Kyndelmisse

 

Det er vinter. Bidende iskold vinter. Desværre er her ingen sne som på billedet, men vinde er så kolde at man skulle tro de kom direkte fra isdronningens grusomme palads.

Det er vinter. Midvinter. Kyndelmisse. Fra gammel tid har man regnet den 2. februar som vinterens vendepunkt, den dag hvor vinteren præcis halvvejs mellem høst og forår, slog sin kyndelmisse knude. På denne dag skulle fortidens bønder gå i fadebure, på kornlofter og til brændestakke og kontrollerer at kun halvdelen af forrådet var brugt. Havde man brugt mere end halvdelen ville man komme til at fryse eller sulte for der var ikke mere at hente før foråret kom til landet.

I dag er der gudskelov masser af mad i butikkerne vinteren igennem så selvom vi har spist alt vores syltetøj så går det nok endog. Brændestakken tjekker jeg og det ser fint ud, men selv hvis vi skulle have været for grådige der så er der i dag så mange andre muligheder for at få varme.

Som moderne dansker er jeg privilegerede i en grad så jeg næsten ikke kan rumme forståelsen. For 200 år siden var der koldt i Danmark. Isvintre som vi ikke har set dem de sidste halvtreds år føg hvert år gennem landet og frøs alt ned. Vi kan længes efter sne og hyggelige kælketure, men fortidens mennesker sad i huse der ikke var meget bedre isoleret end mit skur og frøs vinteren igennem. De længtes ikke efter vinter. De længtes efter forår, efter lys og frisk mad. De søbede i grøden og kålen fra kålgården hvis de var heldige. Hvis de ikke var heldige så sultede de. Børn sultede. Små børn sultede vinteren igennem og døde ikke sjældent af sult og af kulde. Jeg lever i en tid hvor jeg kan give mine børn grønsager og kød vinteren igennem. Jeg lever i en tid hvor jeg kan varme deres værelser op og putte dem under dundyner i bløde senge. Jeg lever i en tid hvor jeg ringer til lægen hvis mit barn har høj feber eller hjernerystelse og hvor børnene kan gå i skole og blive klogere end mig.

I dyb taknemmelighed for mit liv gik jeg ud og gav fuglene mad. En luksus så uhørt i ældre tider hvor det at bortødsle mad var den sikreste vej til fortabelse.

De små musvitter sad og ventede i træerne omkring mig. Som de plejer, sagde de små kalde lyde og rystede med vingerne. Ellers var de tavse, som de altid er det vinteren igennem.  Jeg fyldte op og hankede bagefter op i min kasse med korn og gik rundt omhjørnet. I den iskolde vind lød der pludselig en forårstrille. En lille musvit gjorde oprør mod vinteren og sang som den ellers kun synger til forårssolen.

TAK

  

Billedet er fra januar 2006 og er taget på Fejø.

 

Læs meget mere om kyndelmisse ved at klikker her.

Comments

[Tine]

Tak for dine tanker.

Du har jo ret, vi har det meget bedre i dag, end man i sine vildeste drømme kunne ønske om at havde det for 200 år siden, men jeg er bare bange for, at der ikke ret mange, der værdsætter, hvor godt de i grund har det.

[Det Forkromede Overblik]

Ja, tak for opmuntringen. Jeg for min del skal ud og tage dagens billede om lidt, og på den måde fremskynde foråret/trække vinteren i langdrag...

[Evi]

Hvor har vi dog meget at være taknemlige for.
Det er godt en gang imellem at blive mindet om hvor godt vi har det i forhold til vore forfædre. Det er jo faktisk ikke så lang tid siden, at verden var helt anderledes. Nu vil jeg nyde min varme stue endnu mere og snuppe et stykke chokolade og en kop varm te.

[Marina]

Kære Tine. Jeg tror simpelthen ikke vi som moderne mennesker er i stand til at fatte hvor godt vi har det, men derfor kan man jo godt prøve at være taknemmelig.

[Marina]

Det forkromede overblik. Tja, jeg ved ikke om det er en opmundring. Faktisk ville jeg have skrevet noget lys og let om hygge og lys, men i stedet kom denne alvorstunge sag snigende.

[Marina]

Kære Evi. Jep, vi er så heldige. Hurra for chokolade, te og varme stuer.

[Lotte]

Også jeg vil gerne sige TAK! Det er godt af og til at blive mindet om, hvor priviligerede vi egentlig er...

Og tak til dig også Marina, for at være den der minded emig om det i dag.

[Vita]

Marina, det er så dejligt når du kan få selv den mest triste og blæsende januardag til at stå som en fantastisk lysende krystal.

[Marina]

Lotte. Selv tak. Tit er det jo dig der minder mig om at huske på alt det gode.

[Marina]

Vita. Tak. Jeg ved nu ikke om jeg selv syndes at jeg fik selve dagen til at funkle men jeg sad og følte dyb taknemmelighed og det er vel også en slags juvel.

[Margretha]

JA! Tak for det, jeg trængte sådan til at høre det.