Posted at 09:47 PM in Flytning | Permalink | Comments (10) | TrackBack (0)
Nå men der ligger jo også et større hus ved åen og det ser sådan her ud.
Det fantastiske er ikke selve huset, selvom vi er meget heldige med rumfordelingen, men derimod at man slet ikke fornemmer at det ligger inde midt i Centrum af Holstebro. Her er aldrig det mindste bystøj. Kun syngende fugle, rappe egern og af og til lidt snak fra mennesker, der løber på stien på den anden side af åen.
Og det er så her fra det hvide hus ved åen at Baduts verden for fremtiden vil gå. Endnu har vi ikke opdaget nogle magiske væsner så huset har ikke fået navn, men en dag lister der helt sikkert en lille åalfeine ind i huset og hvisker os navnet på det der altid har været hendes hus.
Posted at 11:45 AM in Flytning, Hjemlige hjørner | Permalink | Comments (11) | TrackBack (0)
Nu er det ikke fordi jeg ikke har flyttet før. Vores nye hus er det fjerde vi ejer på otte år og før det har jeg boet flere steder end jeg umiddelbart kan tælle sammen på fingrene. Og når man efterhånden ejer for 150 flyttekasser blandet ragelse så er det bøvlet at flytte og som regl godt at komme sådan næsten på plads. Alligevel synes jeg det er rigtigt svært denne gang. Det er som om mine rødder ikke rigtigt kan finde ned i jorden og der skal næsten ingen ting til at slå mig ud. Og så går jeg lidt og siger som et pivedyr af plastik, selvom jeg prøver at få næbbet op i vinden og gang i noget ny lokalpatriotisme.
Men så er det godt at jeg har havehuset, for sjovt nok føler jeg mig hjemme ligeså snart jeg stikker næsen ind i det lille træhus. Jeg er knap nok begyndt at indrette mig, men jeg kan mærke helt ned i de modvillige rødder at det bliver så godt derover.
Huset er i to etager, med havehus forneden og legehus foroven. Til den ene side ligger et lille ekstraskur til plæneklipperen og den slags. Legehusetagen har balkon og smukke vinduer og havehusetagen har udsigt til åen på den ene side og udgang til en lille asfalteret terrasse på den anden side.
På den anden side af den lille terrasse har der engang ligget et fint håndbygget drivhus i samme stil som havehuset, men de forrige ejere pillede det ned, fordi trækonstruktionen var begyndt at rådne. Også havehuset trænger til en kærlig hånd for taget er ikke længere tæt og det er mange år siden at huset har set maling. Min mand er heldigvis en habil fritidshåndværker og han har allerede lovet mig at lægge nyt tag og når det er lagt skal huset males indvendigt og min yngste skal have førstesalen indrettet i bedste prinsessestil. Jeg glæder mig allerede helt vildt og jeg er slet ikke sikker på at den lille får lov at bestemme det hele.
På nederste etage har jeg fået en gammel snedkerbænk som arbejdsbord. Den er langt over 100 år og har i det meste af sit liv stået det samme sted. Da vi fik den var det så slut med det stillestående liv for til flyttefolkenes fortvivlelse insisterer jeg på at den skal medslæbes hver gang vi flytter.
Der er både vand og strøm i det lille hus og min mand har også sørget for at jeg har varme i form af en gasovn. Længe tænkte vi ellers at vi ville sætte den gamle sjove brændeovn fra stuen op, men så blev vi enige om at den lille gasovn var mere praktisk, fordi den hurtigt kan varme huset op og så slukkes når jeg går igen.
Så her er jeg hjemme. I det lille hus ved åen.
Posted at 10:39 PM in Flytning, Havehus | Permalink | Comments (13) | TrackBack (0)
Jeg var ør. Hovedet dundrede. Forkølelsen sad som smerte i ørene og jeg trængte til ro. Underfor var det allerede vintermørkt da jeg stak i skoene og forsøgte at snige mig ud til et øjeblik med frisk luft.
Prompte stod min yngste der med udstrakt hånd. Jeg havde lyst til at sige nej, men hun lagde rottehalerne på skrå og smilede sit mest indsmigrende smil. Hånd i hånd gik vi ud i mørket.
Gruset knasede under fødderne, gadelygterne kastede vores skygger hid og did og da vi hånd i hånd stod på broen over åen kastede lyset feguld ud over vandet. Min yngste var i eventyrlig ekstase. ”Mor” hviskede hun knap hørligt ”nu bor vi under den grønne regnbue”. Jeg kikkede op og så at hun havde ret. Den grønne laserstråle (der er en del af et lokalt kunstværk) strakte sig netop sådan at vores hus lå midt under buen.
Og det må man elske: En grøn regnbue på en kulsort nattehimmel, en barnehånd, der endnu tør gribe eventyret og en lille grusvej der følger os hjem.
Posted at 10:26 PM in Flytning, Holstebro, Hverdagsmagi | Permalink | Comments (9) | TrackBack (0)
Jo gu skal jeg da videre, så nu er det slut med billeder fra Fejø. I stedet præsenterer jeg de første billeder fra min nye have, knipset netop nu som haven ser ud med flytterod og tung regn i horisonten. Når det en dag bliver tørvejr igen går jeg over på den anden side af åen hvorfra jeg kan fotograferer ind i vores have.
Da vi skulle vælge hus var der ingen gamle 30er villaer til salg og derfor kunne vi ikke få det som vi egentligt var på udkik efter. Vi kunne godt have fået sådan et super duper lækkert nyt hus og vi så på mange af dem, men ingen af dem havde den have eller den beliggenhed som vi ønskede os.
I stedet har vi købt en helt unik beliggenhed i et kvarter, der er bygget ind i en gammel skov og med åen som nærmeste nabo. På den anden side af åen er der lave kolonihavehuse og vejen er en lille privat grusvej. Det føles (næsten) som om vi bor langt ude i naturen, men i virkeligheden er der knap 5 minutter på cykel til musikhuset og endnu mindre til det dejlige anlæg, som mange har skrevet til mig om og til indkøb i Kvickly. Tilmed foregår cykelturen superromantisk over en lille fin bro og videre af en lukket sti langs åen, sådan at børnene sagtens selv kan trille ind til byen.
Haven er som man måske kan fornemme ret stor, fordi vi er så heldige at have en dobbelt grund. Haven er anlagt af haveskolefolk i 70erne og det kan man tydeligt mærke for her er masser af specielle træer og buske og alle de elementer som haveskolefolk ynder med pergola, havedamme og mange forskellige haverum. I 22 år er haven blevet passet af de mennesker som vi købte huset af og de har ikke ændret ret meget på strukturen, men kun ladet besværlige elementer som staudebede og roser udgå. Det betyder at jeg for første gang har en have hvor jeg ikke bare kaster mig ud i at gøre som jeg selv synes for i denne have er der nogen der har tænkt sig om da de i sin tid lavede haverum og det synes jeg man gør klogt i at respekter. Helt har jeg dog ikke kunnet dy mig så jeg har plantet lidt og allerede set mig ond på nogle træer og buske, der skal væk når vi en dag får tid. Som man måske kan fornemme er haven meget kompleks og meget bastant og jeg ved allerede med sikkerhed at der skal forenkles lidt hist og pist og plantes mange, mange flere blomster.
Posted at 01:11 PM in Flytning, Havebilleder året rundt, Havetanker | Permalink | Comments (20) | TrackBack (0)
Årets efterårsferie har som et forslugent monster formået at gabe over noget mere end godt er for nattesøvnen.
Det lykkes os:
at holde to dages ferie på Fejø komplet med skønne mennesker og æbles dag.
at pakke en af de helt store flyttebiler til randen
at rengøre og overdrage den kronede kats hus
at holde en fødselsdag
at udpakke hen ved halvdelene af det nye kaotiske flyttelæs
at nyindrette stuen for femte gang
at fordele en trailerfuld champost over den nye haves bede
at deltage i en begravelse
og
at have dejlige gæster en hel weekend.
Til gengæld har der ikke været tid til kastanjedyr, pudekamp og timer foran computeren. Jeg er så glad for alle de mails og kommentarer jeg har fået, men jeg er endnu ikke nået til at svarer alle. Om lidt bliver her forhåbentligt mindre hektisk og så skal jeg råcomputerhygge foran brændeovnen...
Posted at 10:14 AM in Flytning | Permalink | Comments (1) | TrackBack (0)
Da vi kom til Fejø stod den Kronede Kats hus endnu kvart møbleret og selvom vi alle sammen var dødtrætte efter en rejse hvor det dårlige humør på en eller anden måde lusket måde havde fået sig sneget med i bagagen, så blev vi som kåde unger da vi kom hjem til vores ø, vores hus og vores have.
De første par dage var skønne. Solen strålede, æblerne skinnede og der var masser af dejlige mennesker at kramme. Selv var jeg så glad at hele verden bare kunne komme an.
Så blev det hårdt, for huset skulle pakkes ned og sendes med flyttebilen og i takt med at huset blev tømt sivede glæden ud af mig igen. Til sidst var der kun tomme stuer og for at det ikke skulle blive for trist møblerede jeg alle vindueskarme med blomsterbuketter som velkomst til de nye ejere. Det tomme hus blev skrubbet fra kælder til kvist og så skulle der ellers ventes og ventes, fordi de nye ejere havde en del andet at nå inden de kunne komme til Fejø og overtage huset og derfor ikke kunne komme samme dag som flyttefolkene. Heldigvis var der dejlige mennesker, der gerne ville se os om aftenen for ellers havde det nok været lidt sært i det helt tomme hus.
De nye ejere var dejlige mennesker og det er fint at vide, at de i fremtiden vil passe godt på den Kronede Kat og hans hus. Det blev sent før vi kom hjem og klokken var over 1 før vi fandt ind i sengene. Overalt er her fyldt med kasser og møbler, men det må stå lidt endnu for de næste tre dage er fyldt op med aftaler så der bliver næppe tid til at hænge meget foran computeren og heller ikke til at pakke kasser ud.
Posted at 11:18 AM in Flytning | Permalink | Comments (4) | TrackBack (0)
Jeg er i gang med at pakke mine nelliker og en del andre undværlige livsnødvendigheder for om et par timer går turen til Fejø og et trekvarttomt hus. Der er meget der sådan lige skal huskes for det er jo vigtigt at de sidste dage vi får i den Kronede Kats hus bliver hyggelige og at vi kan overdrage huset nogenlunde rengjort og hyggeligt.
Oprindeligt skulle vi have holdt hele efterårsferien på Fejø, men de nye ejere vil også gerne holde efterårsferie på æbleøen og derfor får vi kun et par dage inden vi igen stikker næserne hjem mod Holstebro. Jeg har ingen netforbindelse i huset og derfor bliver det kun til et hastigt, men kæmpestort og kærligt knus til alle jer skønne mennesker, der har sendt mig kærlige hilsner. Tak. Jeg kan allerede mærke, at næbbet er på vej op i den friske luft igen og jeg glæder mig til at vende tilbage til hver enkelt af jer når jeg igen har netforbindelse og i øvrigt kan finde computeren i det flytterod, der uværgeligt følger med endnu en omgang flytning. Hav en dejlig efterårsferie alle sammen.
Posted at 10:27 AM in Flytning | Permalink | Comments (8) | TrackBack (0)
Kan man være tavs så længe, at man helt viskes ud og forsvinder?
Måske har jeg længtes mod det punkt hvor tavsheden blev til en blå streg og jeg udstrakt i intetheden kunne ligge og vippe uden for verden.
Der har været kasser, ja. Og et hus der skulle vælges, ja. Og børn der skulle falde til, ja. Og et hus der skulle sælges, ja. Og tøj og ting og dimser der skulle købes, ja. Og middage og aftaler og liv i almindelighed, ja.
Men alt det er jo bare påskud for tavsheden. Den virkelig grund er en anden. Langsomt er jeg dag for dag sunket ned i en tristhed, der har tappet min dag for energi. Holstebro er en fin by, faktisk dejlig sine steder og der er mange der har taget venligt imod os. Børnene er glade og min mand stortrives. Alligevel har jeg været mørk og mat. Selv min mand, der vinder sine sejre ved ukueligt at trodse tvivl og klynk, har set på mig med bekymrede øjne, for der hvor der plejer at løbe en lille kæk bæk af livslykke, har der længe kun været klistret mudder. Mit næb har været helt neddykket i det klistrede stads og selv små ting har tårnet sig op til uoverskuelighedens tinde. Men nu er det nu, næbbet skal op af dyndet for ellers bliver jeg til et muddermonster og det er der vel næppe nogen der helt kan være tjent med, selvom det muligvis ville være meget praktisk her op mod Halloween.
Jeg er på vej til Fejø for at udlevere nøgler til den Kronede Kats nye lejere og for at pakke det sidste i kasser. Bagefter vil jeg stampe i mudret, så hårdt og så længe at næbbet kommer op i den friske nordvestjyske vind. Og når først næbbet er oven mudret så tror jeg jeg vender tilbage til blogland og Badut. Tror I stadigt der er plads til mig her? Og tror I også der er plads selvom jeg drypper af mudder?
Posted at 10:49 AM in Flytning | Permalink | Comments (31) | TrackBack (0)