeg har og når jeg nu har både grønt (der alligevel skal klippes) og korkelm ville jeg da være et skarn hvis jeg ikke nød det.
Den øverste krans er den jeg har bundet til vores familie. Den er stor og rå med masser af korkelm, præcis som jeg bedst kan lide min adventskrans.
Adventskransen med hjerter og store sløjfer har jeg bundet til min svigermor, der elsker traditionel dansk jul. Adventskransen er altid en del af hendes adventskalender og i år er der simpelthen et helt tema med julehjerter. Skal jeg være ærlig synes resten af familien faktisk bedst om farmors adventskrans i år.
Her er farmors adventskrans set oppefra. Hun er den eneste der får rigtig gran for det har jeg nemlig ikke i haven.
Til sidst den adventskrans jeg bandt til min søster. Jeg synes selv den er så fin og enkel med de hvide japanske lygter. Jeg måtte spraymale dem fem gange fordi den orange farve blev ved med at skinne igennem og orange er bare ikke ret julet...
Det lykkes mig aldrig at blive klar med adventskransene i god tid så jeg kan få dem fotograferet inden det bliver mørkt. Derfor ender jeg næsten altid med at fotograferer dem oven på den gamle træstub i baghaven.
Adventskranse: At binde adventskranse er et af mine yndlings jule gøremål. I alle de år jeg har blogget har jeg delt årets adventskrans og også en nem trin for trin anvisning på at binde sin egen grønne krans. Vi skriver i dag 2 søndag i advent og det er vel så god en anledning som nogen til at få vist årets adventskranse frem når jeg nu ikke nåede det inden 1 søndag i advent. Glædelig 2 søndag i advent til alle.
Se alle mine indlæg med adventskranse her og se alle indlæg med kranse året rundt her.