Disse lækre boller med saftigt æblefyld kan næsten gå for at være kage. Der er ingen behov for pålæg for bollerne er allerede fyldt med den søde kombination af æblemos og karamel.
4 dl vand
1 tsk groft havsalt
1 stor spsk sukker
25 g gær
2 æg
200 g ølandshvede (kan erstattes af en anden fuldkornsmel efter smag)
ca. 400 g hvedemel
100 g smør
Til fyld:
En teskefuld æblemos pr boller (se opskrift på æblemos her)
En teskefuld karamel pr bolle (se opskrift på dolche de leche her)
Til kaneldrys:
1 æg
1 spsk sukker
1 spsk kanel
Sådan gør du
Hæld vand i en stor røreskål (gerne en hvortil du har et tætsluttende låg).
Tilsæt salt, sukker, æg og smuldret gær. Rør med en gaffel til gæren er opløst.
Tilsæt mel. Hold lidt tilbage til æltningen. Lad være med at røre dejen sammen endnu.
Ovenpå melet ligger du smør i små terninger. Smuldre dem ind i melet. Det gør ikke noget hvis de ikke bliver helt findelt. Pointen er bare at smørret skal have lov til at smelte ind i bollen under bagningen.
Rør det hele sammen med gaflen. Når det bliver tungt at røre hælder du dejen ud på et meldrysset bord og ælter den godt igennem.
Når dejen er blank og smidig lægger du den tilbage i skålen og dækker skålen sådan at væden ikke kan slippe ud. Det er nemmest med et tætsluttende låg som dem der fås til Rostiskålene, men du kan også bruge en badehætte eller filme skålen tæt med husholdingsfilm.
Lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Det tager ca. to timer.
Når dejen har hævet færdig tænder du ovnen på 200C og gør en bageplade klar med bagepapir.
Med meldryssede hænder tager du nu en klump dej op i hånden, gør dejklumpen flad. Læg en klat karamel og herefter en klat æblemos midt på dejen. Dette går nemmest hvis du har en køkkenhjælper eller to der kan styre æblemos og karamel. Fold dejen rundt om fyldet og sæt bollen på pladen med foldningerne ned af.
Gentag med alle de andre boller.
Når alle bollerne er lavet blander du kanel og sukker til kanelsukker.
Herefter pensler du bollerne med sammenpisket æg og drysser med kanelsukker. Disse job plejer at være et hit hos de fleste børn.
Lad bollerne efterhæve ca. 30 minutter. Imens opvarmes ovnen til 200 C varmluft.
Smæk bollerne i ovnen og lad dem bage til de er smukt gyldne og lyder hule når du banker dem under bunden. Afhængigt af størrelsen tager det ca. 30 minutter.
Mums ! En sådan lækkerhed kunne jeg godt spise lige nu - her på en grå Torsdag :)
Posted by: Miri | November 13, 2014 at 11:22 AM
Der lyder bare lækkert, tror de skal prøves
Posted by: Camilla | November 13, 2014 at 10:07 PM
Øj, de ser gode ud, de boller :-)
Posted by: Birgitte B | November 14, 2014 at 09:21 AM
Kære Miri. Boller med æblemos er bare en rigtig hyggelig november-hygge spise. Kan varmt og kærligt anbefales.
Posted by: Marina | November 14, 2014 at 09:48 AM
Kære Camilla.
Bollerne med æblemos er bare super lækre. God fornøjelse hvis du prøver opskriften.
Posted by: Marina | November 14, 2014 at 09:49 AM
Kære Birgitte
Hvor er jeg glad for at du kan lide billedet af bollerne med æblemos. TAK. Måske får du ligefrem lyst til at prøve opskriften?
Posted by: Marina | November 14, 2014 at 09:51 AM
Kære Marina
Det er ikke utænkeligt, at jeg giver mig i kast med det :-) tænker dog lidt at lave det til snegle i stedet? Det er nemlig et stort hit herhjemme. Kh. Birgitte
Posted by: Birgitte B | November 14, 2014 at 10:28 AM
Kære Birgitte
Å ja snegle (med æblemos), det er altså også bare et hit og faktisk også lidt nemmere at lave synes jeg. Er det min opskrift du bruger? Så bliver jeg faktisk lidt stolt hvis du synes de er et hit! God bagelyst.
Posted by: Marina | November 14, 2014 at 10:38 AM
Kære Marina - er først lige faldet over din skønne blog, så jeg vil prøve at lave snegle ud fra din opskrift. Især drysset vil være et hit tænker jeg. Kh. Birgitte
Posted by: Birgitte B | November 14, 2014 at 11:05 AM