Anna har legegruppen med hjem fra skole i dag.
Jeg er vild med konceptet og synes det er alletiders ide at man i små grupper kan komme hjem til børn man måske ikke ellers leger så meget med. Det styrker sammenholdet i klassen og modvirker lidt tendesen til at piger og drenge leger hver for sig.
Selvom jeg holder af konceptet med legegrupperne synes jeg godt at de kan være en lidt svær størrelse. Det er jo ikke en fødselsdag hvor man kan gi den gas med forberedte lege og haløj. Tværdigmod er det allerbedst hvis børnene kan finde sammen om lege på egen hånd, men der kan alligevel godt være grupper, der ikke sådan lige klikker og derfor har brug for en lille smule hjælp.
I dag startede jeg med at tage gruppen over i anlægget. Havde det været om vinteren havde jeg nok lejet skøjter til dem eller haft kælke med, men nu gjorde vi noget så low key som at fodre ænder. Børnene var sådan lidt: "vi gider ikke anlægget" men da vi først var derovre syndes de faktisk at det var sjovt at fodre ænder og bagefter løb de helt af sig selv op på legepladsen og hyggede sig fint i en halv times tid. Ideen var at have en helt enkel fælles oplevelse som kunne sætte gang i snakken og det virkede fint.
Herhjemme viste Anna de andre børn haven og huset, mens jeg lavede varm chokolade. Det er blevet en tradition at alle legegrupper hos os får varm chokolade med hele pivetøjet og det er fint for så sidder de altid og snakker og hygger sig. De fik også grønsags/frugt fad og pizzasnegle.
Så løb de ud i småregnen og legede på egen hånd. Først hoppede de på trampolin og bagefter legede de en kompliceret leg, der inkluderede et hjemmelavet edderkoppenet og et hejsesystem op til havehusets balkon.
Senere kom de ind og fik kage og saftevand og da de var lidt trætte og ikke helt vidste hvad de nu ville satte Mathilde og jeg dem i gang oppe ved opfinderbordet. En leg der kan leges af næsten alle drenge og piger.
Alt i alt synes jeg at de havde en rigtig god eftermiddag og hyggede sig fint sammen.
Hvad laver børnene hjemme hos jer når I har legegrupper?