DIY på hjemmelavet gavepapir: nemt, smukt og billigt gavepapir, der ligner en million.
Når det kommer til personlig gaveindpakning er intet vel mere personligt end at pakke gaverne ind i hjemmedesignet gavepapir, der passer lige præcis til din smag. Tilmed er det slet ikke spor svært.
I år har jeg lavet fire forskellige slags hjemmelavet gavepapir med matchende grafiske mønstre. Alle fire typer gavepapir er lavet efter samme nemme princip:
Hos CC hobby købte jeg en rulle med kraftigt mat tegnepapir. Hele rullen kostede lige under 30 kr.
Tegnepapiret rullede jeg ud i lange baner på mit spisebord. (Man kunne også vælge gulvet hvis spisebordet ikke er langt nok).
Herefter malede jeg tegnepapiret med akrylmaling:
Den første bane malede jeg simpelthen med en lang lige streg med en stor malerpensel. Det tog kun få minutter og resultatet er super fint, netop fordi striben blev smukt ujævn i udtrykket.
Bane to malede jeg mere som et maleri af flere omgange idet jeg lod malingen tørre mellem hver farve. Hist og pist satte jeg lidt bladsølv fast i den våde maling.
Bane tre malede jeg med en hel masse små røde prikker.
Bane fire malede jeg med sorte udtværede malerklatter, igen malet med den brede malerpensel. I hver af de udtværede malerklatter satte jeg et stykke bladsølv fast i den våde maling. Da malingen var næsten tør dubbede jeg med lidt vand i kanten af nogle af pletterne sådan at malingen flød lidt ud.
Jeg havde plads til at lade to baner tørre på samme tid så jeg lavede arbejdet af to omgange.
Da tegnepapiret var tørt rullede jeg det sammen i ruller og nu har jeg det fineste hjemmelavede gavepapir, tykt og graftigt og med et grafisk udtryk jeg ikke ville kunne finde magen til i butikkerne. Faktisk må jeg indrømme at jeg er meget tilfreds med resultatet.
Hvis du også har lyst til at lave dit helt eget hjemmelavede gavepapir er det bare at kaste sig ud i det.
Min anbefaling vil være ikke at vælge et alt for avangseret mønster. Jeg holder personligt mest af papiret med den helt enkle, brede streg og af papiret med de brede pletter.
Tænk også på at det er gavepapir du laver når du maler på tegnepapiret. Dit flotteste element i designet skal ikke være for tæt på kanten af papiret, der jo helt uundgåeligt havner på bagsiden af gaven.
Alternativt kan du selvfølgelig male på hver enkelt gave, men jeg synes faktisk bedre om den tilfældighed der kommer ind i udtrykket på denne måde og så er det jo også skønt at kunne lave sit gavepapir på eén gang.
Til det grafiske gavepapir har jeg brugt:
Tykt tegnepair i rulle fra CC hobby (der er til rigtigt meget gavepapir i sådan en rulle. Jeg brugte det i første omgang til dug til min datters kunstner fødselsdag og har stadigt en del tilbage til endnu et projekt jeg har i tankerne).
Billig akrylmaling. Fås fx hos søstrene eller i Bilka. Jeg brugte sort, sølv og rød.
Bladsølv. Fås fx hos søstrene. Til de to ruller gavepapir hvor jeg brugte bladsølv brugte jeg ialt to ark bladsølv.
Malerpensel til det meste, lille skumdutter til de små pletter og en viftepensel til at påføre en smule vand til de sorte pletter.
Dette indlæg er en del af min serie med tips og ideer til den kreative julegaveindpakning. Hver dag frem til den 6 december kommer der nye ideer. Tryk her for at se alle de indlæg der hidtil har været bragt i serien.
Hvor er det bare flot. Det er jo så nærmest helt ligegyldigt hvad der er indeni når gaven er pakket så fint ind!
Posted by: Katja | Shift Ctrl Art | December 02, 2014 at 10:30 AM
Hvor er det bare fint! Meget meget god ide :)
Posted by: Kristina | December 02, 2014 at 12:28 PM
Det er en hamrende gode idé. Jeg kan godt se, at jeg gør aaalt for lidt ud af indpakningen af gaver...
Posted by: Astrid/Die HausFrau | December 02, 2014 at 06:46 PM