Rynket rose eller Rosa Rugosa som det skal hedde når alt går efter latinbogen.
Elsker man den danske natur skal man hade hybenrosen og bekæmpe den med alle midler, for den står højt på listen over det indvasive landskabsukrudt, der bortjager ægte dansk natur.
Men altså. Det har alle dage været vanskeligt at hade de smukkeste fjender og hybenrosen er ikke alene smuk i sine lyserøde skørter, den er også gavmild med sommerduft og lækre hyben.
For mig ville de danske strande ikke være det samme uden rynket roses sommerduft og jeg tænker at mange andre har det som mig. På den vis er den ret snedig, den smukke indvandrede hybenrose, for med sin milde gavmildhed har den slået rod i selve det danske sommerhjerte og bor man først dér er man vel så dansk som nogen.
Billederne her er taget ved Humlum fiskerleje for nogle dage siden. Det er da svært at modstå hybenroser ved havet ikke?
I den kommende tid kommer der et lille minitema om hybenroser for det er lige nu man både kan plukke hyben og rosenknopper.
HOV! Forsvandt min kommentar til dine smukke hybenrose-fotos? Den kære teknik!
NB. (Til emnet vegetarmad/auberginer m/fyld) på min blog...): I stedet for auberginer kan man anvende tynde skiver fra en STOR (velvoksen) squash!
Posted by: Lisbet / *LLL & Co.* | August 25, 2012 at 05:10 PM
De smukke hybenroser er også for mig en del af den danske sommer og genkalder erindringer om dejlige ture ved stranden, hvor mine forældres sommerhus var. Dens duft er så skøn og vender tilbage nu bare ved dine ord. Hybenfrugterne, som man altid skulle drille nogen af veninderne og søskende med ved at kaste hybenfrø også kaldet "kløpulveret" på vækker sjove minder. De smagte forøvrigt dejligt og fristede altid med deres smukke orange-røde farver.
Posted by: Evi | August 25, 2012 at 08:33 PM
Jo, det er svært at hade rynket rose aka hybenrose...både blomsterknopper og hyben høster jeg med stor glæde hvert år. En enkelt hubenrose i en vase eller bare en enkelt blomst i en lille slål får stuen til at dufte himmelsk...for ikke at tale om duften på stranden en varm sommerdag! Jo, det er svært at hade hybenrosen!
Posted by: KirstenK | August 26, 2012 at 12:18 AM
Kære Lisbet.
Ja nogen gange driller det bare men jeg er rigtig glad for at du kan lide mine fotos af rynket rose. Jeg ville faktisk have haft lyng som mit næste tema men ikke om jeg kunne lurer en særlig fin måde at bruge mine mokkakopper på i forbindelse med lyng mens jeg derimod havde en rigtig fin ide med rosenknopper (en klassiker men alligevel en meget smuk og fin ide). Med begrænset blogtid og blogenergi tænkte jeg at det var bedre at fokusere på ét tema og så valgte jeg hybenroserne og nappede en bunke billeder ude ved Humlum da jeg alligevel kom forbi der. Ideerne står fint listet op på et ark men nu må vi jo se hvor mange jeg når i år inden jeg skifter tema igen.
Posted by: Marina | August 26, 2012 at 06:47 AM
Kære Evi.
Sikke fine sommerminder, de lyder meget som mine og deles nok af generationer. Hvis man skal sige en eneste god ting om at hybenroser faktisk er landskabsukrudt så er at det er helt lovligt, legalt, ja ligefrem gavnligt at plukke alle de rosenknopper, hyben og blomster man kan komme af sted med og det er jo heldigt når der nu er så mange skønne ting man kan bruge dem til. Tak for din kommentar, jeg bliver altid glad når jeg hører fra dig.
Posted by: Marina | August 26, 2012 at 06:50 AM
Kære Kirsten.
Jeg ved jo at du holder af rynket rose og som sagt forstår jeg det godt. Når jeg tænker efter er det meste landskabsukrudt faktisk super fine planter, de føler sig bare alt for hjemme her hos os og har det med at brede sig alt for meget på bekostning af de planter der var her først. Når det er sagt så synes jeg ikke nødvendigvis at det gælder alle vegne, på nogen strande står hybenroserne spredt og har ikke bredt sig i alle de mange år jeg er kommet der, men selvfølgelig tror jeg på biologerne når de siger at de smukke roser er et problem. I mellem tiden er det jo så herligt at vi kan nyde både blomster og hyben.
Posted by: Marina | August 26, 2012 at 06:55 AM
Det er mig umuligt at hade al den skønhed, Marina. Dejlige billeder - som altid! God søndag.
Posted by: M | August 26, 2012 at 11:09 AM
Kære Mette.
Ja det er svært at hade hybenrosen også selvom man nok egentligt burde. Dens skønne duft er for mig for altid blandet ed bølgebruset i min barndoms somre og det kan man jo umuligt hade. KRAM
Posted by: Marina | August 28, 2012 at 10:59 AM