Anna med lille Simba... Japanske kirsebærtræer... rabarber is... tulipan... krans af friske krydderurter... regnvåd maj... liljekonval... rabarberdessert... jordbærblomst...
Denne maj har været regnvåd og kold. Heldigvis har maj 2015 dog også haft sine lyspunkter.
Først på måneden fik vores kat en lille killing. Faktisk fik hun to, men den ene var dødfødt og derfor er lille Simba enebarn. Anna har hjulpet så ihærdigt med at passe den lille killing at hun endog har sovet på madrasser lige ved siden af så hun kunne være der med beroligene lyde, kærlig klap og det særlige grønne tæppe hun har vænnet Simba til at elske. Resultatet er et helt særligt bånd mellem Simba og Anna og selvom killingen faktisk er lovet væk er det muligt at vi bliver nød til at beholde ham.
Mathilde havde sidste skoledag i fredags og jeg siger jer at jeg synes det er vildt at min ældste nu er blevet så stor at hun forlader folkeskolen. Faktisk synes jeg at det er lige så voldsomt som den gang hun startede i skole, men nu er hun altså i fuld fart på vej ud i verden. Heldigvis er hun så stærk og selvstændig at jeg fuldstændigt trygt kan lade hende flyve. Efter sommerferien skal hun et helt år til Puerto Varas i Chile. Jeg prøver at forberede mig selv på at måtte undvære hende og det er ikke nemt, men det kan selvfølgelig ikke nytte noget. Når hun kommer hjem vil hun være vokset til en anden og så må jeg jo glæde mig til at lære det menneske at kende. Planen er at hun til den tid vil starte på innovationslinjen på HTX og samtidigt fortsætte på talentakademiet.
Om en uge holder vi fest for Rasmus. I vores familie tager vi tro alvorligt. Vi taler meget om trosspørgsmål og har vidt forskellige holdninger. Da Mathilde for to år siden blev konfirmeret var hun meget troede og det synes jeg også at man skal være hvis man skal stå i kirken og bekræfte sin dåb. Rasmus har helt modsat været eksplicit ikke troende siden han var 6 år. Han har tænkt meget over tingene og har gode velunderbyggede begrundelser. Sådan en dreng skal man jo ikke konfirmere, hellere ikke selvom det er meget usædvanligt i Vestjylland. Faktisk synes jeg at det ville være direkte blasfemisk og skruptosset, så på det punkt har vi haft let ved at blive enige. I stedet holder vi en forhåbentlig hyggelig og uformel sommerfest for Rasmus. Man kunne jo også vælge slet ikke at holde en fest, men skal jeg være ærlig synes jeg faktisk at det er forkert at koble fest og gaver sammen med trosspørgsmål. Derfor har vi besluttet at alle tre børn får det samme uanset hvad de vælger. Det er så lige som vi kan gøre det for tre meget forskellige mennesker.
Om lidt er det sommer og forhåbentligt vil det lykkes vejrguderne at få skruet bare lidt ned for regnen og tilsvarende lidt op for temperaturen. Jeg trænger til stunder i hængekøjen og lange lune aftner i haven.
Årstidscollager: På fjerde år afslutter jeg alle måneder på Badut med en lille collage samt lidt betragtninger over den måned der er gået. Klik her for at se alle mine månedscollager.
Tak for skønne billeder. Det lyder meget fornuftigt, dine tanker omkring konfirmationen. Bare alle var så refleksive som dine børn.
Kh
Anna
Posted by: Anna Svenning | May 31, 2015 at 04:02 PM
Åh, Marina, det er alt, alt for længe siden, at jeg har været forbi din blog. Dine billeder, tanker og ordspil gi'r mig altid glæde i maven. Det trænger jeg til, for livet byder igen på en udfordring af den slags, hvor der er alvorlig sygdom ind over. Jeg må indhente lidt af dine seneste skriblerier senere på dagen.
Posted by: Mette | June 01, 2015 at 06:46 AM
Anna og Simba er et af de skønneste blandt mange fantastiske billeder, du har delt :)
Posted by: Conny | June 01, 2015 at 09:08 AM
Åh, som jeg holder af jeres tanker om tro og fester. For mig er det netop sådan det skal være.
Og de vokser - de unger - alt for hurtigt. Og selvom jeg synes det er en fantastisk oplevelse Mathilde står over for, så kan jeg godt forstå du synker en gang og synes det er svært.
Til sidst må jeg sige at sådan en lille pelstot gør mig helt blød i knæene. Jeg ville ikke kunne sige farvel :)
Og nu kommer sommeren vist.
Posted by: Pernille | June 11, 2015 at 10:59 PM
Skønne billeder af din maj måned. Jeg ønsker jer en dejlig sommer inden de store forandringer, når Mathilde drager hjemmefra. Det er godt nok langt væk!
Posted by: Evi | June 20, 2015 at 11:01 PM