Sorgens fingre i mit hår

I går ramte jeg en hare på landevejen. Det var måske ikke direkte haremord for den var overkørt og død i forvejen. Alligevel fik det lillebitte døde bump mig til at græde.

Min mor er stadigt hos mig. Hun er hos mig på så mange måder. Hun er her med alt det hun har lært mig at elske, hun er her med sin sårbarhed, som jeg omfavner og forsøger at varme og hun er her også, smerteligt, som et stort sort tomrum af savn. Jeg savner alt det vi havde sammen og jeg savner det der aldrig vil ske, aldrig vil bliver sagt mellem os.

Min mor ville ikke have forstået at den døde hare fik mig til at græde. Min mor brød sig ikke om klyk og blottede nervespidser. Alligevel var det på dobbelt vis hende jeg savnede da tårene løb i skumringstimen derude på landevejen. Irrationelt løb harens død sammen med min mors og prikkede hul ind til smerten. Lige så irrationelt var min eneste længsel, barnligt at løbe ind i et favntag, der ville holde mig og holde mig og aldrig nogensinde lade mig falde.

Comments

[Lene]

Jeg forstår dig, det er i de små ting i hverdagen at sorgen pludselig popper op. I går skulle jeg ringe til min mand, jeg brugte telefonbogen i telefonen og pludselig stod mine forældres nummer der. Min mor døde for fem år siden, vi har nok at gøre med at være der for vores far, men lige der græd jeg over, at jeg aldrig mere kunne ringe til hende.

[Ylavalishule]

Sødeste menneske... kender det alt alt for godt, at noget pludseligt sker og at en "lille" ting, kan sætte en masse masse i gang. Jeg overbeviser mig selv om, at mit irrationelle tankespind er sundt.
Sorg er en ubeskrivelig størrelse, og den er næsten uudholdelig i begyndelsen - med tiden bliver den til at savn, som man kan lære at leve med, fordi det er en nødvendighed.
Sådan har det i hvert fald været for mig. Tabet af min far, som jeg mistede for 12 år siden - følger mig stadig - heldigvis! Men ikke som i starten, hvor jeg dagligt havde et kæmpe tomrum i mig, som ikke kunne fyldes ud.
Sådan er det ikke længere, men jeg kender så godt din beskrivelse.
At noget som ikke umiddelbart hænger sammen, lige netop bliver det, der udløser gråd og måske forløsning. - En duft, en sang, en udsendelse i tv, et sted... Marina, jeg tror du skal være rigtig glad for, at du kan græde over en hare, der bumper op i bilen - og jeg tror måske også, at din mor i denne sammenhæng ville kunne forstå, at haren var den, "der gav dig lov til" at slippe sorgen fri, lade tårerne strømme og være "barnagtig" i drømmen om et knus fra din mor.
Jeg er overbevist om, at du fik et kæmpe knus derude på landevejen i aftes... Måske jeg lyder underlig nu, det er eg nok også :), men jeg mærker, når jeg tør, en nærhed og omsorg som stadig tager om mig og hjælper mig videre. Så håber så inderligt, at jeg har ret - i hvert fald giver det god mening for mig, at turde tro på, at det er sådan det har fat.
Marina, denne gang var den haren, næste gang er det noget andet ... og lad det forblive sådan, for sådan er kærlighed, savn og sorg.
De kærligste tanker - og et kæmpe kram til dig, du smukke betænksomme menneske
Kristina

[Karin Laursen]

Kæreste Marina.
Det kan være de mest mærkelige, tiltider irrationelle ting og oplevelser, der kan minde os om savnet af vores ære. Du beskriver det så smukt så jeg tydeligt
fornemmer en
Stor samhørighed imellem din mor og dig. Du er god til ay formidle dine tanker og følelser så de også givet mening for andre. Kram og tak

[Marina]

Kæreste Lene.

Tak for din dejlige hilsen. Ja det er netop de små bitte ting, der pludselig prikker hul i den hinde, der ligger rundt om sorgen. Også vi har travlt med at være der for vores far, men derfor mangler man jo fortsat og hele tiden. Det med telefonen er også noget af det som jeg synes er hårdt. I begyndelsen var det meget svært at ringe, fordi det føltes forkert at hendes stemme ikke ville være i den anden ende af forbindelsen. Jeg savner fortsat lige at kunne ringe og give et telefonknus og den følelse vil nok aldrig helt gå væk.

[Marina]

Kæreste Kristina.

Det betød rigtigt meget for mig at du gav dig tid til at skrive sådan en lang og dyb hilsnen. Det må have været meget hårdt for jer at miste din far så tidligt, et savn der, netop som du skriver, med tiden forvandler sig til ømme minder. Når jeg bliver spurgt til livet efter døden svarer jeg altid ærligt at ingen med sikkerhed ved det, men at en ting ved jeg med sikkerhed og det er at vi lever videre i de minder som bæres af de der elsker os. På den måde lever din far stadigt i dig.

Jeg forsøger faktisk at være et rationelt menneske, men jeg har hele livet haft stærke fornemmelser og tilknytninger. De er ikke til at stole på for nogen gange kommer de ikke selvom mennesker jeg elsker har det dårligt, men andre gange så kommer de meget stærkt. Jeg tror bare at der er så meget vi ikke ved rent videnskabeligt og så vil vi ikke være ved det. I gamle dage kunne mennesker mærke hinanden også på stor afstand (og ja også de døde) og det kan man stadigt nu og da hvis man giver sig selv ro og rum. Min mor er meget hos mig. Underligt nok ikke sådan at hun passer på mig, men mere sådan at hun gerne vil holdes om og passes på. Det er fint at kunne holde varsomt om minderne så jeg er taknemmelig.

[Marina]

Kæreste Karin

Tak for din søde hilsen. Der går ikke en dag uden at jeg savner min mor og lige nu hvor jeg lige har haft fødselsdag er det særligt mørkt. Jeg skriver ikke så ofte om sorgen her på Badut (og det er jo også meget privat), men i dag følte jeg at jeg ville dele det øjeblik. Noget af det jeg selv holder af når jeg læser blogs er at mærke andres følelser, så nogle gange vil jeg også gerne give lidt af mig selv. Det glæder mig så meget at det jeg skrev også gav mening for dig.

[Ylavalishule]

Kæreste Marina

"Vores" kære LEVER videre i os - i form af vore erindringer og i vores kærlighed. Om der findes noget efter døden, skal jeg heller ikke gøre mig klog på. Jeg tror dog på og mærker, som du beskriver det, at min far eller min afdøde veninde ved lejlighed er hos mig. Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord end som så, og jeg tror, at vi kan, hvis vi tør lukke det ind, mærke det...
Pas godt på din mor, det lyder som om,. hun har brug for det... Og så håber jeg, at der er nogen der også passer rigtig godt på dig - for selvom sorgen og savnet er en ensom rejse, er det alligevel rart og nødvendigt at blive holdt om.
Og ja, det var ubeskrivelig hårdt at miste min far - han døde som 47 årig ved en bilulykke. Uden vi nåede at "finde" hinanden sådan rigtigt, vi arbejdede på det, og nu er det for sent i ordet, men på underlig vis, er det alligevel lykkedes os at slutte fred, og finde hinanden, lyder det mærkeligt? - Måske nok, men det er sådan jeg har det - og det er den følelse, jeg finder ro og fred i.

De kærligste tanker
Kristina

[Marina]

Kære, kære Kristina

En dag må vi have en rigtig snak om det her. Jeg tror vi er meget enige om mange ting, men der behøves på en eller anden led nærhed for at ordene helt kan få lov at sige det vi fornemmer. Selv kan jeg ihvertfald kun vanskeligt sætte ord på netop dette når jeg ikke også kan bruge stemmen og pauserne.