Regnbue i november

 

November er den eneste måned jeg ikke kan elske. Det er hverken på grund af den våde kulde, mørket eller den sjapsure regn, for de elementer kan genfindes i januar og februar som jeg godt kan holde af. Når jeg ikke kan lide november, er det fordi det er sådan en sur vranten tante af en måned. Der er ingen fremgang eller fremdrift i tante November, men kun påståelig påholdenhed. Det er som om November siger til os at vi hverken har brug for lys eller farver og derfor skal vi heller ikke have lov at have det. Dag for dag piller November farverne af verden og erstatter dem med silende grå regn. November tror måske vi kan lærer at elske hende, men den største glæde jeg finder i november er trods. Næ, nej skal tante November have lov at bestemme, tænker jeg og så sætter jeg lys alle vegne og plukker de sidste blomster ind til husets vaser. I søndags fandt jeg sågar en regnbue da jeg var ude at gå langs stranden og selvom jeg ikke kunne tage den med mig hjem så lyser den stadigt indeni. Ha, ta’ den tante November.

Comments

[Anne]

Åh JA! - og skønt, skønt skrevet.
Men.
Ligesom alle vi andre, har november en skjult side. Det er bare underligt at hun skjuler den, for den er smuk. Jeg oplevede den sidste år, og det var magisk. Nu får jeg helt lyst til at fiske det gamle indlæg frem igen, for det var en morgen der var værd at huske. Selvom jeg næsten havde glemt den. Hvis jeg finder det, linker jeg lige fra undreland. Bare fordi hun, som du siger, har godt af at få sin egen sparsomme skønhed smækket lige i synet :o)

[Marina]

Kære Anne. Det vil jeg glæde mig til. Jeg elsker alt hvad du skriver og et indlæg om novembers skønhed lyder pragtfuldt. Hvis ikke du finder indlægget går jeg selv på jagt i dine arkiver når den værste lyserrøde fefeber har lagt sig her i huset.