Badut

Rød nålepude

Jeg er på mange måder sær. For eksempel synes jeg tidsler er meget smukke og jeg holder af at plukke dem ind til mine vaser. Engang i en anden og meget større have, lod jeg en tidsel stå i et hjørne hvor jeg tænkte, at den ville vokse op og blive fin. En af mine veninder kom forbi og hjælpsom som hun altid er greb hun tidsel om roden og trak den op. Nu mangler verden jo ikke ligefrem tidsler så der var ingen skade sket, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine lidt af min tossede kærlighed, også til nogle af de mere forbryderiske af de vilde.

Her er til gengæld en tidsel af så ædelt blod at selv pæne folk kan have den i deres haver uden at rødme. Cirsium rivulare Atropurpureum er den adelige tidsels fulde navn og den har fået plads i mit helt nye solhattebed hvor den står og spidder de regnvåde junidage på de smukke lillarøde blomsternåle. Jeg synes den er fantastisk smuk og selvom jeg ikke selv når at opleve det glæder jeg mig over at den cirka hvert andet år kan deles og blive til flere, mens den meget venligt ikke spreder sig ud over hele haven af sig selv som de almindelige kusiner har for vane.

Og så må jeg komme med en indrømmelse. Fra begyndelsen skrev jeg blog til mine læsere langt mere end til mig selv. Andre bruger deres blog som huskeliste eller dagbog, men jeg har hele tiden haft et budskab som jeg gerne ville nå ud med. Lige nu er jeg tømt for mikropolitiske dagsordner og meget mere optaget af at sige farvel til min ø, mit hus og min have. Og fordi det hele nu er for sidste gang, selv det der som den ædle tidsel også er for første, skriver jeg nu små huskenoter til mig selv. Note for note hæfter jeg det der var min drømmehave til husketavlen i min regntunge hjerne og på den måde får jeg det med mig herfra. Jeg ved godt at I mine læsere ikke er særligt begejstrede for indlæg efter indlæg med planter, men jeg kan ikke rigtigt rumme at skrive de andre indlæg lige nu og derfor håber jeg I vil bærer over med en flytteforvirret kvinde, der burde smide ud og væk og bort, men i stedet falder i staver, fordi en tidsel spidder øjeblikket så smukt.

Troldmobilens løvebrøl

Der er lang vej fra Fejø til Holstebro. Først går det egentlig ok med fjolle sange, billege og figenstænger. Senere bliver det nødvendigt med tungere skyts i underholdningskanonen. Slikkepinde, knasekiks og pruttehistorier fyldte kabinen mens den skrammede og rystende Troldmobil hostede sig op gennem Jylland. I Kolding sov vi hos Farmor så på dag to havde vi fornøjelsen af at agerer klassisk vittighed da vi kørte efter min mand, der har valgt et lidt mere anstændigt køretøj hvor der meget smart kun er plads til to, hvorfor alle børn i lighedens navn rumler rundt med mig i Troldmobilen. Jeg står efterhånden helt alene i mit heroiske forsvar for den gode Troldmobil. Mand og børn er rørende enige om at min bil burde kasseres eller allerhelst lide kvasedøden ved nedkast fra 1 km. højde. Min eneste allierede er mekanikeren der, sjovt nok, ligesom jeg mener at det er en fin, fin bil. Alligevel kan Troldmobilen til børnenes fryd godt presses til at overhale farens bil ude på motorvejen, selvom det nu nok kræver en del godmodige overbærenhed fra både bil og fører.

Vel fremme i Holstebro så vi på en voldsom masse huse, alle sammen smagfuldt møbleret og så strømlinjede at en lille fætter Kat slet ikke havde noget sted at gemme sig og sine stjålne strømper. Jeg føler ikke rigtigt at jeg og mit trebørnscirkus passer så godt ind i de fine huse med sort granit i haven og helt uden en krog til at gemme alle de helt uundværlige dimserier, men trøster mig med at jeg snart skal få forpurret selv den fineste Bo Bedre idyl. Der er ikke rigtigt nogen huse af den slags som vi allerhelst vil have så i stedet så vi på det der nu var og der var flere gode muligheder, men ingen huse hvor hjertet lige sprang det lykkelige slag over. Vi får se.

Og så var der badeland og Holstebrohygge før jeg atter asede børnene ind i troldmobilen, trykkede på speederen og drønede derude for at nå først den ene færge og derefter den anden færge. Lydpotten besluttede sig naturligvis for at stå af lige uden for Holstebro så min ynkelige bil hele vejen gjorde sig bemærket ved en frygtindgydende larm. Jeg forklarede børnene at bilen troede den var en brølende løve, men høstede ikke andet end overbærende suk for den heltemodige historie. Nu står Troldbobilen hos mekanikeren der som sædvanlig beroliger mig med at det er en fin, fin bil.

Et lille hvil

Et lille øjeblik sad jeg på den gamle bænk ved min forsømte køkkenhave. Fuglene fløjtede, syrenerne duftede og jeg sad med nakken tilbage og kikkede lige op i valnøddens bronzerede blade. Hvis jeg lukker øjnene lidt flimrer det endnu for mit øje.

Den anden valnød har nykker. Hvert år vælger den at spring ud af to omgange. Nogen grene nu sammen med de andre valdnøddetræer og andre grene først senere. Det første år jeg boede her troede jeg den var syg, men sådan er den bare, primadonnavaldnødden, og da den hygger gevaldigt i gårdhaven og desuden giver de bedste valnødder er jeg holdt helt op med at bebrejde den at den ikke vil lade sine blade bronzerer på en og samme gang, som almindelige valdnøddetræer har for vane.

I primadonnavaldnødden sad svalen og solede sin saksehale og den var slet ikke spor sky da jeg fangede den med kameraets øje lige før jeg igen gik ind.

I dag er på sin vis den sidste dag i det liv vi har haft på Fejø. I et par uger har min mand passet arbejde både på Lolland-Falster og i Nordvestjylland og derfor er han nogle aftner kommet hjem til os. I morgen er der afskedsreception og pakkede tasker for fra på mandag skal han kun arbejde i Nordvestjylland. I aften kommer han hjem for sidste gang på en hverdag. I morgen kaster jeg hele cirkusset i troldmobilen og triller til Jylland hvor vi på et eller andet tidspunkt mødes med ham og i to biler triller til Holstebro. Hele lørdag og hele søndag skal vi se på mursten, alle sammen. Jeg håber på at finde en fætter til den Kronede Kat i et af husene, men det bliver ikke helt nemt at gøre alle tilfredse. Min mands arbejde har sine krav om beliggenhed og stand, min yngste vil have badekar, min ældste brændeovn og min søn en have der er større end den vi har og helst helt uden forstyrrende blomster, sådan at det hele kan inddrages til fodboldstræningslejr. Søndag triller børnene og jeg hjem mod Fejø igen og her bliver vi sommeren over, fordi min mand alligevel skal arbejde nonstop og børnene har planlagt forskellige aktiviteter. Det er ikke første gang vi har levet sådan og det bliver heller ikke sidste. Alligevel føles det amputeret og forkert ikke at have samme base alle sammen.  

God weekend til alle jer derude. Jeg skal nok berette når jeg har set på køkkenalrums og baghaver smagfuldt indrettet med sort granit….

Den Kronede Kat søger nye lejere

Hans majestæt den Kronede Kat har med meget stort mishag accepteret at vi flytter fra hans hus og har nådigt accepteret at nye lejere kan flytte ind. Derfor har han og jeg i fællesskab formuleret en beskrivelse af huset. Det gik ikke helt uden sværdslag for hans majestæt ikke mest op i æblekage og farven på de kommende lejeres strømper, mens jeg forsøgte mig med en nogenlunde fair beskrivelse af huset.

Resultatet af vores fælles anstrengelser kan du se ved at klikke her. I dagene fremover vil der lidt efter lidt komme billeder fra alle husets rum.

Tak

Tak for blogkram. I gør mig glad på så mange leder og kanter at jeg snart rund som en bold kan rulle lige lukt ud i det land hvor det igen er en velsignelse at plænen blomstre og ungerne hver for sig kommer hjem med en ven. I det andet land, det mavemørke land, forsøger jeg med indædt desperation at bekæmpe rod og mælkebøtter, en mission, der på forhånd er dømt til håbløs fiasko her i den kronede kats kaotiske hus.

I går aftes kom min mand hjem og blev lige længe nok til at smide rygsæk og datter, sove et par timer og pakke en ny identitet med slips og forretningsattitude ned i den pæne kuffert. Nu er han væk igen, men min elskede ældste er hjemme og selvom al samtale i går aftes foregik i totalkaos, fordi klokken var langt over sengetid og alle havde så meget at sige hinanden på kryds og tværs, så hjalp de få brokker samtale vi trods alt fik klemt ind. Da min yngste vækkede mig i nat og jeg selvsagt lå hvileløst vågen i timerne efter konkluderede jeg med mig selv, at mavemørket kommer af inaktivitet og derfor besluttede jeg at gøre noget. I morgen, om internettet og hans majestæt ellers vil, går den kronede kat derfor i luften med sin helt egen husblog. Tanken er at der efterhånden skal komme flere og flere billeder af huset både ude og inde sådan at folk har mulighed for at se huset rigtigt an inden de sætter kursen mod Fejø. Måske sælger det ikke noget hus, men det får da i det mindste mig til at føle at jeg gør et eller andet og muligvis får det også hans majestæt den kronede kat i lidt bedre lune.

Sort mave

Der er sort i min mave i disse dage. Jeg trænger til at komme videre, men jeg kan knap nok stå hvor jeg står. Jeg er bagefter med det meste og resten sniger sig ind på mig med blottede hugtænder. Rationelt set er det slet ikke så galt, men jeg kan ikke ryste den overvældede følelse af mig.

Det bliver bedre når jeg får købt et hus eller solgt et hus, eller i det mindste ligesom for alvor går i gang med processen. Det bliver måske også bedre når min mand kommer hjem og giver mig et knus. Men jeg kan ikke komme nogen steder med noget af det for det heldige menneske plasker stadigt rundt i middelhavet med vores ældste og når han kommer hjem skal han direkte videre til Oslo. Nu kunne jeg selvfølgelig godt give mig til at sælge hus, men det ville være lidt dumt fordi min mand i forbindelsen med flytningen får betalt alle udgifter i forbindelse med ejendomshandlerne, men bare endnu ikke har forhandlet vilkårene på plads.

Og derfor løber jeg bare rundt om mig selv her, mens det hele ligesom gror op om ørene på mig. Jeg maler hist og pist hvor fedtede børnefingre og små listige tegninger har sneget sig ind; jeg snakker med den kronede kat, der stærkt fortørnet over sine lejeres utaknemmelighed roder mere end han plejer og jeg kikker fortvivlet på min køkkenhave hvor jeg slet ikke er kommet i gang i år, fordi det hele væltede ind over mig netop som jeg stod klar med spaden. Jeg skal til at tage mig sammen for der bliver ikke mere ro på i tiden fremover og jeg kan ikke holde ud at mosle rundt uden retning.

Men det er altså derfor. Derfor jeg skriver mindre på Badut end jeg plejer og derfor jeg er knap så flittig med kommentarerne som jeg gerne vil være. Jeg skal nok komme tilbage for det har jeg lovet jer, men i dag er jeg sort derinde hvor Baduts lys skal brænde. Jeg læser alle jeres kommentarer og alle jeres mails med meget stor glæde og jeg skal nok prøve at nå omkring jer alle sammen.

Om lidt ser jeg en blomst, mærker varmen fra et barnekram eller høre et dejligt digt og så er jeg der igen. OK?

Blæst baglæns gennem cyberspace

 

Hold da op mennesker! Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig, men i hvert fald slet, slet ikke den overvældende opbakning til Badut. Jeg skrev indlægget, lukkede computeren ned og gik ud i verden med en fornemmelse af at have sagt farvel til mit liv som blogger. Jeg var vemodig, men ret afklaret.

Og nu sidder jeg her og tjatter skoldhed te ned over mig selv af bare benovet forskrækkelse. For tænk at så mange har skrevet så langt og så kærligt om min lille blog og tænk at så overvældende mange har givet sig tid til at sende mig mails og virtuelle kram. Jeg er rystet og forvirret og glad på en og samme gang og jeg har læst hver eneste mail og hver eneste kommentar mange gange. TAK alle I derude. Jeg skal nok svarer jer alle sammen enkeltvis, men det kommer nok til at tage et par dage og derfor får I allerførst en kollektiv tak for jeres opbakning.

Det er klart at sådan en opbakning også får mig til at revurderer den beslutning jeg næsten havde truffet for selvfølgelig skal Badut have en chance når så mange mener at det er det rigtige. Alligevel må jeg sige, at jeg ikke helt tror I forstod hvad jeg forsøgte at sige i mit sidste indlæg. Badut er en Fejøblog, ikke bare når den handler om Fejø, men også i sin grundlæggende filosofi. Badut har været en blog der handlede mere om det man selv kan skabe end om det man kan købe, en blog der fandt lyset og lykken i de små ting og som levede i tæt samhørighed med årstidernes skiften. Det er et helt bevidst valg, at det er sådan for selvfølgelig kunne jeg lige så godt have skrevet kærligt om dimser jeg købte og ironisk om fortrædeligheder jeg mødte, men det har jeg fra dag ét fravalgt og jeg føler selv jeg har formået at formidle et livssyn der for mig er tæt forbundet med Fejø.

Naturligvis tager jeg mig selv med til Holstebro, men jeg tror på at de rammer man sætter sig selv i på både godt og ondt påvirker den man er, eller hvis det lyder for dramatisk, så i hvert fald får bestemte facetter af ens personlighed til at fremstå tydeligere. Jeg har flyttet meget i mit liv og hvert flyt har markeret en ny begyndelse hvor en ny del af min personlighed har blomstret. Det er et dejligt eventyr og jeg er ikke bange for Holstebro og det der skal ske med mig der, men jeg er sørgmodig over tabet af Fejø og den del af min personlighed der blomstrede her. Giver det mening?

Foreløbig skriver jeg videre på Badut, men der vil nok efterhånden komme ændringer i indholdet og så må vi jo sammen se om det er spændende nok for Jer som læsere. Jeg har fra starten haft den indstilling, at jeg skriver blog til mine læsere, næsten som jeg ville skrive en bog og derfor har indholdet været ret gennemtænkt. Nu er jeg på gyngende grund og derfor må vi i længden se om Badut får ny fast grund under fødderne. Når man skriver til sine læsere giver det jo kun mening hvis der er læsere og er der en dag ikke længere det vil jeg hellere bruge tiden på noget andet.

Endnu engang mange, mange tak for jeres kærlige omsorg.

Blommeblomster

Nu ved jeg godt jeg skal flytte og alt det andet triste, men prøv lige at se her på blommeblomsterne, der lige nu bedårer min regntunge have.

Og tænk, for en gang skyld har jeg lavet to bede der ser ud præcis som jeg drømte om da jeg i efteråret sad og fedtede med løgkataloger og plantebeskrivelser.

Det ene er bedet foran køkkenhaven der lige nu er helt hvidt af narcisser prikket med fine liljeblomstrende tulipaner og det andet er bedet her med lysegule narcisser og tulipaner med kontrast af små mørklilla tulipanknoppede bolde.

Meningen var jo egentlig at der skulle have været de samme blomster i begge de to tvillinge dahliabede, fordi det set fra køkkenvinduet ville give sådan et fint langt tulipanblik mellem de blomstrende frugttræer, men pengene slap op og så tænkte jeg at jeg kunne prøve bedet af i den ene firkant og så pille alle løgene op og genplante dem i en fordoblet og forbedret udgave næste efterår.

Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre for hvad vil en ny ejer mon gerne have? Vil man gerne have bedet som det er eller vil man orke at ligge alle løgene igen?

Hvad synes I jeg skal gøre?

Saml sutten op og kom videre

Kald mig bare albinokaninen, for det er sådan det er. Mine øjne er helt hævede og røde af tårer. Jeg ligner noget man kan skræmme børn med til Halloween, men årstiden er ikke rigtig og jeg tror ikke jeg orker at tude helt til efteråret.

Samtidigt føler jeg mig som en kanin i hjertet. For herregud verden er fuld af katastrofer og min lille personlige bedrøvelse er i den sammenhæng kun en overfladisk ting. Ingen jeg elsker er syge, ingen jeg kender er døde og jeg skal heller ikke skilles. Ja i hvert fald skal jeg ikke skilles fra min mand, men jeg skal skilles fra den ø jeg elsker så højt.

April startede ellers meget lovende den første fredag hvor min mand kom hjem og spurte om han ikke skulle finde en halv fridag i maj sådan at han kunne hente børn og jeg for første gang i mange år kunne holde en friaften ene og alene med mig selv på programmet. Jeg tager jævnligt til møder og deltager også af og til i repræsentative ting, men hver gang er det en større logistisk opgave enten at få min mand hjem eller at få afsat tre børn og derfor går jeg ikke i almindelighed ud om aftenen alene for min egen skyld. Fredagen efter kom han hjem og spurte om det ikke var i år jeg skulle have det der drivhus jeg har ønsket mig så længe. Jeg var ganske lykkelig.

Men så gik det galt. Tredje fredag ringende direktionen til min mand og foreslog at han overvejede et job i Holstebro. Vi stod netop og skulle til Jylland for at hilse på den lille nye fætter og derfor fik vi lov til at vente endnu en uge med at tage beslutningen. Ugen efter var vi Holstebro med de to største børn og det ligner helt bestemt en fin by selvom det er svært at vide hvordan 10.000 ting ender med at falde i hak når man kun er på besøg en halv dag. Og det var så det. Store bededag havde min mand ny titel og alt i vores liv var vent på hoved. Han er glad. Nærmest lysende af glæde og jeg forstår ham godt for det er virkeligt godt gået. Selvfølgelig har han også afsindigt travlt i disse dage hvor han på en og samme gang forventes at opholde sig på Lolland Falster, i Nordvestjylland og i København. Lørdag morgen klokken 6 skal alt desuden helst kunne klare sig selv i 10 dage, fordi han heldigvis fik lov til at tage af sted på den længe planlagte tur til Grækenland med vores ældste datter.  Jeg taler med ham af og til når der er en lille pause og selvom han arbejder i døgndrift er han lykkelig.

Tilbage sidder jeg her helt fortumlet. Det hjælper lidt nu da medarbejderne begge steder har fået besked og vi andre derfor også må tale højt om det der skal ske, men jeg er stadigt bedrøvet for jeg elsker jo de mennesker der bor på denne dejlige ø. Alt skal nok blive fint i Holstebro også, men Fejø, det bliver det aldrig.