De store små ting

Vi voksne vil det så godt for vores børn. Ture til Tivoli, tante Andante og Thailand. Vi tænker og planlægger og sparer. Vi vil det godt og det bliver godt, for selvfølgelig elsker børnene snurreturene, sangene og strandene.  Selvfølgelig.

Men nogen gange behøver det slet ikke være så vanskeligt. Slet ikke når man er lille og verden endnu er uendelig stor. Ofte så er de små ting mægtigt store for sådan et lille menneske. Da vi boede på Frederiksberg var min dengang toårige søns største glæde at trykke på knappen i bussen.  Nogen gange kørte vi bare med et enkelt stop for at han kunne opnå dagens højdepunkt med det lille glade pling. Da vi flyttede savnede de ikke lejligheden, men derimod et hul vi dengang havde mellem to sofaer og som i deres minder stadigt står for dem som selve indbegrebet af barndommens hule. De savnede ikke byen, men de savnede knapperne i elevatoren og farten i metroen.

Min yngste på tre år har det på samme måde. Når vi er på tur er det største næsten færgen. At stå på det vindblæste vogndæk og hamrer på den gule knap så døren på magisk vis åbner sig. At forcerer de stejle trapper til salonen. At vælge sig et bord og en stol og så at sidde der på den korte sejltur og kikke ud på vandet. Vi taler om øerne vi sejler forbi og om fuglene vi ser flyve på himlen og svømme i vandet. Vi taler om hajer og kongekrabber og havfruer som vi ikke kan se, men som vi ved er derude et sted. Vi ser på hinanden og deler et eventyr. Et lillebitte lille eventyr.

Comments

[Sine]

Så enig så enig.
Disse små eventyrene er bare ikke alltid så lette å finne. Men man kan trenes. Og bloggen din gir en slik trening!

[Tine]

Du har så fuldstændigt ret. :-)

Det minder mig om, da jeg havde haft min på det tidspunkt tre-årige nevø på weekend.

Lørdagen var gået med en tur i Zoologisk Have, hvor vi havde set og talt om alle dyrene og om søndagen havde vi været på Teknisk Museum. Da hans mor så hentede, fortalte han hende om dagenes absolut højdepunkter ... en gråspurv havde spist krummer fra hans pølsebrød i Zoologisk have og på vej til stationen havde vi givet ænderne i det meget lokale gadekær brød. :-)

Børn er virkelig dejlige, de forstå at glædes over de helt små ting i hverdagen, noget som vi burde huske på at gøre, også efter vi er blevet voksne.

[Astrid]

Mmmmm - man får lyst til at være der! Det er rigtigt, de små ting er tit større end de store. På samme måde, hvis vi spiller bold eller læser en bog for min yngste, så kan hun ikke ønske sig mere. Den ældste synes det er dejligt, hvis vi sidder ved siden af og efter anvisninger finder perlerne til hendes perleplader. Der skal ikke meget til - det er værd at huske! :)

[Madame]

Det er så smukt fortalt, Marina! Og eventyret er for en stor dels vedkommende inde i os selv, når bare vi bruger vores fantasi, vores øjne, vores sporg og vores ører - og fodrer fantasien med bl.a. dejlige naturoplevelser ;-)

[Marina]

Kære Sine. Tak, den bemærkning gjorde mig meget glad for det er jo netop det jeg gerne vil med min blog: åbne døren på klem til de små eventyr.

[Marina]

Kære Tine. Jeg tror mange voksne kan nikke genkendene til den oplevelse. Måske har vi bare så travlt at oplevelserne skal være store og fine for at vi føler at der er sket noget.

[Marina]

Kære Astrid. Nemlig. Tit ønsker børn sig allermest det nære, men for os voksne kan det være svært at sætte tempoet ned fordi der er så meget vi skal nå.

[Marina]

Tak Madame. Du har ret eventyret bor i os alle sammen vi skal bare finde det og sætte det fri.

[Tina - omme i London]

Dejlig post! Jeg elsker hverdagen og har alle dage gjort det. Man kan opleve saa meget hver dag, hvis man har lidt fantasi og oejne og oerer med paa vejen. Jeg kan godt forstaa lillemanden synes faergen er spaendende. Det foeles jo som en stor rejse, saadan at skulle med faergen - og det synes jeg endnu, til trods for jeg er foedt og opvokset med en daglig faergetur. :)

[Marina]

Kære Tina. Du er netop selv så beundringsværdig dygtig til at finde de daglige eventyr.

[Rimkogeren]

Da niecen var bittelille var den største fryd, at vi fik et kukur til at kukke i utide,
At glæde sig over det store i de små er barnets gave, en gave, som mange voksne mere eller mindre har mistet.....

[Lotte]

Det er en gave at låne børns øjne en gang i mellem - at se verden fra deres synsvinkel og i selskab med den fantasi de rummer. Det kunne mange voksne lære meget af.

[Marina]

Kære Rimkoger. Hemligheden er vel at det vi opfatter som små ting i virkeligheden er fantastisk, for tænk bare at kukur kan kukke, busser kan kører og færger kan sejle. Hvis vi aldrig havde set det før ville vi voksne vel også forundres.

[Marina]

Kære Lotte. Du har helt ret. Vi voksne har så meget at lærer af børn og det er en stor fryd for mig at mine børn af og til vil låne mig deres øjne.

[Bente]

Du har så evig ret, Marina - de små ting gør børnene mindst lige så glade (gladere, måske?!) end de store, planlagte.

Gid der var lidt færre forældre, der satte børnelivet i planlagt skema og forsøgte at vise det berømte overskud ved at stæse til forlystelsesparker, vandlande m.m. Meget mindre kan gøre det!

[Ellen]

Ganske rigtigt - små ting og fantasien tæller højt. Gælder også for legetøj, eller noget andet, der kan bruges som legetøj.
Det dyre kram, der bare larmer og gør en masse selv, taler måske til børns indkrævningsevne, men ikke til deres fantasi, som "det forhåndenværende søms princip" kan gøre det.

Det er de forunderligste og ofte meget overraskende ting, der i dag står lysende i min datters hukommelse som de bedste af hendes barndomserindringer.