Tunge dage

"Hvis man ikke har noget godt at sige skal man helt holde mund" hedder et gammelt høflighedsbud, beregnet på at stoppe alt det mindre pæne man kan finde på at sige om andre mennesker.

Med mig og Badut er det snarere sådan at jeg ikke KAN skrive hvis jeg ikke har noget godt at sige. Hele ideen med en solskinsblog er jo at sprede glæde og den dybere gevinst for mig ved at skrive Badut er at jeg tager mig sammen til at se alt det gode i mit liv, samt nok så vigtigt at skabe øjeblikke der gør mig glad. 

I denne vinterferie er det op af bakke. Lige præcis idag for et år siden faldt min far død om på fortovet og jeg har det som om jeg er ved at drukne. 

Hele vinterferien har det ligget som en alt for tung dyne over mig, fordi det netop var i vinterferien at jeg kørte på mit sidste besøg hos ham, et besøg der blev langt mere kaotisk end mine sædvanlige besøg, men som jeg trods alt håber gjorde ham glad. Han var så levende. Engageret i livet og samfundet, i gang med at ordne og renoverere. Få dage senere var han stendød.

Jeg får aldrig den hånd igen. Den gamle, men stærke hånd han strakte tværs over bordet når vi talte. Den hånd jeg krammede og aede, selv når vi ikke var enige, hvad vi kun sjældent var. Den hånd der havde bygget så meget og holdt om så meget. Den hånd der holdt om alle de ting, der genskabte historierne fra hans liv. 

Til gengæld er der jo så meget jeg har lige nu. Jeg holder vinterferie herhjemme med Anna og Rasmus. Min mand er i Skotland og Mathilde er på studietur med talentakademiet til Berlin. Hos Rasmus er der et rend af skiftene venner. De passer sig selv så længe der er mad i køknet og internetforbindelsen virker. Anna derimod vil ikke rigtigt se nogen i disse dage. Hun siger at hun trænger til mig og til ro, så vi futter rundt og hygger. Laver dimser, tager på byture, laver mad, spiller spil, bygger på de to af årets tre (!!!) fastelavnskostumer, der endnu ikke er færdige og planlægger den MGP fest hun holder lørdag med veninderne. Alt ialt er der masser at Badutblogge om, men jeg orker det ikke. I det hele taget orker jeg ikke rigtigt andet end at prøve at være en nærværende mor og nogle gange gør selv det mig træt. 

Ret upraktisk er jeg indrettet sådan at når jeg åbner døren til ét rum med smerte slås døren samtidigt op på vid gab til alle de andre rum med ting der gør mig ondt. Om natten flygter jeg fra ét rum, en rædsel, kun for at finde mig selv i et rum med et andet monster. 

Jeg vil synge min sang om det gode. Jeg vil synge den igen og igen til det onde lulles i søvn og jeg igen kan trække vejret dybt. Men jeg kan ikke. Ikke lige nu, ikke lige i denne uge. 

Comments

[Hanne-Lene Dreesen]

Jeg er glad for, at du skrev om din far, hans stærke hånd og dit sidste besøg. Det rørte mig og jeg fik en klump i halsen. Din sorg og dit savn får mig til at skønne endnu mere på at mine forældre og mine svigerforældre stadig lever. Tak!
Mange hilsner Hanne-Lene Dreesen

[Lisbet/Livsglimt]

Det gør mig ondt Marina. Det er synd for dig. Ingen orker at synge de gode sange altid, heller ikke for sig selv. Desværre. Det bedste man kan gøre er nok ikke at blive gal på sig selv over det. Det kan jeg i hvert fald godt være slem til.

Trøstekram fra Lisbet

[Conny]

Et år er ikke lang tid i forhold til at miste en far - og man kan godt savne og samtidig sætte pris på det, man har. Selvom det er hårdt, tror jeg det er bedre at erkende end at forsøge at skubbe væk, og en vinterferie med yngstebarnet, der gerne vil ro og nærvær, lyder slet ikke som en dum ide, så jeg vil ønske dig en god ferie trods alt, der tynger :)

[tine]

Den 20. i denne måned er det tolv år siden, min far døde, før det måtte han igennem ni lange måneder med sygdom lige fra to gangen en blodprop i hjertet over tre gange med vand i lungerne ( den sidste gang blev der tappet næsten tre liter væske ) til nyresvigt, det blev til i alt ti indlæggelser, hvoraf de seks på intensiv.

Jeg mangler og savner ham stadigvæk også selv om jeg sangens kan huske alle hans fejl og svigt, men det, der i de sidste tolv år har været værst, er at komme igennem de første små tre uger af februar, for de mindre mig om min fars allersidste tid, om hans smerter og om svigtet fra blandt andet lægerne, der ikke ville give ham tilstrækkeligt med smertestillende.

Jeg ved godt, at du ikke kan bruge dette til noget, men jeg tror, at jeg ved, hvordan du har det også om natten i dine drømme, for der kæmper jeg stadigvæk den kamp, min far og jeg tabte for tolv år siden.

Knus Tine.

[Karen]

Jeg husker godt hvordan din blog blev stille for et år siden. Min far døde sidste år, i januar, og også uden varsel. Der var en ildevarslende genkendelighed ved den måde blogindlæggene stoppede på fra dag til dag, som jeg ikke kan forklare.
Selvom jeg ikke kender dig udenfor din blog og på det tidspunkt ikke havde fulgt din blog ret længe, kan jeg tydelig huske at jeg blev overmåde bekymret og tænkte "der er noget galt, der er stille her på den forkerte måde."
Mine forsinkede kondolencer, og også en stor tak for at du blogger. Dine årstidsritualer i arkivet, hvor lys og mørke veksler og dine stemningsfulde fotos er en stor glæde, også dem der ikke er taget "i solskin".

[Maria]

Som en anden skriver, så er et år ikke lang tid i den sammenhæng. Og jeg tror at det skal tage den tid det tager.
Det lyder hårdt og pinefuldt, med alle de åbne døre. Men man kan jo heller ikke holde dem lukket for evigt, måske er der derfor de alle springer op når der anes en smule gennetræk i de mørke rum.

Kære du, selv en sprudlende solskinsblog som din må bestemt have de mørke sider med også. Masser af tanker og virtuelle kram herfra
/Maria

[Silla]

Aller aller kæreste Marina.....giv dig lov at sørge over og for din far...ens far er det mest dyrbare vi piger har....han er jo vores forbillede til alt...til hele livet.....giv dig lov at sørge kære ven,giv dig lov at græde over og for ham også sammen med og foran dine børn...det gør dem kun stærkere....vi skal og behøver ikke altid skjule vores følelser og spøgelser for vores børn,de bliver kun glade for at kunne støtte dig og snakke om deres/jeres sørger..... Min kæreste far,mit forbillede,mit et og alt døde for otte år siden og sorgen er blevet til savn søde ven...og i dag kan jeg mindes vores dejlige stunder sammen....men det gør jo stadig ondt og jeg savner ham helt vildt...jeg tænder et lys for ham hver aften i mit vindue og jeg græder stadig og snakker med ham når livet gør ondt....og det har du også lov til søde ven......ville ønske du kunne mærke min krammer til dig....jeg føler inderligt med dig....
Masser af krammer og små engle din vej sødest :)
Silla

[Lisbet/Livsglimt]

PS: Du giver også med dette indlæg. Jeg sørger også for tiden. Ikke over en mistet person, men over mit begrænsede liv på grund af sygdom. Dit indlæg - og kommentarerne til det - trøster mig og minder mig om, at sorgen er ok og forståelig og ikke noget man bare kan springe over. "Hvis man er ked af, at man er ked af det er man dobbelt ked af det" som en psykolog har sagt til mig.

KH Lisbet

[Berit]

Sender varme klemmer fra Norge.

[Ninette]

mange krammer fra Finland <3

[Karin Laursen]

Kæreste Marina. Ting tager tid, sorgen ligeså. En kliche måske, men sandt er det. Sandt er det også at ingen kan gå sorgens vej for os. Den går vi selv. Jeg kan sagtens genkende din reaktion på at når en dør til sorg og smerte lukkes op, så smækkes andre døre op på vid gab. Jeg sender mine varmeste tanker og lidt positiv energi. Ting tager tid og jeg venter gerne herude imens.

[Pia/byBlikfang]

Masser af varme tanker og kram til dig. Kh Pia

[Marina]

Kære alle

Mange tak for alle jeres smukke, kloge og varme hilsner. Jeg har læst dem allesammen mange gange og hver især rør I mig. TAK.

Mens man så går der og er trist i sin egen lille kælder sker det ufatteligt tragiske og så er det igen som om livet står helt, helt stille. Som så mange andre er der mange følelser i mig i disse dage. Vrede over en utilgivelig handling, sorg over mistede liv, raseri over de rabiat radikale, der udnytter situationen og gør en psykisk ustabil mand til martyr for en sag han måske bare brugte som ventil. Samtidigt bliver jeg så glad når jeg ser et Danmark, der står skulder ved skulder på tværs af religion. Håber at det rummelige, varme og frisindede Danmark jeg elsker vil bestå. Altid.

[Miri]

Jeg er ikke rigtig i Blogland i denne tid og ser først dit indlæg nu. Jeg vil ikke sige så meget, for jeg har ingen ord kun en dyb forståelse og kærlige tanker, så dem sender jeg dig- og et knus :)

[Hyldemors Have]

Sådan er livet jo. En evig karruseltur af gode og dårlige og dårlige dage... Jeg synes det er dejligt, at du tager dig tid til det nære. Det virker helt rigtigt. Gode tanker til dig.

[rose]

Igen finder jeg mig selv med tårer ned ad kinderne, når jeg liiiige skal se om der er noget spændende inspirerende hos dig. Og ved du hvad, det lyder mærkeligt, men det giver så meget mening at blive overrasket på denne måde, - for det er jo livet !! Menneskelivet er følelser, det er glæde, sorg, inspiration, lethed, tunghed, det hele. Og jeg ville ikke blive ved med at vende tilbage til dig, hvis det ikke var for det LIV du deler med os. Jeg sætter stor pris på at du vil dele det. Tak.
Jeg vil gerne give noget tilbage til dig, og jeg håber at disse små kommentarer vi giver, giver noget tilbage til dig, for det er jo også livet; at give og modtage. . .

[rose]

PS nu ser jeg din kommentar;JA lad os stå sammen om det frisindede, rummelige og varme !<3