Da sneen sank
fik vi visit
af lette alfer
klædt i hvidt
af jorden steg
blufærdig-kæk
med bøjet hoved
en vintergæk.
Soya.
Med kærlig hilsen til den dejlige frøken Solhat som elsker soyas hvide alfer.
« Pandekagedagen | Main | Forårets glade gule smil »
The comments to this entry are closed.
De er så fine og bebuder forår uanset om de står i grå og våd jord eller fin hvid sne.
Klem og hav en god dag.
Posted by: mette b | February 22, 2012 at 08:34 AM
Hvor er det et fint lille digt.
Jeg holder også meget af de små gækker- havde haven ful af dem, faktisk flere forskellige slags :-)
Posted by: Losarinas mor | February 22, 2012 at 08:38 AM
Kære Mette. Ja vintergækker er altid fine. Som billed på våren er det selvfølgelig stærkest når de aser sig op gennem sneen men det nåede jeg ikke at få blogget om i år. Sjovt nok egentlig for på Fejø var det et af mine faste forårsindlæg at skrive om de første vintergækker, netop fordi det er det stærkeste forårssignal jeg kender. Jeg må se at huske det til næste år...
Kære Miri. Ja det er et dejligt lille digt og sådan en fin måde at beskrive vintergækken. Vintergækker skal man have som du havde det; i store hvide tæpper og jeg vil arbejde målrettet på også at få det her i min nye have.
Posted by: Marina | February 22, 2012 at 09:04 AM
Smukt,smukt så smukt,både billeder og digten:)
knus og kram herfra
Posted by: Silla | February 22, 2012 at 02:19 PM