Badut blev til ved en pludselig indskydelse. Jeg snublede over et ord i sproget og fik en uimodståelig lyst til at skabe en solskinsverden. Derfor er Badut tænkt som en fed stribe solskin, et lykkeligt sted hvor man kan hvile sig et øjeblik før man atter tager favntag med virkelighedens mangfoldighed. Der er vasketøj og brydninger i mit virkeligelige liv, men hverken grå eller sorte tanker levnes meget spalteplads her på Badut. For mig giver det energi dagligt at fokuserer på det positive og det er mit håb at andre kan mærke min glæde og lade sig varme et øjeblik i solskinsstriben. Samtidigt er Badut forankret i virkeligheden på den måde at jeg skriver med udgangspunkt i mit og min families liv. Badut er ikke fiktion, men filteret virkelighed. Jeg tror på de små glæders magt, at den daglige taknemmelighed over bitte små mirakler kan give os glæde og styrke og dermed flere kræfter til at tumle med livet. Derfor handler Badut kun om det nære, de små ting der ofte overses, fordi vi har travlt med at tackle de store og påtrængende ting. Jeg tror på forankring. Forankring i familien og fællesskabet og forankring i årets gang og livets fester. Derfor skriver jeg på Badut om traditioner både nye og gamle og derfor vælger jeg året rundt, at skrive om årstiderne og de stemninger der knytter sig til årets gang. Jeg tror på fantasi. Allermest tror jeg på fantasi. Jeg bekymres når jeg oplever at verden fyldes med fnidder der står i vejen for børn og voksnes kreativitet. Det er kreativiteten der skal give os fleksibiliteten til at takle en foranderlig verden. Uden den bliver verden et fattigt og mekanisk sted. Derfor skriver jeg på Badut om hverdagsmagi og børnekunst. Derfor prøver jeg året rundt at give ideer til små projekter og ting man kan gøre sammen. Jeg har tre børn på 9, 7 og 3 og har hverken tid eller lyst til projekter der er meget arbejdskrævende eller indviklede. Derfor er næsten alt hvad jeg viser på Badut nemmere end det ser ud til.
Det er sjældent at jeg skriver direkte om mig selv for jeg er ikke særligt interessant. Af og til hænder det dog at jeg skriver om mennesket bag ved bloggen og hvis du gerne vil vide mere om mig er det her du skal læse.
Vores indstilling til livet er ret ens ;) Glæder mig til at følge din blog.
Posted by: Bibbi | January 06, 2010 at 10:17 AM
Da jeg var barn rejste jeg ofte til Spanien på ferie med mine forældre.
Det var på en af de første rejser at jeg faldt over en lille abe lavet i træ og pels, sikkert kanin.
De kunne bøje og bukke i arme og ben og jeg endte med at have temmelig mange af de her aber..
De var mine abedutskier.. Ja, ikke en særlig relevant kommentar.. :-D.. men du fik mig lige til at tænke på dem igen..
fnis..
Posted by: Meisolle | January 18, 2010 at 09:05 AM
Kære Bibbi. Tak. Jeg glæder mig også over at følge med hos dig.
Kære Meisolle. Jeg har først set kommentaren nu, men jeg synes den er helt relevant og på en eller anden måde minder din historie mig om dine fantastiske kreationer.
Posted by: Marina | February 03, 2010 at 11:03 AM
Det kan jeg li'.
Posted by: Mette | March 20, 2012 at 11:27 AM
Skøn blog du har dig her ! Masser af fine ideer og skønne billeder. Dig vil jeg følge og lade mig inspirere af :)
Posted by: Sanne | October 13, 2012 at 09:59 AM