November i valgfri nuancer. Badut klassik

For nylig fyldte Badut 5 år og for en blog er det vel godt og vel voksent, eller hvad tænker I? Ihverfald har bloggen været gennem en masse forskellige livsfaser og nu er jeg nået dertil, hvor jeg ikke helt kan huske hvor jeg skrev hvad og hvorfor, samt, meget ironisk, netop også en blogalder hvor jeg har lyst til at kikke tilbage.

Som en slags fødselsdagsgave til mit senil-sentimentale bloggerselv, besluttede jeg derfor at jeg i år ville genblogge fem gamle Badut indlæg. Indlæg, der på en eller anden led, har været med til at gøre Badut til Badut, som bloggen ser ud lige nu.

Tanken var faktisk også at jeg ville poste dem på den samme dag som de oprindeligt var skrevet, men hey det første indlæg jeg gerne ville have halet frem fra de støvede gemmer viser sig faktisk at være skrevet den 5. november 2009. Således allerede en dag forsinket, genblogger jeg nedenfor lige præcis dén dag hvor jeg valgte at elske november. I 2009 var det en helt usædvanlig hæslig november. Regnen stod sur og våd ned fra morgen til aften, men jeg husker at min beslutning betød at november for mig fik langt flere nuancer. Nu fire år efter kan jeg sige at den beslutning om at finde de bedste sider i alle månder er blevet en hjørnesten på min blog og en egenskab ved bloggen som rigtigt mange læsere fortæller at de inspireres af. For mig er det det største jeg kan opnå som blogger, at inspirer andre. Netop derfor er dette november indlæg vigtigt for mig:

Min kat har våde ører. Bebrejdende ser den på mig med blink i de gule ravøjne. Jeg glatter dens brændeovnstæppe, der var kommet på afveje som en del af et udvidet hulebyggeri, men den er stadig sur

”Det er ikke min skyld” forsvarer jeg mig, ”Tante November er bare rigtigt galsindet i år”.Katten kikker hånligt på mig. Instinktivt fornemmer den min skyldfølelse. For måske er det lidt min skyld at Tante November i år har sat sig for at fjerne al farve fra verden allerede her i den allerførste uge af hendes regeringstid.

Måske er jeg lidt medskyldig, fordi jeg ikke rigtigt kan elske hende og måske er der lidt for mange mennesker der har det lige som mig, og måske, kun måske, er det netop derfor at Tante November er sådan en galsindet mokke.

Nu er dage forskellige, selv inden for den samme måned. Nogen er lyse, andre er mørke, men novemberdagenes fællesnævner har for mig altid være grå tilbagegang.

Min løsning på november har derfor været den simple at gøre første uge til en slags oktober og sidste uge til en slags december. Så er der kun to sure uger i midten at udholde og her har jeg meget genialt født et solskinsbarn hvis fødselsdag, med højt hurra og lyserøde tylskørter kaster glimmer og glans over sjap og tiltagende mørke. På den måde kan jeg næsten ignorere at Tante November har magten derude og at det grå mørke, dag for dag sniger sig ind på mig.

I år har november været værre end ellers. Jeg stikker stadigt næsen udenfor hver dag, men jeg gør det indsvøbt i mange lag varme trøjer og jakker. Som en uformelig klump af uldne tekstiler trisser jeg rundt med et nøje fastlagt mål for øje. Når opgaven er fuldført smækker jeg atter døren for næsen af Tante November og løber ind til min hyggelige brændeovn. Rasende af jalousi står hun så derude og kaster kaskader af iskold regn mod mine vinduer.”Jeg kender dig” ikke mumler jeg surt og vender ryggen til vinduerne.

Men Tante November har måske fortjent en bedre behandling. Som moralen i mangt en børnebog vil fremhæve så bliver selv den koldeste trold blød om hjertet hvis den får et knus og måske har Tante November det på samme måde.

I mandags gav hun mig en gave af overjordisk skønhed og den gestus vil jeg ikke glemme. Solen stod lavt, regnvejrsskyerne  hang tungt, men pludseligt i ét øjeblik forvandles verden, lyset blev gyldent og det stod i fede lysende striber ned fra skyerne som på ét af de der gamle billeder af Jesus, bare uendeligt meget smukkere. I den pludselige varme dampede landskabet i gyldne tåger og de piger jeg havde på bagsædet blev helt stille af benovelse. Det var så smukt at folk på vejene stod stille og smilede op i himlen og jeg fik lyst til at køre i al evighed til jeg nåede til selveste paradiset.  Desværre var det kun et kort øjeblik mens solen kyssede horisonten og bagefter var verden atter regnvejrsgrå. Men jeg husker den gave og fra nu af vil jeg anstrenge mig for at finde en ny og mere venligt indstillet fællesnævner for novembers dage.

Indlæg fra 5. november 2009, hvor vi boede i den Kronede Kats gamle hus på Fejø. Katten var en anden. Trud som vi har i dag har ikke det mindste imod regn. Billederne er hastigt knipset denne morgen hvor solen pludselig brød gennem regnskyerne. 

Comments

[Stinemor]

<3 <3 <3 Åhh hvor jeg elsker dine indlæg! Både nye som gamle

[Marina]

Hvor er du sød tak. Det er mest en lille serie til mig selv, men også lidt en slags beretning over hvad der former en blog. Hvis den lille serie bliver sjov at lave, genblogger jeg måske seks indlæg næste år og så videre (så om 365 år kan jeg bare genblogge, fremfor at skrive....)

[Ninette]

dejligt indläg! jeg er jo en ny läser, så for mig er alle indläg nye!

[Pernille]

Det er et dejligt indlæg, der bestemt tåler en reprise :)

[Marina]

Kære Ninette.

TAK. Ja det er det gode ved at finde nye gamle blogs. Der er meget at gå på opdagelse i, sådan har jeg det også hos dig.

[Marina]

Kære Pernille

Tak. Det betyder meget at høre det fra dig, som har hængt ved Badut i både den ene og den anden fase.

[Maria Lisette]

Jeg er jo ny her på badut, men må bestemt blive hængende... Hvor fint og rammende beskrevet!!! :-)
KH

[Marina]

Tak søde Maria Lisette. Det indlæg skrev jeg i sin tid bare lige ud af posen og det sjove er at det siden kom til at betyde så meget for mig, ikke bare for bloggen men også for det at jeg prøver at gøre november til en slags pause. Oktober er en vanvittig travl måned og december ligeså, hvis ikke jeg formår at nyde dage med ro i november brænder jeg sammen.

[Maria Lisette]

Fornuftigt! :-) Åh altså, har selv haft lidt travlt, og ikke rigtigt tid til hverken at læse eller skrive blogs, men savner det... :-)