Frøken Januar er altid lunefuld. Nogle dage er hun grå og svøbt i vinterregn, andre dage er hun gnistrende hvid og klædt i vinterkulde.
I år fik vi alle sider af vinterens frøken at se. Først var der mørke våde dage, men så var det som om den lille rødkælk fik sunget frøknen op fra den våde jord og Danmark blev klædt i isnende kulde og glitrende is. Jeg nød at solen fik lov at gnistre i isen og husker faktisk næppe så lang en periode med rimfrost og smukke vinter diamanter. Detsværre var den megen kulde ikke kun godt. Fuglene frøs, ovnen åd brænde og sygdommen ville bare slet ikke gå væk. Og så pludselig fra den ene dag til den anden smeltede sneen og efterlod et lidt rodet og sjapvådt Danmark og et ikke mindre rodet og vinterslapt humør.
På Badut var januar en hyggelig tid. Vi fejrede Hellig tre konger, lavede duftlys, en smuk foderkrans til fuglene og så bagte vi brød og boller med havregrød.
Al den gnistrene skønhed lokkede mig ud med mit nye landskabsobjektiv og jeg hyggede mig vældigt med at øve mig i den sværre kunst at favne et dansk landskab. Jeg skal øve mig meget mere og det er en af de ting jeg virkeligt glæder mig til i 2013.
Besøgsmæssigt er Januar altid lidt stille oven på den travle periode i oktober, november, december og jeg tror faktisk ikke at bloggen i januar kommer over 80.000 sidevisninger. Det kan lyde lidt mærkeligt måske, men jeg holder ganske særligt af de lidt stille perioder på Badut, hvor jeg føler mig tættere på bloggens læsere. Jeg har aldrig haft nemt ved at skrive om mig selv og jeg synes kun det blivere sværre efterhånden som bloggen vokser. I januar har jeg bedre tid til at svare ordentligt på mails og føler (måske nok fejlagtigt) at mit snik-snak er mere velkomment.
Og i morgen er det så slut. Frøken Januar spænder vinterens fugle for sin flyvende rejsekælk og lader rødkælken om at fløjte farvel. Tilbage står vi andre, klar til at byde velkommen til et højst umage par: Den muntre fætter Februar og den vintertunge Madam Missekat.
På Badut skriver jeg året rundt små årstidseventyr om de tolv måneder og deres forskellige personligheder. Frøken Januar med rødkælken og fætter Februar med Madam Missekat er to af disse små eventyr. I år har jeg besluttet at jeg vil forsøge at skrive lidt mere om mig selv og Badut når jeg siger farvel til en måned. Vi må se om det lykkes. Jeg er helt grundlæggende et meget genert menneske.
Tak for en skøn beretning af en måned,endnu engang ;)
Jeg glæder mig til masser af gode fortællinger i februar:)
Knus og kram herfra
Posted by: Silla | January 31, 2013 at 11:42 AM
Farvel og tak... Må sige at jeg holder mest af dig frøken Januer, når Kong vinter har været forbi og klædt dig i gnistrende hvidt!
Vi ses til næste år:-)
Posted by: Camilla | January 31, 2013 at 11:59 AM
Jeg synes det er dejligt med et tilbageblik på måneden der er gået :)
Posted by: Pernille | January 31, 2013 at 10:55 PM