Tidligt morgenmørke. Ikke en lyd fra den sovende famillie, kun katten, der sultent mjaver vejen ind til madskålen. Frem med den koldhævede luciadej, smutte mandler, finde (ustrøgne) hvide duge, sprede stjerner på gulvet, tænde op, tænde lys, indsnuse duften af luciabagværk i ovnen og den varme chokolade på komfuret. Lidt over 6 kommer manden ind. Han bliver overrasket og glad og lover at røre i chokoladen, mens jeg vækker børnene.
Da jeg kommer tilbage sidder manden ved bordet med kaffekop og masser af aviser spredt ud over alt det hvide. Børnene kommer ind ét efter ét, de smiler selvom det er tidligt, men bliver mødt med hverdag af manden med aviserne: Vasketøj, telefoneopladere der er væk, kalendre der skal kordineres. Hovderne hænger, magien er væk. Jeg surmuler. Kan ikke lade være. Forstår sådan set sagtens at han ser dem så alt alt for lidt, men ikke helt hvorfor der skal hældes så meget hverdag ud over det der godt kunne være en særlig morgen.
Så spiser vi sammen som vi gør det hvert år på luciamorgen. Det er hyggeligt med lys og latter, men også lidt trykket, fordi ungerne godt kan se at jeg ikke er helt glad. Da manden er gået hiver de mig hver for sig ind under misteltenen i gangen til kram og kindkys. Vi har god tid fordi jeg hev dem allesammen tidligt ud af dynerne for at det kunne passe med mandens kalender.
Humøret stiger og bliver kun bedre da Anna og jeg kommer ud til cyklerne. Tågen ligger nemlig mild og mystisk over vores lille skovvej og Anna begynder straks at fortælle eventyr. Heldigvis involverer historien på et tidspunkt en ret grum heks vi skal flygte fra, for ellers var vi nok kommet for sent i skole og det ville have været trist for netop denne morgen er der traditionen tro luciaoptog i salen. Faktisk var der også åbent hus, der betyder at forældre meget gerne skal blive og opleve skoledagen, men selvom Anna er grædefærdig må jeg hjem, fordi strømmen er gået i halvdelen af huset og den flinke elektrikker har lovet at komme hurtigt.
Og her står jeg så nu. I køknet ved køkkenbordet, fordi det tilfældigvis er et af de steder hvor der er strøm. Ingen elektrikker, selvom han ville komme inden 12 og klokken nu er godt og vel 13. Det er lykkes at rigge noget netforbindelse til og om lidt vil jeg gå igang med at få handlet årets julegaver.
Hverdagsglimt: små ustylede glimt fra vores virkelighed. I dag er vel et meget godt eksempel på at selv de magiske morgner har mange facetter. Jeg kunne have valgt at holde fokus det rigtige sted, men lod mig irriterer for let, hvilket aldrig gavner noget og slet ikke den altid sårbare hverdagsmagi. I morgen ser jeg heldigvis manden igen og så vil jeg skabe en god dag.
Tak for alle dine glimt og dejlige ord.
Jeg kender godt følelsen af skuffede forventinger og irritationer - mon ikke de fleste gør det... Håber I fik en skøn lørdag sammen.
Posted by: Annette | December 14, 2013 at 10:49 PM
Kære Annette.
Det var slet ikke sådan at vi skændes, det gør vi faktisk næsten aldrig. Jeg er bare lidt ked denne jul og følte måske ikke at det var nødvendigt at skælde ud på morgentrætte børn og især måske ikke når jeg gerne ville skabe en god stemning.
Lørdag var super hyggelig. Manden var helt usædvanligt hjemme hele dagen og var til Annas store glæde med til graduering i karateklubben. Det tog faktisk næsten hele dagen, men vi nåede da også lige at få hentet det juletræ Anna har vundet (og som kun kunne hentes den ene dag).
Posted by: Marina | December 15, 2013 at 11:08 PM
Godt at høre. Og jeg forstår godt, at denne jul måske er lidt svær...
Varme tanker
Posted by: Annette | December 16, 2013 at 06:21 PM