Badut

Ørslev kloster. Værelse med indsigt.

Det er sidste eftermiddag på Ørslev kloster og panikken vil gerne brede sig. Jeg kan mærke den prikke på ydersiden af huden, men jeg lukker den ikke ind. 

Langsomheden bor i min mave og jeg sidder længe nydende på komtessens plads i vinduet med udsigt til Kvindnapperskoven og den yndigste lyserøde himmel. 

Historien om Komtesse Olga Sponneck og hendes spontane forelskelse i Ørslev kloster er iøvrigt som spundet ud af et eventyr. Læs selv lige her. Jeg sidder i hendes vindu og småelsker en adelsdame, der valgte at sætte sig spor og skabe rum for rummeligheden. Endnu kan man sove i hendes store himmelseng hvis man er så heldig at få det eftertragtede hjørneværelse og bor man som jeg på Komtessens værelse kan man sidde i hendes lille vindueskrog eller gå igennem hendes lille hemmelige dør.

Hermed afsluttes min lille serie om Ørselv kloster. Jeg håber ikke at jeg ganske har fået jer kvalt i klosterbilleder. 

Ørslev kloster. Langt om længe langsom

Det er lørdag.

Lørdag og sidste hele dag på Ørslev kloster.

Da jeg tumler ud af sengen kan jeg mærke at min ryg langt om længe er så smertefri at jeg kan trave omkring i solopgangen med udelt fornøjelse.

Ørslev kloster kirke hilser på himlen i det vintergrønne og over mig trækker en svane mod vand. 

Ellers sker der ikke så meget.

Langsomheden har fundet mig nu. Jeg er tung og tæt.

Ørslev kloster. Regler.

Reglerne er simple.

Sidder der en lyskontakt uden for døren må man gå ind. Sidder lyskontakten indefor må man blive ude.

Man må tale til andre i alle de fælles rum, men ikke uden aftale banke på hinandens dør.

Man rydder op efter sig selv og sortere sit affald.  Ormene får mad hver dag.

Mens jeg er på Ørslev tales der om vejret, om klosteret og om Købmanden i Hald. Ingen taler om det egentlige, om det der sker på værelserne når døren er lukket. 

Jeg sidder stille i solnedgangen og tænker med glæde på alle de ord der lige nu ligger sig til rette og falder i hak bag de døre der ikke er mine.  

 

Ørslev kloster. De lange gange.

Måske er de lange gange det allersmukkeste på hele klostret. Oldgamle ølandssten med forsteninger, smukke vinduer og himmelhøjt til loftet. 

Ørslev kloster. Rus

Man skal ikke dømme en køkkenlåge på dens skrammer, men på den poesi den gemmer på indersiden.

Måske har vi allesammen sådan en lille tilfældig lap poesi gemt bag skrammerne.

Køknet er ikke Ørslev klosters mest berømmede rum, men se lige på fuglebøgerne på hylden og de skønne forme, der står øverst på skabet.

Ørslev kloster. Det magiske klædeskab.

Da jeg valgte komtessens værelse var det ikke bare lyset jeg valgte. Det var heller ikke gyngestolen eller den slørede udsigt til en lille bid skov i det fjerne.

Det der lokkede mest var det hemmelige klædeskab.

For se selv: Først er der én dør og en lille trist frakke på bøjle og se så her hvad der sker når man drejer på nøglen og åbner den hemmelige bagbeklædning.

Alle verdner burde rumme en hemmelig dør til det storladne. 

 

Ørslev kloster

Først på eftermiddagen er stormen draget forbi for denne gang.

Jeg går ud og lader vinden lege mig let.

Klosterets mure var hvide. Engang. Nu er det hvide forblæst, formørket, overgroet med grønt sine steder.

Måske er det alle de tanker som ingen har villet lukke ind, der i stedet har bidt mærker i de tykke gode mure?

 

Ørslev kloster. Døren.

Ser på døren og kan pludselig mærke at den er min egen.

Ingen andre vil åbne den. Ingen børn vil trippe ind og bede mig om at hælde ting op i skåle eller stave til makrel. Ingen telefoner vil ringe. Ingen vil mene at jeg lige kan ordne dit – eller dat.

Her er kun lyset fra de store vinduer og en lukket dør. 

Hvor tit er en dør ens egen?

 

Ørslev kloster. Gavmildhed.

De er gavmilde på Ørslev kloster. Både med rum, lys og ting man må låne. Tehætter, gummistøver, opslagstavler, lune futter, cykler og tæpper. Blandt så meget andet.

Ørslev kloster. Første nat.

Stormen drager forbi klosteret. Ruderne klirre. Natten buldre af mørke.

Regnen æder mit daggry.