Blankt papir er noget af det dejligste legetøj man kan give sine børn. Med blankt papir, gode farveblyanter og måske et par ruller tape eller 20 kan verdner skabes og historier fortælles. Blankt papir er vidunderligt, men af og til er det også herligt at sætte en lidt anden ramme for kreativiteten.
En klassisk metode, der altid har været et hit i vores hus, er at lave en lille blank bog som barnet kan tegne i. Den blanke bog er et hit i sig selv, men er også god, fordi den animerer til at tegne sammenhængende historier.
I den simpleste version tager man bare fire stykker blankt papir, bukker dem på midten og hæfter dem sammen i ombukket. Nu har barnet en lille blank bog som det kan fylde med tegninger.
Lidt mere avanceret, men stadigt så nemt at det næsten er en foræring er denne metode hvor papiret sys sammen i ombukket. Vælg et flot stykke pap eller tapet til omslag og eventuelt et stykke farvet papir lige under omslaget. Man kan sy i hånden, men det er nemmere at bruge symaskinen. Sy langsomt og med lidt stor stingbredte for ellers kan det hænde at papiret flækker. Sker det kan bogen let repareres med almindeligt tape eller med elektrikertape. Det sidste er et hit fordi det også er rigtigt flot.
Min lille pige på tre år syndes det er en fest at sy bøger. Hun starter med at vælge omslag og farver på papiret og sammen lægger vi en lille stak klar. Så henter jeg symaskinen, hun trykker på fodpedalen og jeg hiver bøgerne gennem maskinen. På fem hyggelige minutter kan vi snildt lave 10 små bøger som er helt hendes egne og klar til timers ihærdige udfoldelser. Endnu tegner hun ikke historier, men hun holder af at bladre frem og tilbage mellem tegningerne i den lille bog og fortælle hvad de forestiller.
Ja, det er nemlig en rigtig god ide! Så sent som igår lavede en af "mine" unger en bog med noget Brandenburger Tor og berlinmuren ;-) Men det der med at sy den sammen - det kendte jeg ikke. Jeg plejer at lave 2 huller i siden og så binde den sammen der.
Posted by: Berliner brosten / Gitte | March 03, 2009 at 07:07 PM
Hvor er det sjovt, den slags bøger lavede jeg et hav af som barn. Og nu er min søn lige begyndt med det, og så skriver du om dem, her. Og du har helt ret: det er et hit!
Posted by: Anne | March 03, 2009 at 10:15 PM
Hvor er det en god idé. Noget af det bedste min søn har lavet af den slags, har netop været små historier.
K.
Posted by: Hende med vind i håret | March 04, 2009 at 01:44 PM
Kære Gitte. Sådan kan man fint gøre, det har jeg også af og til gjort og det er nemt og flot hvis man bruger et fint bånd eller binder omkring en flot pind eller en smuk fjer. Syede eller hæftede bøger er imidlertid nemmere at håndterer og hvis man syr dem holder de rigtigt godt, hvilket er en fordel når man har en treårige.
Posted by: Marina | March 04, 2009 at 02:25 PM
Kære Anne. Det er da et sjovt sammentræf. Tror du vi må få lov at høre en historie en dag?
Posted by: Marina | March 04, 2009 at 02:26 PM
Til dig med det smukke vindblæste navn: Rigtigt mange drenge er fremragende historiefortællere og der virker bøgerne ofte rigtigt godt.
Posted by: Marina | March 04, 2009 at 02:27 PM
Den med symaskinen kendte jeg ikke, men her har vi stakkevis af bøger (hæftet sammen) forfattet af vore to børn. Det er nemlig så herligt :-)
Posted by: Lene | March 04, 2009 at 03:10 PM
Ja da, vi må opgradere vores bogmodel. Den med papirclips er knapt så solid. Og vi har endda en tapetbog....
Og hils din datter at det er en meget fin prisesse på det øverste billede. Hendes øjenvipper er helt fantastiske :-)
Posted by: Margretha | March 05, 2009 at 01:45 AM
Kære Lene. De her ideer fås jo ofte mange steder af mange forskellige mennesker fordi det er så oplagt, men jeg tror faktisk at jeg selv kom på at sy dem i sin tid. En gang imellem kommer der en magisk troldmand forbi vores hus og til ham har vi altid lavet særligt fine bøger. Jeg plejede at sy dem i hånden men kom et år på at bruge symaskinen.
Posted by: Marina | March 05, 2009 at 08:50 AM
Kære Margretha. Tak. Min datter tegner rigtigt meget og der er mange små fine detaljer imellem. Hun kalder denne type øjne for solskinds øjne og "det er når man er glad forstår du". Prinsen og prinsessen er gode venner og har begge solskindsøjne.
Posted by: Marina | March 05, 2009 at 08:53 AM
Så kom der billeder af vores tegnebøger, tak for ideen :-)
Posted by: margretha | March 31, 2009 at 10:28 PM