Barndommens skattekiste

 

Barndommens skatkiste er fyldt med glinsende stene. Små magiske øjeblikke langt mere værd end guld og nidkært bevogtet af dragen i vores hjerter. Kun sjældent linder vi på låget og deler vores skatte med et andet voksent menneske. Vi ved at vores skatte er omsvøbt af en magi som kun få voksne kan bryde og når vi rækker de uforstående vores glitrende sten ser de kun et glasskår, værdiløst og patetisk.  

Helt anderledes er det med vores børn. For vores børn slår vi låget på skatkisten på vid gab og sender dragen på mission i en helt anden galakse. For vores børn vil forstå os. Vores børn er børn som vi var børn og deres øjne må kunne se skattene som vi fandt da vores øjne endnu var åbne. Vi rækker skattene frem med udstrakte hænder og venter at se et par glødende barneøjne tage imod. Men vi er ikke vores børn og vores børn er ikke os. Derfor er det ikke altid den samme skat vi kan opdage og nogle af de skatte vi fandt da vi var børn er værdiløse som grus for vores børn. ”Helt ærligt” siger de og vrider sig utålmodigt i støvet af en svunden barndom.

På denne måde gik det mig da jeg forsøgte at introducerer mine elskede Flower Faries for mine to ældste børn. Min ældste datter er et meget høfligt og omsorgsfuldt menneske så hendes afvisning var pakket ind i venlig interesse og fine tegninger. For den udenforstående kunne det ligne samhørighed, men jeg viste at det hun søgte mere var mig end den gave jeg gerne ville give hende. Min søn er anderledes ligefrem og erklærede åbent at feer er for tøser. Eneste acceptable undtagelse er forårsfeen der er ret sej fordi hun kan kæmpe med sværd og udøve rigtig magi. Andre stene fra min skatkiste har de set skinne, men denne sten kunne de ikke samle op.

Helt anderledes er det gået med min yngste datter. Fra hun var ganske lille har hun set på træerne og blomsterne med interesse og talt om at de ikke var ens. Før hun kunne gå gik vi sammen med barnevognen og smagte på æblernes mangfoldighed. Senere mens hun endnu sov til middag i barnevognen udvalgte hun omhyggeligt dagens sovetræ. Min yngste datter er i sit hjerte overbevist om feernes eksistens og kan ofte findes fordybet i samtale med de væsner der bebor en plante eller et træ. Hele efteråret talte hun særligt venligt til tomatplanterne, for hun elsker tomater. Og længe, længe efter at tomatplanter burde have takket godnat til sommeren gav vores planter tomater som kunne gnaskes med fryd. Først da frosten blev hård måtte de visne og jeg måtte forklare en lille pige på to år at også tomater skal sove.

Da jeg første gang viste min yngste bogen med blomster feer blev hun glad, ja nærmest ekstatisk. Hun spurgte til hver enkelt plantes navn og snakkede til feerne som var de gamle venner. Siden har hun hver dag kikket op i det store platantræ der står i skolegården og hvisket med den hemmelige ven der bor i træet og som kun hun kan se. Min datter tog en sten fra min skatkiste og værdsatte den endnu højere end jeg selv havde gjort.

------------------------

Billeder fra en af vores mange ture sammen sidste efterår i haven og på stierne langs marken. Vi rørte ved barken, så på bladene og smagte på æblerne. Min dengang toårige datter viste mig mange ting jeg aldrig før havde set.

------------------------------------------

Comments

[Anne]

Hvor fantastisk! Sikke et skønt indlæg - meget inspirerende... Og hvor heldigt er det med et barn, der skaber et barn mere i os andre... :)

[Turbanindehaveren]

Elsker din blog. Den måde du er mor på er så vild. Du SER dem. Og så meget du har overskud til at give videre til dine børn. Jeg ku' godt tænke mig at være barn hjemme hos jer :) Ikke uden grund du har så skønne unger! Jeg har altid en lille bitte smule gåsehud, når jeg har været forbi din blog. Hvilket som regel er dagligt :)

[Puk]

Så så man lige mig få tårer i øjnene...

[Dorit]

Smukt billede af den rigdom vores børn giver os!!

[Madame]

Det er så smukt fortalt, Marina!

Og det minder mig om, da min søn var to år og gik rundt på stranden og vendte alle stenene om for at se, hvad der var nedenunder - det var for mig som om, jeg oplevede det for allerførste gang ....

[berliner brosten / Gitte]

Marina, det er simpelthen bare et så vidunderligt indlæg. Mere er der ikke at sige til det. Jo, det er der da - 1000 tak!

[Maria]

Hvor er det dejlig læsning. Dine børn lyder bare helt utrolige - og det gør du også som mor. Tak for læsning og for at frembringe gode minder!

[Evi]

Det er en meget smuk historie du her har skrevet og hvor er det dejligt at få lov at få et kig ind i jeres smukke univers med feer og drager og alt det andet du har i din skatkiste.
Facinerende er det at opleve at hvert barn er helt sig selv og oplever verden på deres måde og ikke bare gentager forældrene. Pragtfuldt når det lykkes at skabe bro mellem sin egen barndom og sit barns barndom ved at introducere barndommens skatte.
Jeg kan godt forstå du nyder det, når det lykkes så smukt som med feerne og din lille datter.

[Frk. Vestergaard]

Hvor er det smukt skrevet Marina. Jeg fik helt tårer i øjnene, da jeg læste det om din yngste datter.
Det er en gave at få lov at se verden gennem et barns øjne, hvor alt er magisk og helt fantastisk. Jeg nyder at opleve verden med mine unger, fordi de atter får mig til at se det store i det små.

[Ellen]

Du fortæller, så man bliver fuldstændig og dejlig varm om hjertet.
Din og dine børns verden er magisk og fortryllende, og jeg elsker at læse om den.

[Marina]

Kære alle. Mange, mange tak for de fine ord. Jeg tror dette er et fænomen alle voksne oplever, men det var først i går at jeg kunne formulerer det. Fingrene var sat over tastaturet for at skrive om Juliane, men for anden dag i træk skrev de helt af sig selv noget andet. Sådan går det tit, jeg vil skrive én ting men for rigtigt at forklare det er jeg nød til at fortælle om noget andet og så vælger fingerne helt af sig selv at skrive det indlæg istedet. For mig er det skønne ved Badut at det er ok, indlæggene kan få lov at flyde mellem hinanden som de selv har lyst for en blog læser man alligvel sådan lidt på kryds og tværs.

Jeg elsker mine børn men jeg er ikke en bedre mor end andre. Vi bruger alle sammen det vi har og hvis vi gør det ærligt er det godt nok. Der er mange steder hvor jeg gerne ville gøre tingene anderledes, men jeg prøver at tænke at så længe der er kærlighed nok så må det jeg kan strækkes og dække hullerne der hvor jeg mangler evner.

[Trine]

Puha! Ja, endnu engang må jeg melde mig i koret! Både smil og tårer præger mit ansigt lige nu... Du skriver simpelthen så vidunderligt! Jeg ville elske at læse højt af en børnebog, skrevet af dig... Blot en tanke, hvis du skulle få et år i overskud, eller hvad det tager at skrive sådan en! ;0)