Det er sjovt som børn finder sammen om forskellige lege. I går havde min yngste besøg af en veninde som elsker hendes dukkehus. I over en time sad de to piger med hovederne helt inde i de små dukkestuer. I dag kommer der en anden pige og så skal denne kasse findes frem, indholdet skal omhyggeligt og efter mange forhandlinger deles i to bunker og når alt er fordelt skal der leges købmand.
Skatkisten er som en ægte skat fyldt med glitrende stene, mærkelige dingenoter og kostbare mønter. Den bor på en af mine hylder for det øger dens værdi betragteligt at den højtideligt bliver taget ned og overdraget i pigernes hænder med mange formaninger om at passe på det kostbare indhold. Nogen gange fortæller jeg også en lille historie om sørøvere eller prinsesser og sammen fingerer vi lidt ved den dims der af eventyrlige veje har fundet vej til den gamle skattekiste.
Selv om det er meget længe siden, så kan jeg godt huske fornøjelsen ved sådan en skatkiste. Da jeg var barn, var den noget af det bedste, jeg vidste - for alt det spændende i den satte virkelig fantasien i gang... :-)
Posted by: Mia Folkmann | April 09, 2010 at 10:12 AM
KÆre Mia. Ja det er lige præcis sådan pigerne har det og det er også derfor at den skal bo opppe på en "voksenhylde" for en del af magien er jo netop at det er kostbare sager, hvoraf nogle er hentet fra eventyr og gamle støvede dage.
Posted by: Marina | April 10, 2010 at 08:49 AM
Hej :)
Hvor har du mon købt de fine diamanter?
Kh. Johanne.
Posted by: Johanne | April 01, 2012 at 03:27 PM
Kære Johanne. Dem har jeg samlet over lang tid så de kommer mange forskellige steder fra. Et godt sted at starte er at købe de farvede glassten som folk bruger til blomsterdekorationer og sådan. De fås billigt. Et andet godt sted at gå på hugst er i genbrugsbutikerne og i tilbudskasserne omkring jul. Mellem diamanterne er der masser af andre ting f.eks. alle de mønter jeg finder hist og pist i gemmerne og som ikke længere er gangbare eller fra steder så fjerne at jeg ikke sådan lige kommer forbi. I det hele taget smider jeg alt hvad jeg finder der passer i kisten for der forsvinder jo også hele tiden lidt.
Posted by: Marina | April 02, 2012 at 09:45 AM
og så vil jeg lige tilføje at kisten nu her to år efter dette indlæg stadigt er højtelsket.
Posted by: Marina | April 02, 2012 at 09:46 AM