Blå regn

Det er så let at putte med sine talenter. Så let at tænke at de ikke helt rækker, eller at verden ikke vil tage imod dem. 

Sådan tænker blåregnen ikke. Ganske uden tøven blomstre den i blå kaskader bare fordi det er dét og kun dét den har at tilregne verden. 

Måske har du lagt mærke til det? Det med at jeg her på det sidste et par gange har skrevet lidt lommefilosofisk om at åbne sig for livet (her og her)?

Der er mere til det end at jeg pludselig skal til at være bedrevidende jubel-lykke-blomster-blogger. Efter mine forældres død har jeg haft meget brug for at arbejde med mig selv og brug for at mærke hvem jeg nu vil være. Det vil ikke være en overdrivelse at sige at jeg har mit at kæmpe med, men hvem har ikke det hvis man kradser lidt i idylen? Midt i livet med tre fantastiske børn, orden i fryseren (men ingen andre steder...) og en mand jeg elsker er der meget at være taknemmelig for, så alt i alt har livet villet mig det godt trods alt. Ganske forsigtigt vil jeg gerne begynde at tro på at det faktisk er sådan. Af og til rammer en sandhed mig særligt dybt og så vil jeg gerne dele med jer. 

I dag er det det der med talentet for de år hvor blåregnen ikke gider at blomster mangler den jo i verden og sådan er det helt sikkert også med det DU kan, ja måske endog med det jeg kan?

 

 

Comments

[Miri]

Jeg synes de indlæg er spændende og tankevækkende og noget jeg selv kan bruge.

[Karin Laursen]

Jo jeg har lagt mærke til en anden retning i nogle af dine indlæg. De mere filosofiske indlæg er bestemt relevante og tankevækkende og noget som jeg helt sikkert vil læse. Og ja, vi er alle blevet givet talent for et eller andet. Og den enes talent er jo ikke mere betydningsfuldt end den andens. Nogen gange tager vi måske for givet lige netop det, den anden eller det vi selv kan, men når det ikke er der, så savner og mangler vi det. Jeg er sikker på det både du og jeg kan, er betydningsfuld for nogen og for os selv. :-)

[Helle]

Hej Marina.
Jeg synes, at det er dejligt, at der også er plads til at være filosofisk og til at tænke over tingene på din blog. Livet kan ikke være perfekt for alle hele tiden, og det tror jeg heller ikke, at det skal. Op-og nedture eller midt i mellem er bare med til at gøre os stærkere og klogere, og måske også lidt mere ydmyge overfor verden. Nogen gange kan man godt tænke "hvorfor er dagen i dag ikke lige helt super - jeg har jo alt, jeg kunne ønske mig"?. Når min verden ind i mellem - det er heldigvis ikke særlig tit - ikke lige er som jeg synes, den burde være, så tænker jeg over alle de små og store ting, som er med til at gøre mit liv lykkeligt, og så letter de sorte tanker som regel hurtigt. Jeg tænker meget over livets finurligheder, men det gør mig godt, at jeg har - giver mig selv - tid til det. Jeg ender altid med at komme til den konklusion, at det aller aller vigtigste for mig er, at jeg har 2 fantastiske børn og som du også skriver en mand, som jeg elsker, et super arbejde med få timer (selvvalgt) et godt helbred og derudover bor i et land med så mange valgmuligheder. Alt sammen måske ret så banalt, men virkelig dejligt, og når man ikke skal bruge energi på at tænke på det, ja så bliver der meget plads til at nyde de små ting i hverdagen, en skøn morgen med dug og fuglesang, haven, naturen, dyrene, solsortens sidste sang før solen går ned, sommernætter med nattergalesang, ja jeg kunne blive ved. Så endnu engang tak for din inspiration. Vh Helle.

[Pernille]

Det er sådan nogle skønne billeder du tager :)

[Marina]

Hvor er du sød Miri.

Du er jo selv meget tænkene og god til at arbejde med det positive i livet. Der er et slægtskab der tænker jeg tit.