Nemme og billige hjemmelavede lyshuse:
Der er nu noget særligt ved det der med at komme hjem til jul og netop derfor har lyshuse altid været en klassiker til jul. Vi har tit lavet sådan en lille gruppe huse og det er ganske nemt. Her viser jeg husene i hvid og stylet helt enkelt på et flot fad med lyskæde og kogler, men det er helt oplagt at dekorerer videre på huset og lade det indgå i et nisselandskab eller lignene.
Det skal du bruge:
Vaskede mælkekartoner
Skarp saks og også gerne en hobbykniv
Gesso (fås fx hos søsterne Green)
Pensel
Lyskæde, fad og kogler eller små batteridrevne fyrfadslys
Sådan gør du:
Klip mælkekartongens bund af sådan at du får huse af ønsket størrelse.
Tegn op hvor du gerne vil have vinduer og døre. Altid sjovt for et barn.
Klip vinduer og dør ud. Dette er et job for en voksen eller et stort barn.
Mal med gesso. Hvis huset skal fremstå hvidt skal det males to gange. Skal du derimod male videre på huset behøver du kun at male det én gang med gesso.
Alder:
Børn elsker når noget de har lavet indgår i hyggen og her er lyshusene oplagte. Børn skal ikke være ret store for at bestemme hvor vinduer og døre skal være (for det bliver faktisk bedst hvis det er lidt skævt og skørt). Man skal også bare kunne holde på en pensel for at kunne male husene hvide med gesso. Det kræver derimod et stort barn eller en voksen at klippe i mælkekartonen.
Pyntningen af husene kan være supersjovt og er et hit hos små og store børn. Man kan male husene, drysse med glimmer, dekorerer husene med naturfund eller dims fra julekassen. Fantasien sætter ingen grænser!
Dette indlæg er en del af vores serie med kreative juleideer til børn. Klik her for at se alle ideerne.
Historien bag dagens ide: Lyshusene kom med blandt årets ideer, fordi Anna havde udtænkt en ide til årets kalenderlys til klassen hvori der indgik huse. Vi var sådan set godt i gang med at lave husene, men så fik hun simpelthen så store ugeopgaver i både dansk og matematik at der ikke blev tid til den ambitiøse udgave af kalenderlyset. I stedet lavede hun en rigtig fin og simpel udgave som jeg aldrig har fået vist jer. Måske til næste år...
Nu står husene istedet på Annas værelse hvor hun hygger sig meget med at tænde lys i dem før hun skal sove.
Koglerne har vi selv haft med hjem fra USA og Australien. De sjove lidt mindre kogler stammer fra Verdens største træ. Mammuttræ på dansk, giant sequoia på amrikansk.
Lyshusene kan selvfølgelig godt stå pænt og lige (det gør de inde hos Anna), men jeg synes de ser sjovere ud når de får lov at stå lidt kaotisk på fadet.
De er rigtig fine. Da jeg var barn lavede vi altid hver vores mælkekarton om til et lyshus i skolen. Den sidste skoledag fik vi så tændt et fyrfadslys i hver vores lyshus og gik så i en lang række til julegudstjeneste i landsbykirken - meget, meget fint optog vi lavede deri mørket. KH Dorte
Posted by: Dorte | December 16, 2014 at 10:59 AM
Den tror jeg, at jeg skal lave med børnene. Super ide
Posted by: Camilla | December 16, 2014 at 03:31 PM
FED idé. Den er hermed snuppet.
Posted by: sine | December 17, 2014 at 10:23 AM
Tusind tak for endnu en dejlig idé, Marina :-). Ungerne og jeg har nu gemt kartoner fra fløde og mælk, og i morgen skal vi lave lyshuse til besterne i julegave.
Posted by: maj | December 18, 2014 at 08:41 AM