Når min mand er med på familietur er der ro i kabinen og alt forløber planmæssigt, eller i det mindste noget der næsten ligner. Vi ankommer rettidigt og uden svinkeærinder, for min mand har stedsans og klarer sig glimrende uden GPS, kort og hjælpe navigatører.
Helt anderledes forholder det sig når jeg pakker unger og pakkenelliker i den røde klodskasse som fabrikanten kalder en Berlingo, men som min mand ikke mener fortjener betegnelsen ”bil”. Jeg holder meget af den gamle skrammede kasse hvor vi kan drysse med mudder, kiks og strandsand og nægter at skille mig af med den. Engang kaldte vi den røde klods for mor-mobilen, men efter at den i Norge, til min mands opskræmte gru, er blevet udstyret med en klistermærketrold, hedder den nu aldrig andet end trold-mobilen.
Troldmobilen er en god bil, der trofast finder sig i hele mit trebørnscirkus og alt hvad der deraf følger af uformelig bagage og tonedøv skrålsang. Den ved af erfaring, at jeg er ganske ude af stand til at finde vej i en skotøjsæske. Derfor er troldmobilien også vel trænet i formålsløs cirkelkørsel i by trafik og ved at det er helt almindeligt at køre op og ned af mortorvejsfrakørsler indtil flere gange indtil vi tilnærmelsesvis rammer den rigtige.
Troldmobilen er en meget klog bil der vil afgive høje og mærkelige advarselslyde hvis jeg forsøger at tage af sted på en længere tur uden at have GPS’en installeret. Med GPS tilnærmer jeg mig nemlig en næsten normal kørselsadfærd. Uden GPS vil mit fraværd af stedsans, kombineret med min forsigtighed i trafikken, uværgeligt fører til at vi opdager nye og ofte ret oversete hjørner af kongeriget. Desværre er mine kort til GPSen efterhånden stærkt forældede, med det resultat at vi dels ofte kører forkert og dels må finde os i at den skrappe kvindestemme med stigende desperation skriger: ”beregner ny rute, beregner ny rute” over lange strækninger. Endeligt og nok så galt er den der smarte holder der skal holde GPSen i fornuftig synshøjde forsvundet, smadret, eller højst sandsynligt begge dele på én og samme gang.
Af disse mange grunde, må et af de større børn installeres på forsædet og have det højst ærefulde og eftertragtede hverv som ”forsæde-navigatør-kontrolør”. Forsæde-navigatør-kontroløren vil med venlig stemme gentage GPS’ens anvisninger og pege mig i de rigtige retninger. Forsæde-navigatør-kontroløren har desuden til opgave at ringe til de mennesker vi skal besøge når vi traditionen tro er faret vild og derfor vil komme for sent. Endeligt er det forsæde-navigatør-kontrolørens privilegium, at være først når vi skiftes til at komme med gakkede forklaringer på de forskellige stednavne vi passere. På den måde lære vi meget nyt og nyttigt. Hvem vidste f.eks. at Tåsinge er opkaldt efter en tå der blev skør og troede den var en engelsk operasanger. Jeg viste det ikke, men greb straks lejligheden til at supplerer historien med skønsang (af min ældste datter benævnt opera indblandet almindelig tonedøv skrål).
Som enhver der har flere børn vil vide, nytter det ikke at give det ene barn et hverv uden straks at opfinde ligeså betydningsfulde hverv til de andre. Derfor er bilen foruden forsæde-navigatør-kontroløren også udstyret med en guf-fordeler der har til opgave at lange en strøm af frugt, vand og andre livsfornødenheder (såsom dumleslikkepinde og kiks) rundt i kabinen. Det er også guf-fordeIerens opgave at hjælpe familiens yngste med hendes Nintendo og andre ting der kræver hænder, for i modsætning til min mand, der kan klare alt på samme tid, nægter jeg at tage hænderne fra rattet eller øjnene fra vejen. Guf-fordeleren er altid først når vi forklare hinanden hvordan ting virkeligt virker. F.eks. er vindmøller beboet af en hel masse små lysepustere hvis samlede pust får vingerne til at dreje og vindmøllens snurren får herefter vinden til at blæse. Nyttigt at vide.
Familiens yngste er kun tre år og endnu ikke i stand til at varetage hvervet som forsæde-navigatør-kontrolør. Vi har udnævnt hende til ”bamse-nusse og kysse – oversuper kontrollør”, men dette hverv passer hun mageligt samtidigt med at hun ivrigt blander sig i navigationen. ”Til højre” skriger hun ”til højre” hvilket i nogen grad kan forvirre den i forvejen let kaotiske navigation.
Som man muligvis kan fornemme er seks timers biltur i troldmobilen, en både kaotisk, larmende og fedtet affære, så måske er der ikke noget at sige til at den ældste sendte sin far en SMS med denne tekst: ”kan en mand, der er min far, mon hjælpe mig?” Faren ringede med det samme let opskræmt, men da han hørte at det bare var det almindelige bil-circus hun ville redes fra blev han straks helt rolig.
----------------------------------------------
Ha ha ha !!
Åh , hvor jeg kan se jer 4 i den røde bil :-)
Posted by: Losarinas mor | August 31, 2009 at 01:20 PM
Jeg kan lige se det for mig :D
Hvor er det levende beskrevet! Og sikke et humør og idérigdom - ren inspiration!
Posted by: Annette | August 31, 2009 at 01:34 PM
Tak for endnu et godt grin og selv om vi ikke har børn, kunne det godt være os ( min Skat og mig ) i en bil, du her har beskrevet.
Vi har også altid proviant i både fast og flyende form, der bliver nydt undervejs, jeg hækler altid og min Skat kører - hvilket nok er det bedste, da jeg ikke har kørekort - og vi finder altid på noget sjovt omkring de by- og stednavne vi køre forbi.
Jeg har det med at få skyerne til at ligne et eller andet, og nogle gange finde vi så en lille vrøvle historie ud fra dem.
Man kan godt være et legebarn, selv om man ikke har børn.
God tur, jeg tror, det ikke er kedeligt at køre med trolde-mobilen.
Posted by: Tine | August 31, 2009 at 01:41 PM
Pragtfuldt!
Jeg bliver altid glad helt langt ned i maven, når jeg tumler herind til dig, Marina.
Jeg kan uden at anstrenge mig forestille mig den lille røde trold-mobil med skipper og tre tossede unger. Og med al den fantasi i har, er jeg sikker på den ind i mellem letter og flyver steder hen, der kun findes i børns og helt særligkærlige forældres hjerter!
Kram til jer
Posted by: Vita | August 31, 2009 at 02:18 PM
For pokker hvor du taler i billeder.....
Synet af jer alle sammen i Trold-mobilen er så levende, at jeg praktisk talt, føler mig som "fluen på væggen"
Posted by: Bambi72 | August 31, 2009 at 04:09 PM
Tak for en fantastisk historie. Jeg sidder her og klukker af grin, mens jeg læser mig igennem det ene mere fantasifulde påfund efter det andet. Hvor er det skønt at kunne finde på :)
Posted by: Pernille | August 31, 2009 at 06:17 PM
Fabelhaft!! :-)
Posted by: Tine | September 01, 2009 at 01:06 PM
Fantastisk beskrivelse. Og stærkt genkendeligt! Vores hedder bare ikke Troldmobilen, men er en Skoda ved navn Ilse. Ilse fik sit navn fordi hun har en personlighed som en ældre lidt stramtandet dame. Hun bryder sig ikke om for stærk fart (bilen ryster), er døv (man kan kun skrue OP for radioen) og så har hun ligeledes en livslang erfaring i cirkelkørsel i det danske kongerige.
Tak for beskrivelsen!
Posted by: Frk. Vestergaard | September 01, 2009 at 03:00 PM
Tak for en dejlig latter. Jeg har også en Berlingo og ligner dig vist ret meget. Dejlig genkendelig historie.
Posted by: lis | September 02, 2009 at 09:15 AM
Tak for en sjov beskrivelse, Marina!
Posted by: Kirsten Sydendal | September 02, 2009 at 06:36 PM
Åh hvor skønt! Og genkendeligt. Både det med de fantastiske forklaringer på alting, og i høj grad også det med at køre i ring og komme for sent på grund af underlige omveje.
Vores nuværende bil hedder Yrsa. Den forrige hed Oda. Og den min mand havde, da vi mødte hinanden, hed Albert. Den kørte upåklageligt selvom den var gammel. Undtagen, hvis nogen kom til at kalde den en møgbil - så gik den i stå. Af samme grund var der på lågen til handskerummet monteret et lille skilt, hvorpå der stod "Tal pænt til Albert".
Tak for beretningen. Du lykkes altså virkelig godt med din Badut-hensigt om at lykkeliggøre hverdagen!
Posted by: Anne | September 03, 2009 at 12:31 AM
Tak Miri. Jeg tror ikke at synet er så kønt men så er det jo godt at man kan grine af sig selv hvilket jeg i ren desperation ofte er nød til.
Kære Anette. Vi har det faktisk så herligt.
Kære Tine. Det lyder bare super hyggeligt, men er næppe helt så kaotisk eller fedtet som vores eventyr i troldmobilen.
Kære Vita. Du er bare så skøn. TAK. Muligvis kan troldmobilen flyve, det ville faktisk være ganske praktisk, men hvis den gør det er det i det skjulte og ikke ret ofte til de steder vi på forhånd havde planlagt at besøge.
Kære Bambi. Du må gerne klemme dig ind mellem æbler og fnis men helst ikke som flue for så risikerer du bare at blive dasket. Kunne du ikke besøge os som sommerfugl i stedet..?
Kære Pernille. Hvis sandheden skal frem så øver vi os faktisk til stadighed på at finde på. Ungerne hitter selvfølgeligt på noget hele tiden mens jeg halter bagefter, men vi øver os også til stadighed i at gøre nye ting.
Kram til dig Tine.
Kære Frøken Vestergård. Ja hvad skulle vi dog gøre uden de skønne biler. MIn mand så gerne at jeg fik mig en anden og mere præsentabel bil, men jeg vil slet ikke have sådan et nyt monstrum, der uværgeligt vil blive fedtet og skrammet inden den første tur er til ende.
Kære Lis. VI må dytte til hinanden næste gang vi mødes. Jeg havde en gang en gammel, gammel landrover og når man har sådan en hilser man altid på de andre. Det er hyggeligt.
Tak Kirsten. Sikken fin ny side du har fået.
Kære Anne. TAK. Tak både for den skønne fortælling om jeres biler og fordi du kan lide min lille blog. Jeg er selv ret meget i tvivl for tiden. Jeg synes bloggen er blevet noget helt andet end jeg havde tænkt og vakler mellem at kaste mig ud i børnens blog forslag eller helt at stoppe. Jeg er et vægelsindet menneske og kan ikke helt beslutte mig, derfor træder jeg lidt vande i øjeblikket.
Posted by: Marina | September 04, 2009 at 10:45 AM
Hov Marina, jeg havde ikke lige opdaget at du havde svaret her.
Det er muligt at du havde forestillet dig noget helt andet da du søsatte din Badut-blog, men jeg håber virkelig du bliver gode venner med det, den er blevet til. Den er helt fantastisk sådan som den er!
Posted by: Anne | September 09, 2009 at 12:44 PM