Jeg har længe haft lyst til at lave en lidt anderledes rystekugle og nu blev det altså til en (u)hyggelig Halloween rystekugle med et græskar og en lille frø.
Min oprindelige ide var faktisk lidt mere creepy, men det kranie jeg ville have i bunden var for stort og de edderkopper, der i mine tanker skulle dale ned omkring kraniet ville helst flyde, hvilket ikke rigtigt dur i en rystekugle. Derfor blev det i stedet denne halloween udgave af en rystekugle som vel egentlig er mere hyggelig end uhyggelig.
Hvis I også vil lave en Halloween rystekugle er det ganske, ganske let:
I skal bruge et syltetøjsglas med tætsluttende låg, noget Halloween dims at lime i bunden, vandfast lim, glimmer (her har jeg brugt rødt glimmer samt efterårsblade jeg har sorteret ud af en palliet blanding fra Tiger), vand, glyserin (kan undlandes men glimmert falder finer hvis det er med i blandingen, fås hos Matas) og eventuelt lidt spindelvæv og pynt til at lime udenpå glasset.
Start med at lime dit Halloween dims fast på låget. Du skal selvfølgelig bruge vandfast lim. Lad det tørre.
Hæld vand næsten til kanten af glasset, tilsæt lidt glyserin samt glimmer.
Skru låget med den fastlimende pynt fast på glasset. Der vil løbe overskudsvand af så gør det ovenpå en karklud.
Pynt glasset med spindelvæv og Halloween dims.
Se mange flere kreative Halloween ideer her. Frem til Halloween den 31. Oktober har jeg Halloween tema her på Badut. Derfor vil der vil komme en eller to nye ideer hver dag. Planen var egentlig at hitte nogle ideer i billedarkivet (for jeg har billeder af så mange ideer jeg aldrig har fået vist frem her på bloggen) og så blande disse ideer lidt med seje ting man kan printe fra det gavmilde internet. Alligevel kunne jeg altså ikke helt dy mig for at prøve en ny idé.....
Den er supersej ;0)
Posted by: Karen Elisabeth | October 26, 2013 at 04:44 PM
Den er virkelig fin!
Posted by: Lisbeth | October 26, 2013 at 05:54 PM
Sikke en god idé. Det er så sejt ud. Vil prøve at lave i morgen sammen med børnene på arbejdet.
Posted by: Karin Laursen | October 26, 2013 at 09:36 PM
Yaks! Jeg synes, at den er ret så uhyggelig... på en hyggelig måde... :-)
Posted by: Mia Folkmann | October 27, 2013 at 09:14 AM
Hvor er I søde TAK. Jeg er simpelthen bare sådan et legebarn, der allerhelst vil hitte på noget nyt hele tiden...
Faktisk skal jeg lige tage mig sammen for at hitte den gamle harddisk og finde billederne. Gør det lige om lidt. Men altså det er bare sjovere at lege end at kikke i gamle billeder ikke?
Håber de bliver et hit med børnene Karin. Man skal bare have syltetøjsglas nok så er det virkeligt en god aktivitet for en børnehave eller skoleklasse.
Posted by: Marina | October 27, 2013 at 10:12 AM
Virkelig god ide. Så fint. I det oprindelig indlæg med jule-rystekuglen skriver du i kommentar-feltet, at der skal bruges deminiraliseret vand, men det skriver du ikke i dette indlæg? Kan man bruge vand fra hanen?
Posted by: Tine | November 12, 2013 at 11:18 AM
Kære Tine.
Det kan man sagtens. Forskelden er at vand fra hanen ikke holder lige så længe som det deminiraliserede vand. Jeg tænkte da jeg skrev anvisninger til rystekuglen at folk ville bruge dem som gaver og så var det bedst at de holdt længe. Denne Halloween rystekugle skulle bare holde en uges tid så der var almindeligt vand helt fint. I det hele taget ved jeg ikke om det er noget pjat med det deminiraliserede vand for man putter jo alle mulige ting ind i rystekuglen, der ikke er sterile, jeg har bare altid lært at det skulle gøres sådan.
Engang i december laver jeg en klassisk jule rystekugle og der tror jeg at jeg vil prøve at bruge almindeligt vand og se hvor længe det holder uden at bliver uklart.
Posted by: Marina | November 12, 2013 at 12:20 PM