I dag er det sommersolhverv, årets lyseste dag. Roserne dufter og hylden spreder sine hvide kniplingeskærme mod det himmelblå. Et øjeblik kan man holde den grænseløse sommer i sine udstrakte hænder og hvis man kniber øjne let sammen kan man indbilde sig at sommeren aldrig får ende. Det gør den nu for lysets år er et evigt hjul og i morgen midt i sommersolen starter rejsen mod vintermørket. Men også den rejse får ende når vi kan tænde lys i vintersolhvervets lange nat.
Min ældste fylder år i dag, men der er nu ikke meget fest ved den fødselsdag for hun er syg og både hun og jeg har været helt uden søvn hele denne lyse fødselsdagsnat. Heldigvis er hun blevet fejret behørigt med tosom Københavnertur lørdag og gavebord i går, så det går nok at flagrankerne i dag mest er i vejen alle vegne.
Se her hvordan vi fejre sommersolhverv når vi ellers er raske alle sammen.
Tillykke med din datter - det var da trist at være syg på sin fødselsdag, og jeg håber, hun hurtigt må blive rask.
Sådan en tosom fødselsdagstur er en rigtig god idé. Jeg tog en tur til Århus med min ældste, da han blev 10, og det var bare så hyggeligt - og noget helt særligt for barnet...
Posted by: Annette | June 21, 2010 at 04:54 PM
Til lykke med datteren! Jeg har altid ment, at det er et ganske særligt privilegium, at være født d. 21. juni og dermed have fødselsdag på årets længste dag. Jeg blev født i Danmarksgade i Holstebro, der lå den lille metodistkirke, hvor min far var præst. Præsteboligen var bygget sammen med kirken. Nu hedder det flotte nye byggeri på stedet "Skt. Pouls" opkaldt efter kirken, hvor jeg blev født d. 21. juni i 1956:-)
Posted by: Charlotte T | June 23, 2010 at 07:22 PM
Tillykke med datteren og god bedring med hende. Det er ikke rart at være syg når det er ens fødselsdag, godt i havde en hyggelig dag sammen og fik fejret hende i søndags, det hjælper alt sammen.
Ja! sommeren er her endelig og vi får lov til at glemme alle vinterens trængsler med at skovle sne og glatte veje...
Alt har sin charme og som sommerbarn er det min absolutte bedste årstid, jeg elsker de lange lyse aftner og skønne dage med endeløs solskin, for sådan oplever jeg det når vejret er godt...
vi bliver alle fyldt med energi og bliver mere glade så sommeren vil jeg gerne holde i min hånd...
Ha' en dejlig dag og ikke mindst weekend
Posted by: Annette Lund Andersen | June 25, 2010 at 09:14 AM