Når det kommer til vovemod og vilde eventyr er min yngste på 8 år frisk på det meste. Derfor var hun også fyr og flamme da jeg luftede ideen om en gåtur på Europas største gletcher Vatnajökull, der dækker ikke mindre end 8 % af Island. Især var Anna selvfølgelig vild med muligheden for at få prøvet at gå med ispigge spændt fast under støvlerne og isøkse. Allerhelst ville hun gå en virkelig vild tur.
Desværre er turoperatørere knap så vilde og blodige som Anna, ihvertfald ikke når det kommer til at tage 8 årige med ud i vildmarken. Derfor bookede jeg en ret fredsommelig 2 1/2 times tur med Icelandic Mountain Guides. Det er den tur de kalder Blue Ice Experience og det er den vildeste tur man kan få lov til at gå som 8 årige. For alle de andre gæster, der var med på vores udflugt så det da også ud til at være rigeligt fint at få lov at trampe rundt på en ægte Gletcher. Guiden var dygtig og det kan på ingen måde tilrådes at gå op på Skaftafell tungen uden guide og ispigge under støvlerne. Der er nemlig dybe sprækker i isen og gletcheren forandre sig hele tiden. Svinafellsjokull tungen er sort af lavastøv fra vulkanudbrud og overalt ligger der sten, der er blevet ført med isen oppe fra bjergene. Alt sammen spændende. Tilmed havde vi super fint solskinsvejr det meste af tiden.
Anna var også glad, hun trampede som man skulle med pigskoene, hakkede ivrigt med isøksen og samlede ikke mindst en kæmpe bunke spændende sten sammen. Alligevel må det indrømmes at hun en stor del af tiden gik og kikkede længselsfuldt ud mod den vildere horisont og at hun knap kan vente til hun en dag er gammel nok til at kunne bestige en ægte sprutlevende vulkan...
Som man kan se på billederne var det ikke nødvendigt med andet udstyr end regnbukser og gode vandrestøvler. Vejret var ikke koldere på gletcheren end det sådan iøvrigt var den dag. Turoperatøren udlejer støvler og udlåner vanter. Ispigge til at spænde under støvlerne og isøkser er indkluderet i prisen på turen.
Drømmer du dig væk fra de hjemlige horisonter og ud der hvor eventyret åbner horisonten kan jeg varmt anbefale Island. Få lande i verden er så vilde og smukke og samtidigt så sikre rejselande og netop derfor er Island helt perfekt til at rejse med børn.
Billederne i ugens rejseglimt er fra sommeren 2014 hvor Anna og jeg var på tomands eventyr til Island. Læs flere rejseglimt fra Island her. Der er billeder og rejsetips både fra vores familietur i 2013 og fra vores tomandseventyr i 2014. Jeg er langt fra færdig med at fortælle om Island og derfor vil der helt sikkert komme flere Islandske billeder.
Fantastiske billeder får helt lyst til selv at komme afsted.
Posted by: Tinna Densted | September 27, 2014 at 08:35 AM
Så flotte billeder. Man fornemmer storheden. Din datters ranke holdning virker stolt og livsbekræftende. Vi har også talt om Island som feriemål men det virker dyrt. Måske det bare er et spørgsmål om at finde det rette sted osv.
Posted by: Karin Laursen | September 27, 2014 at 09:50 PM
Kære Tinna
TAK. Jeg kan kun på det allervarmeste anbefale en rejse til Island. Det er mit yndlingsrejseland og jeg tror aldrig man bliver helt den samme når man har været på besøg i det vilde landskab.
Posted by: Marina | September 29, 2014 at 01:25 PM
Kære Karin
Det kan ikke nægtes at prisniveauet er højt på Island og det gælder hele vejen rundt: billeje, hoteller, mad. Til gengæld er naturen gratis og det er den man kommer for at opleve. Med mindre man vælger at sejle ud for at se på hvaler eller som her at gå på glecher vandring skal man altså ikke bruge penge på "underholdning".
På Island får man en unik oplevelse. Jeg vil personligt hellere en uge til Island end på tre ugers badeferie til Thailand, men sådan er vi jo heldigvis forskellige. Island satser massivt på turismen, men ikke på den billige turisme og hellere ikke på de der forlanger luksus. Istedet satser man på de turister der er relativt hårdføre og som gerne vil betale for den unikke oplevelse. Man skal altså ikke regne med at få luksus for få penge hvis man rejser til Island.
Alligevel kan man jo også gøre meget for at holde udgifterne lidt nede. Bo fx på små bed and breakfast (farmstay) men husk at book i god tid for de har ikke meget plads. Anna og jeg sørgede selv for morgenmad og frokost. Meget havde vi med hjemmefra og resten købte vi i lokale supermarkeder. Om aftenen gik vi ud og spiste god mad på mellemniveau steder. Her var prisniveauet sådan ca som i Danmark men vi sparede mange penge på kun at drikke gratis vand og droppe sodavand og vin. På Island har de verdens bedste drikkevand så det var ikke noget stort offer.
Posted by: Marina | September 29, 2014 at 01:36 PM