Jeg er ikke nået ret langt med julepyntningen her i huset ved åen og skal jeg være ærlig gør det mig ikke så meget for jeg kan godt lide når julen ligesom vokser gennem december og derfor pynter jeg gerne gradvis mere og mere op. I det hele taget er jeg faktisk ikke så meget for december når det hele ligesom bliver for anmasende og skabelon agtigt. Jeg holder af hygge, af mit gamle julepynt og af at hente ting ind fra naturen. Måske netop derfor kan jeg godt blive træt når jeg føler at jeg påduttes en jul der mest handler om at købe og om at smøre en kliche ud over det hele.
Som man måske kunne fornemme da jeg viste min adventskrans frem i sidste uge kan jeg som oftest godt lide min julepyntning naturlig og gerne lidt rå. Børnene er naturligvis af en anden mening og derfor blander jeg det rå og naturlige tilsat arvestykker med jul så det stråler. De to steder hvor der virkeligt er knald på julefarverne er årets kalenderlys og så henne ved nissedøren hvor nissen bag den julerøde dør i går tog julebad i julete. Nisser gør altså sære ting. Jeg siger det bare....
Kalenderlys dekorationen er helt enkelt lavet ved at ligge en klump ler i en smuk skål, sætte kalenderlyset ned i så det står fast og så drysse sukker ovenpå. Derefter har jeg pyntet med lidt julekugler fra julekasserne og lidt gran der blev til overs da jeg bandt adventskranse. Det hele (bortset fra kalenderlyset) er noget jeg allerede havde ved hånden og det tog mig ikke engang 5 minutter at lave årets kalender dekoration.
Nogler vil måske kunne genkende kobber fadet som kalenderdekorationen står på? Det er en indflytningsgave fra min mor der har fået det af nogle venner engang og det er faktisk noget så vildt som et kæmpestort låg til en syltetøjskrukke fra en engelsk herregård. Tænker altid at der alligevel skal noget af en husholdning til for at spise alt det syltetøj.
Se flere kalenderdekorationer (og andre juledekorationer) ved at klikke her. Anna fik også lov at lave kalenderdekoration til klassen i år og den blev super fin. Måske viser jeg den en af dagene.
Sikke nogle fine kugler og ditto dekorationer! Jeg er lidt bagud på hele feltet, men satser på at gøre stærkt come back! Jeg holder også mest af de gamle ting med hygge, historie og patina. Hold da op en masse syltetøj, der skulle gøres kål på med de kobberlåg, men det er lige før jeg tror, at mine drenge kunne give den husholdning kamp til stregen 😝
Posted by: www.skøreliv.dk | December 07, 2016 at 07:11 PM
Så fin en kalenderdekoration. JJeg klikkede lige over til dine adventskranse. Den med de japanske lygter er godt nok fin. Jeg juler til ligesom dig, dvs der kommer mere og mere til i løbet af december. Her rydder jeg alle hylder og vindueskarme. Ellers bliver det for trangt, synes jeg. Fordelen er at efter jul, så får tingene sommetider nye pladser eller måske får jeg lyst til at se på noget andet. Du ved, det med at have et nips
Lager at tage af.
Forresten, marmeladelåget er så lækkert.
Posted by: Karin Laursen | December 08, 2016 at 08:19 AM
Kære Skøreliv
Altså når man er alene hjemme med tre mindre børn så SKAL man være bagud på hele julefeltet. Ellers er der noget der ikke stemmer. Det bliver altid jul, noget jeg har trøstet mig selv med at sige i mange år for selvom der er jul over hele paletten på Badut så ser det ikke helt sådan ud på min side af virkeligheden og det gjorde det slet, slet ikke da børnene var små og jeg var alene med dem det meste af tiden. Så er det med at holde fokus på det man selv og børnene synes er det vigtigste. Hos os har det altid været drillenisse, småkager/ æbleskiver og for mig adventskransen. Desuden har pigerne jo altid helt af sig selv gang i noget hyggeligt krea. Mine børn og nevøer har altid elsket vores jul også selvom det ikke er det hele der står snorlige og sådan tænker jeg også at det er hos jer.
Posted by: Marina | December 10, 2016 at 05:01 PM
Kære Karin
TAK.
Ja de blev da fine de japanske lygter. Jeg var også rigtig glad for at give den adventskrans til min søster.
Jeg rydder faktisk også vindueskarme og andre steder hvor der står nips så der bliver plads til julepynten. Det meste af min julepynt er gået i arv fra min mor og min Farmor og jeg elsker det fordi jeg ser min mors kærlighed til tingene når jeg står med det i hænderne. En dag skal det gå videre til mine børn. Det er da fint.
I Januar gør jeg ligesom dig og ser på tingene med lidt nye øjne. Det er en meget god tradition.
Og ja det er da ret lækkert det kobberlåg. I mit barndomshjem blev det brugt som gong gong når vi skulle spise. Jeg bruger det mest som bakke fx her under en juledekoration.
Posted by: Marina | December 10, 2016 at 05:06 PM