Min far på det Mols som han elskede.
Det ene øjeblik kan man gå ned af gaden. Frisk, glad og med humor i lommen. Man kan uddele knus og sjove bemærkninger og glæde sig til at komme hjem og have det lidt roligt efter mange gode dage med oplevelser.
Det næste øjeblik kan man falde død om.
Lige præcis sådan døde min far og for mig er det stadigt helt ufatteligt. Jeg savner ham så meget at alle ord er som drænet fra mig.
Min far skabte sig ved egne stædige kræfter et usædvanligt liv. Et liv fyldt med eventyr, historier og gode venskaber. Som jeg sagde i den fyldte kirke i fredags var min far aldrig nærrig med sine kræfter. Han kastede sig ind i livets udfordringer, også når livet bød på modgang. Hans liv blev bedre end de flestes. Det ved jeg fra dybe samtaler at han selv tænkte. Alligevel er det forenklet at sige at han fik et godt liv. Min far skabte sig selv et godt liv og valgte at se det sådan, også selvom hans liv bød på meget modstand og mange sorger.
Min far skabte sig selv et godt liv og fik en rigtig god død som gave. Alle der kender min far den mindste smule ved at den død han fik var den bedst tænkelig. At dø pludseligt, i godt humør og uden at have været nogen til byrde er, når det skal være, en god død. Min far var ikke bange for døden. Han vidste at den pludseligt kunne komme og så den roligt i øjnene.
Tilbage står vi fire søskende. Min søster og jeg mistede vores mor sidste år og den sorg, der endnu ikke er mildnet af tiden blusser op når vi går der i huset mellem alle de ting, der bære på deres historier. Det er svært.
Tungt, trist og tomt.
På Badut bliver her stille. Der er ikke mange ord i mig for tiden og det tænker jeg godt I forstår.