Søvnens stier

Hun vågner. Hun klynker. Hun græder. Om lidt vil hun skrige og vække hele huset. Søvndrukken vakler jeg ind til hendes seng. Stryger hendes kind, kysser hendes hår, putter hendes lille krop i dynen. Hun sukker. Jeg synger. Hun sover. Jeg lister ud.

Næppe er jeg tilbage under dynen før hendes lille stemme piber: ”mor, mor, du må ikke gå fra mig. Mor, mor, mig savner dig. Mig savner dig. Mor.”

Næsten vågen tager jeg hendes hånd, hendes dyne og nattens sovedyr. Sammen finder vi min seng. Jeg putter hende med dyne og sovedyr. Hun tager min hånd og finder søvnens stier. Hånd i hånd ligger vi i hver sin verden. Hun rejser i søvnens skygge skov og ånder tungt helt tæt på min kind. Jeg er vågen, blunder kun let og kan slet ikke finde søvnens stier.

Kind mod kind i natten. Den lille så tryg med armen om min hals. Mig så voksen og fortabt. Jeg vil tage denne tryghed, dette tunge bløde åndedrag og væve mig et tæppe. Et tæppe af et barns usårlige kærlighed. Med et sådant tæppe om mit sind ville intet ondt kunne nå mig. End ikke tiden.

Livet er så kort. Et åndedrag så tungt i natten er væk som en vind og kan ikke fanges.     

Comments

[Madame]

Den allersmukkeste oplevelse, ren poesi!

Jeg kan huske, da jeg som barn var den lille pige og hvilken tryghed, den tætte kontakt gav ...

[Marina]

Kære Madame. I nat nød jeg hende bare, men det er ikke altid jeg har overskud til helt at skønne på hvor dejlig hun er der begravet i sin trygge søvn.

[Lene]

Kan kun tilslutte mig madames ord :-)
Dine ord formår at bringe følelserne videre.

[Evi]

Det er meget rørende. Der er intet som et barns kærlighed og tillid og den varme følelse den skaber i en mor. Du beskriver det så smukt.

[Marina]

Kære Lene. Jeg skrev det i morges mens følelsen endnu sad i mig ellers havde jeg ikke kunne huske det. Tilgengæld blev jeg jo noget afbrudt af madpakker og morgenmad så helt uden filter kunne det ikke blive.

[Marina]

Kære Evi. TAK. Du er altid så sød ved mig og det betyder rigtigt meget hver gang du kommer med en varm kommentar.

[Lise (Fru Kvist)]

Kære Marina

Smukt beskrevet og imponerende overskud! Du formår at sætte ord på, hvorfor min 4,5-årige, der først lige er begyndt at sove om natten, altid er blevet hentet, kysset og puttet i vores seng. Der har ikke manglet alverdens gode råd om at lade hende græde sig i søvn, bære hende tilbage til hendes egen seng når hun var blevet rolig mm. Netop den fornemmelse af at at kunne give tryghed, den ofrer man gerne (OK, sommetider modstræbende) sin egen nattesøvn for.

[Anne Moloney]

Marina, du har da godt nok fat i din poetiske åre. :-)
Nå, men det er vel det man så prosaisk kalder kærlighed.

[Anne]

...og jeg bliver på én gang så glad og vemodig.
Helt praktisk-prosaisk er det lige netop de tanker og følelser der tilsammen er årsag til min beslutning om at blænde en dør af i soveværelset, for at få plads til en større seng. En MEGET stor seng. 2 x 120 cm sat side om side. Så kan vi være der. Ikke nødvendigvis allesammen og hver nat, men når det er det vi vil.

[Betty]

Jeg gad godt lige være tilbage til den tid. Det var ikke så kompliceret. Okay, træt kunne man være, men problemet kunne løses.
Dejlig læsning

[Marina]

Kære Lise. Du har ret. Det med at græde sig i søvn har vi prøvet med katastrofale resultater med min ældste datter. Den lille gør det af og til hvis hun ikke vil andet, men som regl kan hun trøstes med sang, kys og nærhed. Det er ikke min fornemmelse at hun vågner for at generer mig og der kommer ikke noget godt ud af at være hård klokken 2 om natten.

[Marina]

Anne: ja det er kærlighed.

[Marina]

Anne: Jeg har sagt det før, du er fantastisk til nærhed.

[Marina]

Betty det var en smuk nat på sin egen sørgmådige måde, men jeg glæder mig nu meget til jeg en dag begynder at kunne sove.