Hvert forår går den morgenmilde mor Marts omkring i årets spæde morgen.
Hun kysser blomster frem af jordens skød og favner vores ældste drøm om forår.
Mor Marts bære ikke strutskørt og perler, det lader hun kærligt andre og yngre måneder om. Mor Marts går med brun kjole og grønt forklæde, simpel ser hun ud når hun går der og pusler om jorden. Alligevel kender alle hendes sande værd for hendes gamle kloge hænder er de eneste, der kan vække jorden fra vinterdvalen og få alt til at grønnes.
Mor Marts er oldgammel. Ældre og klogere end nogen anden måned er hun. Fra de allerældste tider har foråret og forårsjævndøgnet været selve det centrum om hvilket året spinder. Det er mor Marts og hendes omsorg for livet, der sikre at alt kan grønnes og alt kan gro, at fugle bare må synge, at ræve og egern får unger og at mennesker småtosset forelsker sig hovedkulds i selve livets kerne.
Vi mennesker ser helst at Marts ler ungdommeligt og mildt så alt det lysegrønne skynder sig frem, kildet til live af verdens ældste glæde. Og mor Marts kan le så det synger i det lysegrønne, men ikke hver dag og ikke på kommando. Mor Marts er så gammel at hun har sin egen mening om tingene og hun balancere det lyse med det mørke. Regntunge dage, frostnætter og tåge med solskind, fuglefløjt og citronsommerfugle. Men tag aldrig fejl selv når mor Marts har sine mørke dage arbejder hun utrætteligt for det forår vi elsker.