Øjeblik

Et øjeblik kan fylde det hele.

Det blå lys i vinterskumringen den dag jeg som barn blev væk på isen. Svanerne der trak over mig, isen der knirkede under mig og en pludselig vished. En vished der sagde mig at jeg altid ville være den der fór vild og alligevel, netop fordi jeg gik vildvejen ville finde min egen vej.

Blomsterbladene fra kirsebærtræet der dalede som sne. Stammen knudret og let fedtet mod min sommerryg. Min mor på tæppet, min søster i græsset. Bogen min mor læste og det pludselige øjeblik hvor vi så på hinanden og min mor sagde at dette øjeblik ville binde os sammen for altid. Hun husker det ikke. Men jeg har pakket min kærlighed ind i det duftende øjeblik og vil aldrig glemme det.  

Mit første barn på Frederiksberg sygehus. Forkradset og rasende af sult kikkede det lille bitte menneske op på mig og jeg elskede hende så højt at intet nogen sinde ville blive det samme. Jeg begyndte at græde og store tårer faldt ned på hendes lille ansigt. Vasket i tårer faldt hun pludseligt til ro og begyndte at dige. En solstråle brød gennem skydækket og vi to var ét.

Comments

[Lotte]

Det er bare usigeligt smukt skrevet! Sidder her med glød i hjertet og tårer i øjnene. :-)

[Anne]

Ja! Et øjeblik kan fylde det hele, og du forstår som få at destillere det og tappe det på sprog, så vi andre kan få del i det. Det er simpelthen så tindrende godt når du gør det, Marina! Jeg får gåsehud af glæde. Tak.

[Marina]

Tak Lotte. Jeg ville faktisk have skrevet noget helt andet, men det må så blive en anden dag for øjeblikket greb mig.

[Marina]

Kære Anne. Tak. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige for jeg syndes jo ikke rigtigt at jeg gør noget. Men når du med dit fantastiske sprog giver mig sådan en blomst så rødmer jeg helt op i hårrødderne.

[Berliner brosten (Gitte)]

Jeg kan blot understrege, hvad de kommenterende før mig har skrevet. Det er virkelig fantastisk, hvad du sådan kan få skrevet ned. For mig som virkelig elsker sprog, men som er bedre tilpas i et andet, er det en sådan nydelse at læse dine beskrivelser.Der er så mange små detaljer, der virkelig rører mig...
Tak endnu engang!

[Annette]

Du skriver, så hjertet røres!!
Jeg elsker at læse med på din blog.

[Lene]

de små øjeblikke er skønne, men det er fantastisk at du kan huske dem og beskrive dem så smukt.

[Marina]

Tak Annette -- og i lige måde.

[Marina]

Kære Lene. Det er jo slet ikke alle øjeblikke jeg kan huske, men kun nogle få. Fanktisk ville jeg netop have skrevet om alle de øjeblikke der forsvandt for hurtigt men nu blev det i stedet til en beskrivelse af nogle af dem der blev hos mig altid.

[Madame]

Du skriver fantastisk, Marina! Og så genkendeligt - jeg kan pludselig huske situationer som dem, du beskriver fra dit liv.
TAK :-)

[Julia]

så fint og rørende, og så klart og tydeligt i erkendelsen af at der ind i mellem er små glim, små øjeblikke, som brænder sig fast. Det er så smukt beskrevet. Tak. Kærligst J

[Marina]

Tak alle sammen. I dag er jeg træt og lidt melankolsk og på sådan en dag varmer det ekstra med venlige ord. TAK.

[anita thomhave simonsen]

hej Marina !

Jeg læste overrasket dit indlæg her og blev ret rørt...og glad over at du har en mor, der havde så meget kærlighed og hjælp dig med det svære, som det er, ikke at kunne det, som de andre kan....men jeg må så sige, at jeg aldrig har tænkt over, at du kunnet have haft problemer med at stave....faktisk nærmest modsat....synes faktisk aldrig jeg er faldet over en stavefejl hos dig......jeg synes der er så meget sprog i din blog( og billeder ikke at glemme, som jeg holder meget af)....jeg kan ikke mindes at jeg har været inde på det her indlæg før...men det overrasker mig, at du har haft staveproblemer....
Jeg var på et tidspunkt til en skolekomsammen og fik at vide at to som jeg har gået i folkeskoleklasse med, faktisk var ordblinde...og jeg gik i skole indtil 1979...så det var åbenbart ikke noget man sådan snakkede om...om man egentlig gjorde noget, vil jeg dog tro uden at vide det....men om man også gjorde noget i retning af dine oplevelser kan sagtens være.....det var ihvertfald ikke noget vi andre som elever vidste noget om....

[Trine]

Kære Marina!

Jeg ved ikke, om du læser kommentarer på gamle indlæg, men jeg må simpelthen kommentere her også! Du kan noget helt fantastisk med ord og jeg kan ikke begribe hvorfor du ikke har udgivet et hav af digtsamlinger, børnebøger m.m. for dine ord kan røre og berige hele verden. Åh, hvor ville jeg elske at have en samling af alle dine smukke tekster i form af en tyk bog til at tage frem og glædes over! En sådan bog står ØVERST på min ønskeliste! Jeg har aldrig vidst, man kunne elske et menneske, uden at kende det, men det er altså tilfældet med dig! Du er intet mindre end fantastisk! Tak tak og atter tak!

[Marina]

Kære Anita. Jeg er ked af at jeg aldrig har set din kommentar her. Tak for den. For de der går op i det tror jeg nok at det er ret tydeligt at mine stavemåder ikke er helt ortodokse og jeg får indimellem mails med fejl folk gerne vil hjælpe mig til at overkomme. Nu skriver jeg så bare og så må det være som det er.

[Marina]

Kære Trine.

Du har ret, det er ikke altid jeg ser kommentarer på gamle indlæg (se bare på Anitas som jeg havde helt overset). Jeg får faktisk alle nye kommentarer vist når jeg går ind i systemet men det gør jeg langt fra hver dag. Normalt tjekker jeg bare kommentarer på de nye indlæg og svare der og hvis der så er kommet mange kommentarer siden jeg sidst var inde i systemet kan kommentarer på gamle indlæg let være kommet et par sider bagud og så overser jeg dem.

Denne kommentar så jeg og jeg blev meget glad og meget rørt. TAK. Dette indlæg er det indlæg der kommer allertættest på mig selv og på den blanding af smerte og glæde der er min egentlige kerne. Normalt holder jeg på Badut en langt større afstand til smerten og det synes jeg selv passer godt til bloggen.

Som ung var der mange der ville have mig til at skrive for den gang skrev jeg langt bedre end nu, men jeg turde ikke. Det jeg skrev var så tæt på smerten og derfor føde for dæmonerne. Det gik lige med novellerne men det var en roman man gerne så mig skrive og det var jeg simpelthen ikke stærk nok til dengang. Hvis mit sprog i dag havde været intakt ville jeg måske have været stærk nok, men sådan ville livet det ikke.