Den kommende uge er en Badut uge med fuld knald på børnehyggen.
Hele ugen er det vinterferie og for alle os der ikke er rejst mod fjernere bjerge eller azurblåt hav er det en hyggeuge hvor man skal have lov at sove længe og så ellers bare råhygge til den helt store forkromede guldmedalje. På Badut har jeg nu i flere år markeret ugen med små hyggelige vinterferie ideer og i et eller andet omfang har jeg også lyst til at gøre det i år.
Tirsdag er det valentinsdag. En tradition som de fleste er lodret imod, men som jeg alligevel forventer vil liste sig ind på os i de kommende år. Sidste år var min store pige for første gang på valentinsgave med veninderne og derfor tænkte jeg at jeg lige så godt kunne gribe sukkerstaset i ørerne og i et eller andet omfang være med til at trække i en hjemmelavet og hyggelig retning, velvidende at jeg i den tovtrækningskonkurence er oppe imod den samlede blomster-chokolade og klisterstads industri og derfor næppe har en changse. Hvis vi ellers får hittet på noget nuttet vil vi også i år gerne markerer valentinsdag med en lille hjemmelavet gaveide.
Og så er det fastelavn på søndag. En dansk tradition der står Baduts hjerte nær. Egentlig ville jeg gerne fylde bloggen med masser af nye fastelavnsideer, men det bliver ikke i år for jeg er ikke kommet ud af starthullerne i tide og nu da det er vinterferie skal der først og fremmest være tid til at hygge om børnene.
Denne uge 7 er således alt i alt en uge hvor der er mere at skrive om end der er tid til at computerhygge. Jeg har valgt at give vinterferien førsteprioritet. Derfor vil der hver dag fra søndag til lørdag være en lille hyggelige vinterferie ide som børn og voksne kan hygge sig med. Tirsdag håber jeg at dagens vinterferie ide vil være noget valentinsegnet, men jeg tør endnu ikke love det. Fastelavn dækker jeg i de tre fastelavnsdage fra søndag til tirsdag, mens jeg her i ugen op til fastelavn låner lidt fine fastelavnsideer når jeg falder over dem i det danske blogland.
For alle jer der ude på den virkelige side af skærmen håber jeg at uge 7 bliver fyldt med vinterhygge af den allerbedste slags.
Comments