Jeg var skævt skruet sammen fra starten.
Bedre blev det ikke med tiden.
Der var dem, der sagde at jeg lignede en engel og at det var derfor så mange havde brug for at flå mine fjer.
Der var også dem, der mente at jeg vidste for meget om alt det forkerte og at det var derfor, der var behov for at kradse ind under blodet.
De mente det godt, når de talte sådan, men de tog fejl.
Jeg var ikke noget særligt godt, men bare noget særligt skævt og så sårbar at det let lod sig lugte.
Fra min skolegård har jeg stadigt fysiske ar. Alt det andet taler jeg ikke om.
Af min barndom lærte jeg meget. Vigtigst at lukke min hud, så duften af svækkelse bliver inde. Men også, nok så vigtigt, at andre kan alt det jeg ikke kan og at de har det bedst uden mig.
Det skulle siges. Hvis jeg skal snakke om mig skulle det siges. Alt andet ville være forløjet.
Hele historien er det ikke. Slet ikke. I dag har jeg lært mig at vælge glæden.
Det er et valg, der skal genvælges hver dag.
--------------------------------------------------------------------
Tirsdagsting: Engang havde alle blogs, der var med på noderne sådan en liste med "100 om mig". Badut er ikke med på nogen noder og har aldrig haft sådan en fin liste. Nu er listen forsvundet næsten alle steder og ind lister jeg på det forladte territorium med en ambition om fortælle en lille bitte ting om mig selv sådan ca. hver tirsdag. Hvad jeg skriver ved jeg ikke endnu, det bliver sådan en tirsdagsting hvor jeg vælger lige det der falder mig ind. Efter et års tid vil alle de små brikker måske danne et billed, måske ikke.Vi får se.
Der er stærke ord, der gør mig en lille smule stille.
Posted by: Pernille | January 24, 2012 at 10:32 AM
Tak for at åbne din hud og slippe dine smukke ord ud. Det er så fint skrevet.
Posted by: Janne | January 24, 2012 at 10:33 AM
Jeg forsto at det var en grunn for dagene i klosteret.
Dette var sterkt og poetisk skrevet.
Jeg har ikke opplevd så mye traumatisk, men har som voksen valgt å fryde meg over gledene i nåtid.
Posted by: Åshild | January 24, 2012 at 10:43 AM
milde himmel, der slog du mig lige i gulvet med din hudløse ærlighed
klem fra Stine
Posted by: stine | January 24, 2012 at 10:57 AM
Kan desværre alt for godt sætte mig ind i dagens tekst. Super dejlig blok du har, som mange nok nødigt vil leve uden ;-)
Har en af de dage, hvor det nærmest er umuligt at vælge glæden, men måske imorgen...
Posted by: Trine | January 24, 2012 at 12:44 PM
Dette indlæg kunne været skrevet af mig, for da jeg læste det, følte jeg, at du skrev om min barndom.
Posted by: Tine | January 24, 2012 at 01:27 PM
Så modigt - og så fint skrevet! Jeg blev lidt stille. Og lidt ramt! For kender det desværre selv alt for godt!
Tak for de smukke ord!
Posted by: Moster Munter | January 24, 2012 at 02:42 PM
Stille og lidt stum. Så smukke ord med så stærkt og svært indhold. Tak for din hudløse ærlighed. Og tak for alt det du deler med os andre - af både tanker, viden og kreative projekter.
Kram Bodil
Posted by: Bodil | January 24, 2012 at 03:52 PM
En svær tid, beskrevet med så stærke ord...
En tankevækkende beskrivelse, og mon ikke vi alle kan genkende os selv - jeg kan iværtfald.
Tak for din hudløse ærlige måde at være på.
Knus.
Posted by: Lise | January 24, 2012 at 05:36 PM
Tak Marina, SÅ smukt, men gør ondt....
føler med dig,men glæder mig til næste tirsdag....
Knus og kram herfra
Posted by: Silla | January 24, 2012 at 05:53 PM
Kære alle.
Hvor blev jeg glad da jeg så alle jeres søde kommentarer. Det var svært at skrive for som Janne skriver var det et spørgsmål om at åbne huden og fortælle fra de indre kældre hvor jeg nødigt vil færdes.
Det var svært, men det ville have været forkert ikke at gøre det.
I tidens løb har jeg fået mange mails fra mennesker, der mener at Badut falsk forherliger livet med børn. Jeg mener ikke at det er sandt så længe jeg holder mig til at skrive om traditioner, klippe klister ideer og små glimt af skønhed. Bevæger jeg mig derimod ind på et mere personligt territorium som nu med tirsdagstingene eller med hverdagsglimtene mener jeg at det er nødvendigt at lade skyggerne komme til orde, også selvom Badut er og fortsat skal være en solskinsblog.
Jeg indbilder mig ikke ind at jeg er alene om at bære byrder fra barndommen og ved også godt at der er andre end mig, der er skruet skævt sammen. Heller ikke på den måde er jeg noget særligt. Alligevel er det med disse ting sådan at enhver må bære sine byrder alene. Det er I flere der gør kan jeg høre og jeg sender jer varme tanker og tak fordi I delte.
For mig har det at tilvælge glæden været en redning. At holde fokus på alt det smukke og glædes over magi og barnearme er ikke bare et plaster på et åbent sår, men derimod et spørgsmål om at vælge en ny vinkel i prismen. Tro mig jeg har prøvet med andre metoder, men for mig dur det ikke. Og ja, som Trine skriver er der mange dage hvor det er svært, men der er for mig ikke andet at gøre end at prøve igen og igen og igen.
TAK. Tak fordi I er der.
Posted by: Marina | January 24, 2012 at 07:29 PM
Her er smukt og godt fordi der er plads til glædens smertefulde baggrund.
Ingen der tager glæden for givet kan skrive så smukke billeder om livet som dig.
Kærlige hilsner
Posted by: Djohanne | January 24, 2012 at 10:23 PM
Kære skønne Marina!
Ja, også jeg blev stille en stund! Det er så smukt og dog så pinefuld læsning og det gør mig så vred at vide, at vi mennesker ikke altid kan finde ud af at være gode ved hinanden.
Hvorvidt du ligner en engel skal jeg ikke kunne udtale mig om, men du er en engel! Den mest eventyrlige af slagsen, men det giver på ingen måde nogen ret til at flå dine fjer. Ejheller børn, der (nok) ikke har vidst bedre. Men kære Marina! Det, der er vigtigst for mig at respondere på er sætningen: "Men også, nok så vigtigt, at andre kan alt det jeg ikke kan og at de har det bedst uden mig." Det kan godt være, det har været sådan engang, men det, du evner i dag, er jo helt vildt! Noget vi andre kun kan sukke efter bare at komme i nærheden af og vigtigst af alt, så skal du vide, at vi er rigtig mange, der føler, du får det bedste frem i vores hverdag og sådanne mennesker er svære at leve uden. Tak fordi du stod barndommens prøvelser igennem og fordi du vil dele dig med os, for både vi og din familie har det bedst MED dig!
Kæmpe store knus fra Trine.
Posted by: Trine | January 24, 2012 at 10:57 PM
Kære Marina. Når man har en skolegård et sted indeni, føler man sig straks genkendt og hjemme på Badut. Derfor må jeg forbi af og til.
Posted by: Dot | January 25, 2012 at 12:06 AM
You make me cry a little... :-) Ikke bare med de ord her minder Badut mig at koncentrere mig på det positive ting. Fordi, du har ret at der er så mange ting at glæde sig (mig!) over. Og du har en gave at dele det med andre. xoxoxo
Posted by: Tanya | January 25, 2012 at 01:49 AM
Jeg blir lamslått av at noen mener at Badut forherliger livet med barn. Jeg har vært imponert over din kreativitet, kunnskap og overskudd. Og litt misunnelig, for jeg hadde ikke overskudd da jeg hadde små barn. Men jeg har bestemt at jeg skal bli en morsom mormor/farmor.
Posted by: Åshild | January 25, 2012 at 07:14 PM
Er enig med Åshild. Tænk at nogen gider bruge deres tid på at sende dig sådanne nogle meningsløse mails, den tid og energi burde de måske istedet bruge på sig selv eller sammen med deres børn. De kunne jo også bare vælge at lade være med at læse din blog.....
Jeg er også lamslået.
Posted by: Trine B | January 25, 2012 at 07:29 PM
En tankevækkende tekst der giver stof til eftertanke...nu skriver du godt nok at du er skævt skruet sammen og at det heller ikke gør dig til noget særligt...Det vil jeg nu ikke holde med dig i...for vi er alle noget særligt og du er i særdeleshed...vi er alle unikke og har alle vores forskellige historier i vores bagage....nogens bagage er tungere end andres...traumerne fra skoletiden og barndommen har godt af at blive nedskrevet og delt...det fordrer bare at man har den nødvendige ærlighed og det nødvendige mod... Tak for din ærlighed og som altid er det en glæde at følge din blog!
Posted by: KirstenK | January 25, 2012 at 08:38 PM
Jeg kan ikke lade vær med at sidde med tåre i øjnene. Men jeg er gøre det med glæde! Det er en udpræget ære, at stifte bekendtskab med en, der kan berige ens liv så meget, som du gør! Du er et af de mest inspirerende mennesker, jeg er stødt på! Den bedste måde sige tak på, er ved at fortælle dig om 11 små lykkelig piger, der takket være dig fik en dag i eventyrland. Min datter blev 4 i går, vi havde derfor pigerne fra børnehaven på besøg, som alle havde fået en kopi af chokoslikistan - med glimmer, dimsedutter og hvad der ellers høre til. På vej fra børnehaven støtte de både på pirater og troldmænd (jeg kunne ikke lokke min mand til at klæde sig ud som heks:-) ) Der blev pustet med tryllesæbebobler, lavet prinsessekroner af toiletrør, syet prinsesseskørt, og skab det mest eventyrlige univers i bedste badutstil, selvfølgelig med dine nytårsbolde som skattejagtspræmie. På trods af, at det nu er flere dage siden, de var herhjemme, kommer de stadig over og spørger, om de ikke nok må komme og besøge os igen snart, det var den bedste fødselsdag, som de nogensinde havde været til. Uden din glæde ved at holde fødselsdage for dine børn, ville jeg aldrig have fundet inspirationen til selv at kaste mig ud i sådan et kæmpe projekt!. TAK
ps. kom sådan til at tænke på dette citat fra Irving Washington, da jeg læste dit smukke digt. "There is a sacredness in tears. They are not the mark of weakness, but of power. They speak more eloquently than ten thousand tongues. They are the messengers of overwhelming grief, of deep contrition, and of unspeakable love".
Posted by: Nathasja | January 27, 2012 at 07:29 PM
Stille, stum og med tårer på kinden. Kommer selv fra helvedes skolegård og lærte meget tidligt "at de nederlag der ikke slår dig ihjel - gør dig stærk".
Marina - du er et helt unikt menneske og der findes kun én dig !! Det du gør for dig selv og din familie er helt igennem fantastisk. Tak for din hudløse ærlighed og tak Bardut ;o)
Posted by: Line Paulsen | January 28, 2012 at 08:46 PM
Kære Marina!
Jeg blev så trit og overrasket. For mig fremstår du som et unilt menneske.
Knus.
Posted by: Margith | January 29, 2012 at 05:21 PM
Kære alle.
Så mange, mange tak for alle jeres alt for søde kommentarer. Jeg har læst hver eneste igen og igen og igen, men på en eller anden led satte det hele sig på tværs i halsen og jeg har slet ikke formået at svare jer som jeg burde. På den ene side har det lettet mig meget at prikke et lille hul i den barndomsbyld jeg bære med mig, på den anden side er der så meget mere jeg burde sige og hvis jeg skal skrive svar til hver enkelt kan jeg mærke at jeg kommer til at skrive ting om hvilke jeg skal tie.
I skal vide at I tog mit hjerte i hænderne og at jeg kan mærke jeres varme. TAK.
Posted by: Marina | February 04, 2012 at 10:27 PM