Danske børn får så meget. De får kærlighed og kompetente voksne. De får oplevelser, uddannelse og stimulerende opgaver. Og de får ting. Danske børn får bjerge af legetøj, computerspil og funklende fine fodboldstøvler. Det gennemsnitlige danske barn får en barndom som ikke er ret mange af verdens børn forundt.
Men danske børn får meget sjældent ansvar, og slet ikke ansvar for andre end sig selv. I andre dele af verden passer børn geder og mindre søskende, de slæber vand og sælger hjemmelavede dimser til turisterne. Deres bidrag til familien er af vital betydning for overlevelse og velfærd. Velfungerende danske familier stiller slet ikke den slags overvældende krav til deres børn. Hvis det går højt har danske børn ansvar for små opgaver i hjemmet og hvis de er heldige får de et flygtigt ansvar for et mindre barn i skolen, for eksempel når børnene i børnehaveklassen bliver sat i par med ældre elever. Vi synes det er bedst sådan. Børn skal lege og lære, de skal ikke løfte ansvar så tidligt, at det hæmmer deres udvikling.
Vores guider på Bali så helt anderledes på tingene. Når vi var på tur kørte vi i bil med forskellige guider der havde både tid og lyst til at snakke med os. De snakkede selvfølgelig om seværdighederne, men jeg syntes det var mindst lige så spændende, at høre om deres syn på samfundsspørgsmål. Guiderne var alle sammen højt uddannede mennesker, der selv ejede deres biler. De ville det allerbedste for deres børn og var velhavende nok til at give dem det. Men for dem var det allerbedste ikke en barndom med fraværd af ansvar. Selvfølgelig syntes de at børn skal uddannes og at der skal være tid til leg og udvikling og de så også gerne at alle Indonesiens børn fik adgang til gratis skolegang. Så langt var vi enige, men når vi fortalte, at der i Danmark er forbud mod at børn arbejder, så indvendte de venlige mennesker i høflige vendinger, at det da var forfærdeligt synd for børnene. ”Et menneske stort som lille, der ikke får lov at yde noget for andre visner”, sagde en far til tre og en kvindelig guide der kørte meget med danske familier mente ligefrem, at det måske var det manglende ansvar, der forklarede at så mange danske børn ikke virkede glade.
Siden har jeg tænkt meget over det, for selvom jeg ikke synes at børn skal løfte tunge byrder så er vi måske havnet i den anden grøft når vi næsten helt fratager vores børn for ansvar. Et ansvar der er for stort bliver et tyngende åg som ikke skal ligge på børneskuldre, men et passende ansvar er en gave der giver selvværd og selvtillid.
Min ældste datter på 10 år er så heldig, at hun sammen med et par jævnaldrene veninder har fået lov at være hjælpetræner på børnehavebørnenes gymnastikhold. De startede allerede sidste år og selvom der dengang var nogen der mumlede, at de måske var vel unge så gik det forrygende. Træneren var begejstret, børnehavebørnene elskede de store piger og pigerne selv voksede med opgaven og tog ansvaret alvorligt. Det var en stor glæde for alle. For mig er det et fint lille eksempel på et passende ansvar som sagtens kan være til glæde for alle de involverede, men som vi i det effektive Danmark sjældent giver plads til. Det er en af de ting der gør det skønt at bo på Fejø, for på Fejø får børnene i større grad lov til at øve sig på passende ansvar, fordi de voksne kender dem fra flere sammenhænge og kan se hvor de kan passe ind.
------------------------------------------------------------------
På billederne er børnene ved at pakke gymnastikredskaberne væk efter sæsonens første træning i går. Alle hjælper hinanden og de fleste synes at det er sjovt. På det nederste billede sidder de børn der har lyst på ”bussen”. De glæder sig for lige om lidt kører de store piger dem en lille snurretur der ender i omklædningsrummet.