Þingvellir (eller Tingvalla / Thingvellir) må være et af verdens mest utrolige steder. Lige her kan man nemlig som et af meget få steder på jorden se hvordan de tektoniske plader trækker sig fra hinanden og derved danner enorme sprækker. Man kan altså gå lige der hvor Europa og Det nordamrikanske kontinent glider fra hinanden og har man mulighed for det kan man også dykke mellem pladerne i søen Þingvallavatn (Thingvallavatn) der er Islands største naturlige sø.
Samtidigt har Þingvellir også en oldgammel menneskelig historie. Det var nemlig lige præcis her på Tingsletten at Vikingerne mødes til lovforsamling fra år 930 og frem til 1798. Stedet blev blandt andet valgt, fordi det lå relativt centralt for mange af de mennesker, der dengang boede på Island, men helt let var rejsen alligevel ikke. Rejsetiden for den høvding og hans folk, der måtte rejse længst var I7 dage.
Fra begyndelsen og mange århundrede frem var Þingvellir stedet for et af datidens mest reale demokratier, der havde lovgivende og dømmende magt, men ingen udøvende magt. Alle havde ret til at tale deres sag og lovene blev vedtaget gennem forhandling, idet Island var en fristat uden en konge. Det har selvsagt været sådan at nogle folk havde mere magt end andre, men i datidens verden har det været et usædvanligt demokratisk system og det bliver da også kaldt for verdens ældste parlament.
Ved Þingvellir mindede man hinanden om hvad der var lov og samtidigt vedtog man nye love når der var behov. Det forgik sådan at lovsigeren udråbte 1/4 af lovteksten så alle kunne høre den og huske den. Året efter var det så en ny 1/4 og så videre. Alle love blev altså genopfrisket hvert fjerde år. Lovsigeren var den eneste lønnede medarbejder ved datidens lovforsamling. Man kan vist godt sige at forholdene for demokratiet har ændret sig lidt siden da....
Senere så nogle af Islands mest magtfulde familier en fordel i at ændre systemet og i 1262 valgte de at underlægge sig den norske konge, der på det tidspunkt var meget magtfuld i ishavet og det nordlige Skandinavien. Herved blev det oprindelige system baseret på en slags magtballance mellem 36 høvdinge ændret og de høvdinge der havde fået norsk støtte blev den nye overklasse. I 1380 hvor Norge kom under danske konge blev Island en norsk/dansk koloni og fra 1660 hvor Danmark blev et enevælde var det helt slut med demokratiet. Alligevel mødtes man fortsat ved Þingvellir og da kampen for selvstændighed for alvor tog fart fra 1850 blev Þingvellir et vigtigt symbol på den Islandske kultur.
Som man kan tænke sig var lovforsamling fra gammel tid også et højdepunkt i det islandske samfund. Det var her man mødes udvekslede nyheder, handlede og lagde fremtidsplaner. Det er derfor klart at Þingvellir på så mange måder er selve kernen i Islandsk selvforståelse og kultur.
Mine unger elskede Þingvellir og kunne sagtens være blevet hele dagen. Der var så mange klipper at klatre på for min yngste og så megen historisk stemning at suge ind for de ældste. Området vrimler med gangstier og man kan både fiske og dykke. Det er klart at man ikke når det hele hvis man oplever stedet som en del af dagsturen den gyldne cirkel, men jeg kan kun anbefale at sætte masser af tid af.
I sommeren 2013 var vi på familierejse til USA. På vejen stoppede vi tre dage på Island som vi allesammen drømmer om at vende tilbage til. Her på Badut deler jeg af og til en lille håndfuld billeder fra et af de steder vi besøgte på rejsen. Læs mere om Island her. Ved Þingvellir fik jeg taget alt for få billeder. Beklager. Jeg tror jeg havde travlt med at bekymrer mig om børn der klatrede på klipper og læse spændende skilte om historie.
Hvor er det spændende at opleve sådan et historisk sted. Jeg glæder mig over at følge med i følgetonen om jeres tur, og glæder mig blot endnu mere til det engang bliver min tur til at komme derop
Posted by: Stinemor | November 18, 2013 at 08:24 PM