Hun er 10 år. Hun er cool og følsom. For voksen til sine barnesko og for lille til en voksen verden. Hun kan mærke verden og ved hvad der er op og ned på eventyr og virkelighed. Hun er 10 år, men storhjertet nok til at lege med sin mor.
Med computeren på skødet sidder hun i sengen travlt optaget af en virtuel verden. Faren kommer for at kysse godnat og pigen siger halvt opslugt af skærmen:
”du far, hvis du ser tandfeen -- det vil sige mor ved du nok -- gider du så ikke sige, at jeg har flyttet tanden over på natbordet fordi hun glemte den i går”.
ha ha, hvor er jeg glad for at vide, det ikke kun findes en eneste glemsom tandfe :)
Behøver jeg sige, noget ligende er sagt herhjemme... En enkelt gang har tandfeen endda måtte låne af storebroderen, da hun havde glemt det vigtigste på rejsen :)
Posted by: Pernille | January 17, 2010 at 11:13 PM
ÅÅÅhhhh hvor ér hun sød.
Jeg ELSKER bare børn :-).
Posted by: Synne | January 18, 2010 at 07:25 AM
Hehe. Tandmagi på højt plan!
Posted by: Vita | January 18, 2010 at 07:28 AM
Haha - det er bare de skønneste bemærkninger, man bliver ramt af fra de dejlige unger :-D
Tænk hvis man kunne huske alt det, de havde fyret af i barneårene.
Posted by: Ellen | January 18, 2010 at 07:35 AM
HA HA HA HA hvor er hun dog sød. Det er virkelig en fantastisk kommentar :D
Posted by: Lise C | January 18, 2010 at 08:06 AM
Aj altså.... Ti hi, men hvor tror jeg altså, at der findes rigtig mange glemsomme tandfeer derude! Hvem er ikke kommet i tanke om det midt om natten, og vupti ud af sengen :-)
Posted by: Gitte | January 18, 2010 at 08:23 AM
Ja, mon ikke vi er mange, der har kørt de der små "julelege" længe efter, børnene havde gennemskuet, hvordan det hang sammen. Det er jo hyggeligt for begge parter, og der er tit en underforstået enighed om, at"lade som om".
Posted by: Randi | January 18, 2010 at 09:08 AM
Hi hi.. de unger altså.. sidste år gik vi til bekendelse for vores ældste på 11 år nu, at det var os, far og mor som lagde små pakker i julesokken.. Hun grinede af os, over alt den ulejlighed vi havde lagt i det.. med småkagerne og mælken, som min mand jo så havde gået og smagt på..
10 minutter senere kom hun igen ind til os og spurgte om det så også var os der var tandfeen? Det måtte vi jo rundryggede bekende og hun slog bare en latter op :-)
Tak for din kommentar på min blog.. det er en fin blog du har..mange tanker og flotte billeder.. Hvor har i ødegården henne?
Hilsen Christina
Posted by: Meisolle | January 18, 2010 at 09:11 AM
Så skøn kommentar... De er ret snu de unger.. Vi har sovet hos mine forældre de sidste 3 dage fordi vi laver om, og min mor har så en lille pixi bog gemt til frederikke bag stuedøren hver morgen.. Det er fra vinternissen! frederikke så så at tape rullen stod på bordet igår, og spurgte mormor om hun dog havde hjulpet vinternissen med at pakke ind el om det i virekligheden var hende der var vinternissen?? Og så grinede hun.. Hun var heller ikke til at narre, men hun vil gerne lege med.. !
Jeg har lagt en award til dig inde hos mig! Du kan tage den hvis du er til den slags, el bare nyde ordene til dig fra mig.. :)
Posted by: Rakel | January 18, 2010 at 10:15 AM
Kære Pernille. Jeg tror vi allesammen har prøvet det, men jeg har hidtil godt kunne skrabe mønter sammen og har derfor kunnet undgå at låne til tandfeen. En enkelt gang eller to har jeg vist givet en lille gave i stedet fordi der slet ingen kontanter var at finde, men der var ingen klage fra børnene over det...
Kære Synne. Børn og den måde de kan sige tingene på er bare det bedste.
Kære Vita. Tandmagi, på meget indforstået plan...
Kære Ellen. Ja man tror man kan huske det hele, men det kan man detsværre slet ikke. Nu står lige den bemærkning her og så glemmer jeg den jo ikke forløbigt, men mange andre bemærkninger er detsværre hurtigt væk.
Kære Lise. Ja faren var også ret flad af grin.
Kære Gitte. Nemlig. Det er detsværre ikke første gang den gode tandfe har været for optaget af andre ting.
Kære Randi. Mine store børn insiterer på at lege med mig. Engang foreslog jeg min datter at den tand tandlægen netop havde fjernet (hun taber dem nemlig ikke selv så nu tager tandlægen dem) med det samme kunne veksles til en lille ting hun ønskede sig da vi var på bytur. Men næ nej, hun blev næsten fornærmet og fremhævede at det ikke ville være rigtigt uden tandfeen. Til mig ville hun aldrig have sagt det med tandfeen så direkte. PÅ samme måde er det også de to store børn der er de drivene kræfter i vores drillenisseleg.
Posted by: Marina | January 19, 2010 at 10:06 AM
Kære Christina. Sikken sjov historie. Mine to største børn på 8 og 10 år har i mange år vidst at det var mig der står bag alle de magiske ting i vores hus, drillenissen, forårsfeen, tandfeen, den rejsende, påskeharen og havefeerne er noget vi leger med sammen. Da de først så småt var begyndt at ane det spurte de mig og fik ærlige svar, men siden er det dem der insisterer på at fortætte legene og det er mig en kæmpe glæde at de nu leger med og tit er de drivende i legene.
Posted by: Marina | January 19, 2010 at 10:16 AM
Kære Christina igen (jeg løber lidt frem og tilbage mellem sygt barn og computer så det er lidt afbrudt kommentarskrivning). Vi har solgt vores ødegård fordi der var for langt derop herfra hvor vi bor nu og fordi vi brugte den for lidt, men det var ellers et helt særligt sted på toppen af Söderåsen, kun halvanden time fra København. Stedet hed fra gammel tid Änglaberga, fordi det er det tætteste man kommer englene i Skåne og vi havde vores egen bøgeskov inde midt i et fredet naturområde. Det tog os år at finde det helt rigtige sted og vi fik kun 10 minutter til at bestemme os for købet fordi der var en lang række af andre mennesker der også ville have det. PÅ samme måde solgte jeg på en weekend til det første par på min lange liste over intresserede købere. Jeg savner stadigt det sted ofte, men ting man ikke bruger skal gives videre.
Posted by: Marina | January 19, 2010 at 10:23 AM
Kære, kære Rakel. Du har ingen idé om hvor meget jeg værdsætter dine ord. Mange, mange tak. Det betyder rigtigt meget. Jeg så først din besked her til morgen, fordi jeg slet ikke var inde på Badut igår. De to indlæg var skrevet på forhånd og sat til udgivelse og hvis ikke min søn var blevet syg i dag, ville jeg først have kikket ind om Badut i aften. Du har gjort mig så glad. TAK.
Posted by: Marina | January 19, 2010 at 10:27 AM