Jule og nytårs traditioner

Det er en velkendt sandhed at alle traditioner forstørrer og forstærker elementer som vi ønsker at fastholde. I december har vi hele to store fester som nok hører sammen, men som har til formål at forstørrer helt forskellige idealer. Julen er familiens tid, nytåret er vennernes. Det er i julen, at man vil hjem og til nytår, at man vil ud. Juleidealet er den lykkelige familie med tre generationer samlet i kreds om juletræet. Nytårsidealet er den vilde fest med vennerne. Til jul skal der helst kun være ét naturligt sted at søge hen og det er derfor at skilsmissebørn ofte oplever stress og ballade i julen. Til nytår derimod vil man helst være inviteret til så mange fester som muligt. Både jul og nytår råber på selskab og selvom man godt kan have glimrende grunde til at sidde alene begge aftner så runger det alligevel lidt hult i ens selvfølelse.

Personligt er jeg altid blevet eftertænksom og lidt melankolsk omkring nytår. Jeg tænker tilbage på det år der er gået og føler det som om årsskiftet er en dør der lukker sig bag mig. Ofte går der flere dage før jeg føler at det nye år åbner sin dør og lukker mig ind til de nye muligheder. Derfor har jeg egentligt aldrig været i særligt godt festhumør den 31 og først når festen skulle til at starte er jeg kommet op i omdrejninger. Alligevel dur det heller ikke at sidde alene og være eftertænksom.  Jeg har faktisk prøvet og det blev for mig til mere melankoli end givtig eftertænksomhed.  

Når man får børn ændrer det ens forhold til både jul og nytår. Julen er børnenes fest og alle vi voksne vil helst spejle vores juleglæde i et par tindrende barneøjne. Nytårsfesten derimod er ikke i sin klassiske form en fest for børn.  Nytårsaften skal man være ansvarsløs og vild hvilket harmonerer meget dårligt med mindre børn. For børn over babyalderen kan nytårsaften sagtens være årets sjoveste fest netop fordi de voksne er lidt fraværende og ansvarsløse, men de voksne ville med hånden på hjertet nok morer sig bedre uden børn.

Før vi flyttede til Fejø holdt vi altid jul og nytår i vores ødegård i Sverige. Til jul fik vi stort familie rykind, men nytårsaften var vi alene. I de år udviklede vi en festaften for ungerne med en hel række sjove lege som vi kun legede den ene gang om året. Det blev til en børnefest og vi voksne blev hverken særligt vilde eller særligt ansvarsløse. Da vi flyttede til Fejø syndes vennerne at det var nemmere at komme på besøg og de sidste år har vi haft en fast aftale med nogen af vores venner, hvor vi skiftes til at komme på besøg hos hinanden. Værterne laver maden og står for at planlægge underholdningen, gæsterne kommer med drikkevarer, fyrværkeri og pynt. Det fungerer fint og vi har alle sammen en dejlig aften, selvom det hverken er så vildt eller ansvarsløst som før vi fik børn.

Og eftertænksomheden? Den får jeg plads til netop i disse dage op til nytåret og i den første uge efter årsskiftet.

Comments

[Julia Lahme]

åh, hvopr har du bare ret! Nytåret er melankoliens tid. jeg tuder selv som en pisket hvert år, og du har fået mig til at fortå det lit bedre her. Tusind tak for dine kloge ord, Kærligst Julia - og hey: rigtigt godt nytår!

[Madame]

Det var dejlige tanker at læse, Marina!
Jeg vil tilføje, at for mig har det noget at gøre med livsfaser, og at traditionerne ændrer sig i takt med, at ungerne bliver store og ikke gider deres forældre på samme måde. Men at nytåret er vennernes og julen er familiens, er vist noget næsten alle vil nikke genkendende til :-)

[Marina]

Kære Julia. Jeg tror der er mange der har det som os. Nytåret er en afslutning, der hvor man ser tilbage på det man har nået i det år der er gået og jeg tror de fleste vil opleve at de gerne ville have haft lidt mere tid til et par hængepartier her og der. Januar derimod tilhøre begyndelsen på det nye friske år hvor alt er muligt hvis man vil det.

[Marina]

Kære Madame. Selvfølgeligt har du helt ret. Det har rigtigt meget med livsfaser at gøre og derfor skifter jul og nytår også betydning for en flere gange. Når man er ganske ung er julen ok, men det er nytåret og markeringen af venskaberne der er vigtigst. Når man bliver i "den farmiliemodne" alder begynder julen at fylde mere endten fordi man har fået børn eller fordi julen er det tidspunkt hvor man allerhelst ville have haft dem. Senere skifter det selvfølgeligt igen men mon ikke julens fokus på familien vedbliver med at være det vigtigste for de fleste voksne mennesker, hvad enten de er vilde med julen eller ej?