Badut: Flyvedage på Mols

På denne sten sad min sommerbrune bagdel store dele af min barndom. Så langt øjet rakte var der smukt. Havet glitrede så nær at bølgeslaget blev som mit eget hjerteslag og de vildtvoksende roser duftede af ubrydelig lykke. Rejste jeg mig fra stenen og løb ud i sommerlandet var der hav at svømme i, klinter med svalereder, strand og hemmelige huler, der var venner at lege med og aftner der blev til stjerneklare nætter med jazzmusik, bål og bølgebrus. Det var barndom så tindrende lykkelig at ingen drøm kan spinde det smukkere.

Stenen ligger der endnu og danner dørtrin til et hus der står næsten uforandret sådan som min farmor møblerede det i min fars barndom. Da min farmor lod huset bygge i trediverne var der intet andet omkring det. Ingen sommerhuse og næsten ingen vegetation. Senere kom andre sommerhuse til på markerne bagved, men havudsigten og det vilde naturpræg er bevaret. I min barndom følte min søster og jeg at dette hus var vores ligeså vel som det var vores fætre og kusiners. Siden valgte min farmor og hendes mand at kun deres fælles børn skulle arve huset og derfor er det i dag sjældent, at jeg kan komme på besøg. Som børn stod vi uforstående over for min farmors beslutning, men i dag er jeg taknemmelig når jeg får lov at besøge mit barndoms paradis.

I flyvedagene havde min bror, min søster og hendes søn samt familien kaos fra Fejø fået lov til at låne sommerhuset. Vi manglede min far, men da han er i bedring blev det alligevel til en dejlig tid. Nattergalen sang, roser, kørvel, gyvler og syrener blomstrede om kap, i havet svømmede store flokke af marsvin og havet dette uendelige store blå hjerteslag gav os alle sammen kræfter.